1944 – Olieraffinaderi i Vejle ramt at bombeeksplosion

Sydjydsk Refioil ødelagt af to bomber

Sydjydsk Rafioil på Horsensvej i Vejle, der ejes af købmand Victor Jensen, Vejle, er natten til mandag ramt af 2 bombeeksplosioner, hvorved virksomhedens anlæg blev ødelagt, ligesom der opstod brand.

Ved midnatstid kom ti maskerede og med maskinpistoler bevæbnede mænd op til direktør Christensen, der ejer komplekset, og gjorde opmærksom på, at de to bomber ville eksplodere i løbet af 10 minutter. Kort efter lød der to brag, og det viste sig, at det var raffinaderiet, det var gået ud over. Der lå godt et ton olie, som skulle raffineres, og ved eksplosionen opstod der brand. Det lykkedes Vejle Brandvæsen at få ilden bekæmpet.

Victor Jensen oplyser, at skaden beløber sig til 10.000 kr. I hvert fald er anlægget ødelagt, og maskinerne vil være vanskelige at erstatte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. oktober 1944

1944 – 4 bombeeksplosioner i nat forskellige steder i Aarhus

Ingen mennesker kom til skade, men der anrettedes meget store ødelæggelser

I nat lød der fire kraftige eksplosioner i forskellige bydele i Aarhus. Ved eksplosionerne kom ingen mennesker til skade, men der anrettedes ødelæggelser for flere hundreder tusinde kroner.

Frugtforretning og lejligheder stærkt medtaget.

Den første eksplosion kød kl. 2.40. Den kom fra Nørregade, hvor der var anbragt en bombe bag indgangsdøren til frugtgrosserer Niels K. Nielsens store forretning i ejendommen nr. 34. Forretningen blev fuldstændig hærget, ligesom beboelseslejlighederne i den 2-etagers ejendom blev stærkt medtaget. Der udbrød brand, men den blev hurtigt slukket. I Nørregade-Paradisgade og Borgergade-kvarteret knustes en mængde butiksruder samt vinduer i lejlighederne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. oktober 1944.

1944 – Tre allierede bombeflyvere styrtet ned i det nordlige Jylland

Meldinger indløbet fra Aalborg, Viborg og Holstebro

Aalborg, RB.

En engelsk bombemaskine blev i går ved 21-tiden under overflyvningen af Nordjylland skudt ned. Maskinen styrtede brændende ned. Maskinen styrtede ned på en mark ved gårdejer Erik Eriksens ejendom, og da der var fare for, at gården skulle blive antændt, blev Falcks Redningskorps alarmeret, og det lykkedes at begrænse ilden til selve maskinen. Af flyvemaskinens besætning, der formentlig har bestået af syv mand, fandtes de fire dræbt. Den øvrige besætnings skæbne er ukendt.

Viborg, RB.

Under overflyvning i aftes styrtede en firemotors engelsk bombemaskine kl. 20.30 ned i Jylland. Umiddelbart før nedstyrtningen faldt hele maskinens bombelast ned, men heldigvis eksploderede ingen af bomberne. Flere bomber af meget svær kaliber borede sig dybt ned i jorden, og i morges blev flere af de omkringliggende ejendomme evakueret. Maskinen eksploderede ved slaget mod jorden, og brændte fuldstændig. Hele besætningen, formentlig 6-8 mand, omkom.

Holstebro, RB.

I aftes ved 22-tiden styrtede en firemotorers amerikanske bombemaskine brændende ned i Nordjylland. Der var ild i maskinen allerede inden den nåede jorden. Maskinen blev ved nedstyrtningen fuldstændig ødelagt, og resterne af den var spredt over et område på ca. 1 kvadratkilometer. Hele maskinens besætning menes omkommen, og man har af ruinerne i formiddags fremdraget seks forkullede lig.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. oktober 1944.

1944 – ‘Demokraten’ i Aarhus ramt af en eksplosion

Der vil antagelig gå flere måneder, inden bladets tekniske afdeling igen kan være i orden

I nat kl. 2.15 blev Aarhusianerne i store dele af byen vækket af den hidtil kraftigste eksplosion, der har lydt i Aarhus. Eksplosionen var så voldsom, at husene i en kilometers omkreds fra eksplosionsstedet rystede. Det var ‘Demokraten’s store bladhus på Banegårdspladsen, der var blevet ramt.

En meget kraftig sprængladning var ude fra Aarhus Hovedbanegårds terræn kastet ind gennem et af de store vinduer til trykkeribygningen. Bomberne var kastet i den ende af bygningen, der er længst borte fra Banegårdspladsen. Denne del af bygningen var ‘Demokraten’s akcidenstrykkeri, og dette blev fuldstændigt raseret. Desuden blev bladets stereotypianlæg fuldstændig ødelagt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. oktober 1944

1944 – 10 dræbt ved bombeattentat mod eksprestog ved Hobro

Største jernbanekatastrofe siden Vigerslev-ulykken i 1919.

Endnu en bombe. Fundet i den følgende personvogn og uskadeliggjort

Under oprydningsarbejdet blev det fundet endnu en sprængladning. Denne blev fundet i den næstforreste personvogn og uskadeliggjort. I en stålwaggon kan der være ca. 60 personer, men da eksplosionen indtraf, var der kun få rejsende i de to forreste vogne.

Dræbte og sårede

1. Statsautoriseret revisor Eigil Haagen Andersen, Dr. Tværgade 39, København.

2. Mekaniker Carlo Mikkelsen, Hobro eller Aalborg

3. Driftsleder Klaus Bjørno, Dronning Margrethesvej 23, Aarhus

4. Holger Vilander Christensen, Poul Paghsgade, Aalborg, f. 22. april 1909.

5. Smed Jens Chr. Hensen. Blusbakken, Hobro, f. 29. november 1890.

6. Bogbinder Hans Erik Jensen, Skt. Hansgade 24. København, 5. 15. august 1912.

7. Harry Bendtsen, Østerbro 18, Aalborg, født 4. april 1922.

8. Fru tandlæge Mose, Øster Aagade 4, Aalborg.

9. Fru Elly Andersen, Paul Paghsgade, Aalborg (søster til den dræbte Vilander Christensen).

10. En kvinde, der menes at være fru Carl Emil Steffensen, Thisted.

[…]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. oktober 1944.

1944 – Bombeeksplosioner og storbrand i Aarhus

Autoværksted, vulkaniseringsanstalt, Fællesforeningen og Statens Gummicentral raseret. Brandskaden 2 millioner kroner.

Ved 12½-tiden i middags eksploderede flere bomber i Schrøder og Rasmussen automobilreparations- og vulkaniseringsanstalt på Vesterbros Torv. Medens arbejderne sad og spiste deres frokost, kom en mand løbende hen til dem og sagde, at de skulle søge dækning, da der ville springe bomber. Arbejderne nåede ikke at komme i beskyttelsesrum, før bomberne sprang, men ingen af dem kom noget til.

Ved eksplosionen opstod der en voldsom brand i den toetagers bygning, der rummer vulkaniseringsanstalten, samt i automobilværkstedet, hvor der var mange biler. Ilden bredte sig til Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeningers store kompleks i Vesterport. Det er en treetagers ejendom, som er sammenbygget med automobilværkstedet.

Branden bredte sig også til Statens Gummicentral, hvor flere hundrede biler blev flammernes bytte. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1944.

1944 – Bombeattentat mod 15 lastbiler i Esbjerg i nat

I nat har der i Esbjerg fundet en hel række eksplosioner sted. Der er forøvet bombeattentater mod omkring 15 lastbiler, der har stået på værksteder, eller som var parkeret rundt omkring i byen. Der har været anbragt tidsindstillede bomber i bilernes motorer, og de fleste steder er bilerne blevet ødelagt ved bombeattentaterne. Desuden er der knust en del ruder i omkringliggende huse.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. oktober 1944.

1944 – Bombeeksplosioner under eksprestoget

Syv passagerer såret af knuste ruder. 10 bomber eksploderede under toget mellem Randers og Bjerregrav

Da ekspressen nordpå i går ved godt 19-tiden befandt sig mellem Bjerregrav og Randers, eksploderede en bombe under lokomotivet. Toget stoppede straks op, og efterhånden eksploderede ni andre bomber, anbragt under toget. Bomberne var ikke særlig kraftige, og da toget bestod af stålwaggoner, tog det ikke videre skade, men ruderne knustes, hvorved syv personer såredes. De blev i ambulancer ført til sygehuset i Randers. Der er ikke fare for nogen af dem. Det varede på grund af flyvervarsel længe inden man kom i forbindelse med omverdenen og fik tilkaldt hjælp.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. oktober 1944.