1944 – Stjålet 600 kr. fra aldersrentenyder

Og soldet størsteparten op i Fredericia
Under alderesrentenydernes fest i Marielund ved Kolding benyttede en tyv sig af lejligheden og brød ind til en af festens deltagere, der bor i Bramdrup Skov. Udbyttet blev 600 kr. og nogle rationeringskort. Tyven var imidlertid blevet set, og der blev gjort anmeldelse til politiet. Man fik ham dog ikke med det samme, men da han efter en soldetur i Fredericia, hvor han havde brugt størstedelen af pengene, vendte tilbage til Kolding igen, blev han anholdt. Det viste sig at være en 41-årig tidligere straffet Koldingenser, der straks gik til bekendelse.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 10. august 1944

1944 – Stationsforstanderen taget med på Højskolehjemmet

Der er noget af et optrin, der i dag har udspillet sig på Kolding Banegård, man kunne se en Gestapomand højlydt beklage sig til stationsforstander C.H. Nørgaard. Det endte med at Nørgaard efter noget tid blev hentet af feltgendarmeriet, han blev taget med på deres kontor, på Højskolehjemmet.

Der sker en del nede på Banegården, ofte er der forsinkelser, især hvis nogen forsøger at sabotere skinnerne eller togene. Det er ikke ualmindeligt, at gummislagerne til den gennemgående luftbremse er skåret over på vogne, der skal afsendes med tysk gods. Der har ifølge rygterne også været benzintyverier fra nogen beholdervogne, der stod på stationen uden opsyn.

Mon de slipper stationsforstanderen løs igen?

Kilde: Kolding under besættelsen 1940-1945, 1946, s. 258-259

1944 – Spærretiden ophæves i Odense

Efter tre uger, ophæves spærretiden nu igen i Odense fra den 29. marts 1944, den har varet siden 7. marts. Ophævelsen sker efter, at der igen i den sidste tid har hersket ro og orden i Odense.

Under spærretiden har politiet kun foretaget få anholdelser af berusede personer, og fra den 29. marts vil teatrene og restaurationer igen være åbent som normalt.

Kilde: Spærretiden i Odense ophævet, Fredericia Socialdemokrat, 28. marts 1944

1944 – Eventyrtrang gjorde ham til brandstifter

16-årige karl tilstår at have påsat branden på Krybilygaard

De mystiske brande på Krybilygaard er nu blevet opklaret, og det viser sig, at det er en 15-16-årige tjenestedreng, som er brandstifteren. Den unge mand, der har tjent på gården, må være blevet forstyrret i hovedet af tidens mange dramatiske begivenheder. I hvert fald var han kommet i tanker om, at han også selv kunne ønske at komme lidt med, hvor der skete noget. Han udklækkede da en plan om et fingeret overfald, om hvilket han berettede på krogen søndag aften. Han fortalte således, at han var blevet overfaldet af en mand, han han var kommet cyklende på vejen fra Taulov, men da han tilsyneladende ingen overlast havde lidt, fattede overbetjent Bertramsen, Taulov, mistanke til historiens rigtighed, og den unge mand måtte da til sidst indrømme, at det hele var opdigtet og kun fremsat for at gøre sig selv interesseret. Den næste dag kom to mand kriminalpolitiet i Fredericia ud til Krybily for at tale med tjenestedrengen, idet man havde fundet det påfaldende, at det var, der i begge tilfælde havde opdaget brandene på gården, og den sidste gang endda set brandstifteren. Efter at den unge mand var gået hårdt på klingen, måtte han da også omsider tilstå, at der var ham, der havde sat ild på. Noget som helst motiv havde han ikke haft. Han var glad og tilfreds med forholdene i sin plads, men der var pludselig opstået en uimodståelig trang hos ham til at sætte ild på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. marts 1944.

1944 – Overført til Sachenhausen-lejren

Der meddeles i den seneste udgave af det illegale blad Information (25.-25.jan 1944) at i den seneste transport til Sachenhausen-lejren i Tyskland, var to med fra Kolding, redaktionssekretær Holmgaard, Jydske Tidende og boghandler Erik Andersen.

Derudover han det meddeles at Gestapo har anholdt formanden for Gymnastikforeningen Go-On, bogholder Refsholm fra Kolding.

Kilde: Information II, side 121, 1944, illegalpresse.dk
* Se opslag om Jørgen Bergholt Holmgaard i modstandsdatabasen
* Se opslag om Erik Andersen i modstandsdatabasen

1944 – Skovfundet fundet i plantage sydøst for Skive

En Skovfoged ved navn Johannes Alsbjerg blev fredag den 14. januar 1944 fundet i Liebes Plantage sydøst for Skive. Angiveligt har Johannes Alsbjerg begået selvmord med et revolverskud, ved siden af ham, blev der fundet en afskudt revolver.

Det er fra tysk side blevet meddelt at Johannes Alsbjerg var i engelsk tjeneste, og hans anholdelse havde været nært forestående, hvilket formentligt er årsagen, til at han har begået selvmord.

Kilde:
Skudt sig før anholdelse, 15. januar 1944, Ribe Stifts Tidende

1943 – Riffelsyndikatet saboteret

I det netop udkomne illegale Information, kan man læse om at der i går aftes (20. dec. 1943) blev foretaget sabotage imod Riffelsyndikatet, hvor der blev ødelagt for millioner. Eksplosionen skete lidt over kl. 16, hvorefter fabrikken brændte til omkring kl. 20.

På grund af centuren kan man ikke læse om begivenhederne i morgenbladene.

Fra samme udgave af Information meddeles at en enkefru Johanne Christensen, 76årig fra Kolding, den 15. december gik til det tyske sikkerhedspoliti i Kolding, for at spørge om hendes anholdte søn, tømrer Alfred Christensen, hun blev selv angiveligt selv anholdt.

Kilde: Information X, side 29, 21/12 1943, illegalpresse.dk