1944 – Tysk militær kommentar til situationen

Den militære situation kan, med undtagelse af Baltikum, karakteriseres ved, at der i øjeblikket ikke finder større kamphandlinger sted, men – som man siger fra tysk militær side – er der ikke grund til at føle sig sikker på, at der ikke i den nærmeste tid kan blusse nye store kampe op. Derom tale bl.a. den omstændighed, at de allierede foretager store omgrupperinger i vest, muligvis vil kampene sætte ind i området Einhofen-Nijmegen, hvor de allierede må skaffe sig større bevægelsesfrihed, og derfor har søgt at skaffe sig luft i retning af Hertagenbusch.

Kampene vest for Vogeserne har sikkert kun lokal betydning, skønt de føres med største heftighed, men nogen nævneværdig ændring i frontstillingen har de ikke ført til.

Det er bemærkelsesværdigt, at værnemagtsberetningen for første gang i længere tid taler om kamphandlinger i Serbien og Kroatien. […]

Kilde: Uddrag, den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 1. oktober 1944.

1944 -Letlands folk opfordres til forsvarskampen

Riga, tirsdag, RB.
Den øverstkommanderende i det baltiske område og SS og politifører i Østlandet har udsendt opråb, hvori det lettiske folk opfordres til kamp og arbejde til forsvar af de truede grænser. Generalinspektøren for den lettiske SS-frivilliglegion, SS-gruppefører Bangerakis, har truffet forholdsregler til en forstærket indsats af den kampdygtige befolkning, medens indsatsen i den civile sektor ordnes af det autonome styres 1. generaldirektør, general Baakera.

Kilde: Nationaltidende, 19. juli 1944.

1944 – Tyskerne vil under alle omstændigheder forsvare Baltikum

Forstærkning af beskyttelsesvolden omkring Østersølandene

Berlin

Over for repræsentanter for den udenlandske presse vendte rigsregerings militære talsmand sig i går mod visse kombinationer angående en påstået frontudrettelse i det baltiske område. Han udtalte bl.a.: Der kan slet ikke være tale om en frontforkortelse eller frontudretning i det baltiske område. Når den tyske front syd for det baltiske område i Polozk-området bliver trukket lidt tilbage, sker det kun for at opnå en tilpasning efter den nye situation i det mellemste afsnit og derved bedre kunne garantere østersølandenes beskyttelse. Baltikum hører til det europæiske område. Den tyske værnemagt vil under alle omstændigheder forsvare og hævde dette europæiske område. Når tilbagetrækningen af de tyske tropper ved Opotshka nord for Polozk i dag af russerne fejres som en stor sejr, må det heroverfor konstateres, at denne tyske flytningsbevægelse er indledet allerede tidligere. Højre fløjs tilbagedrejning er ensbetydende med en fastere forbindelse med det baltiske område. Om et sovjetrussisks gennembrud kan der overhovedet ikke være tale. Russerne er blot rykket ind i det opgivne område. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. juli 1944.

1941 – Den tyske værnemagts beretning for onsdag

Førerhovedkvarteret (R. B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

De tyske og allierede troppers besættelse af det sovjetrussiske industriområde i Donezbækkenet blev udvidet i går. Syd for Brjansk indbragte rensninger af kampterrænet yderligere 5.000 fanger samt et bytte af en svær panservogn og 56 kanoner. Som meddelt i særmelding blev øen Dagø taget. Derefter er alle baltiske øer på tyske hænder. 3.000 fanger er dermed faldet i vore hænder. 6 kystbatterier er blevet ødelagt. Under forsøg på at undslippe til søs blev resterne af den fjendtlige besætning ødelagt af enheder af krigsmarinen og luftvåbnet. Luftvåbnet bombarderede Moskva ved dag og ved nat.

I kampen mod Storbritannien angreb stærke kræfter af luftvåbnet i nat havnen Newcastle. I dokanlæg, magasiner og forskningsvirksomheder anrettedes der betydelige ødelæggelser. Andre luftangreb var rettede ved Dover. Ved kanalkysten skød tyske jagermaskiner 11 britiske flyvemaskiner ned. 1 tysk flyvemaskine gik tabt herved. I Nordafrika opnåede tyske styrtkampflyvere bombefuldtræffere på britiske artilleri- og blokhusstillinger ved Tobruk. Britiske bombemaskiner angreb i nat forskellige steder i Nordvesttyskland, bl.a. Bremen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. oktober 1941.