1944 – 4 mennesker dræbt ved bombeeksplosion i Aarhushallen i nat

Dræbte og sårede i ejendommen Sct. Knudsgade 3, der var sammenbygget med Aarhushallen. Den materille skader andrager 2-3 mill. kroner.

I nat ved 2-tiden eksploderede tre bomber i Aarhushallens restaurant. Ved eksplosionen blev ejendommen Sankt Knudsgade 3, der var sammenbygget med restauranten, delvis ødelagt, og 4 af dens beboere blev dræbt, og 3 såret, deraf den ene så alvorligt, at det er tvivlsomt, om han kan leve. Ved eksplosionen udbrød der en voldsom brand, der fuldstændigt ødelagde Aarhushallens restaurant, og som bredte sig til selve Aarhushallen. Det lykkedes dog Aarhus Brandvæsen at redde det indre af hallen, medens foyer og garderober ud mod Sankt Knudsgade, samt det store scenerum fuldstændigt blev ødelagt. Ved eksplosionen blev Aarhus Reklametrykkeri og Bogbinderi ødelagt. En overgang truede ilden med at brede sig til at andet af Aarhus’ store etablissementer, det nye Casino i Rosenkrantzgade, men det lykkedes brandvæsenet at redde denne bygning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. september 1944.

1944 Krigen i Italien: Cassino har i tre måneder spærret vejen til Rom

Nettuno giver ikke Østfronten noget efter

Berlin, tirsdag. INT.

Cassino er pludselig rykket stærkt i forgrunden i den tyske presse og radio. Man understreger stærkt de tyske soldaters usædvanlige præstationer her, hvor de nu i tre måneder har spærret de allierede vejen til Rom. Derimod sporer man en vis tilbageholdenhed overfor Nettuno-krigsskuepladsen, som om den militære udvikling her, som det understreges fra kompetent tysk side, er gunstig for det tyske forsvar. For omtalen af Nettuno-fronten er en beretning af den tyske krigskorrespondent dr. Fritz Meske karakteristisk. Det hedder heri bl.a.: “Med en trommeild af verdenskrigens format dækker det fjendtlige artilleri, understøttet af det svære skibsartilleri, de landområder, hvor den tyske hovedkamplinje er erkendt eller formodet. Det er en djævelsk nerveprøve og grenaderer, panserjægere og pionérer, som under denne hagl af granater uden hensyn til tabene må forblive på deres post overfor fjenden. Det er ikke til at tage fejl af, at kampbetingelserne på Sydfronten såvel som i brohovedet ved Nettuno er blevet skærpet på en måde, som vi knapt har oplevet det selv i de store kampe på Østfronten.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. februar 1944.

1944 – Kesselring angriber stadig ved Aprilia

Hidtil blodigste salg på den syditalienske gront

Berlin, fredag. S.T.B.

Situationen i området ved Netuni-brohovedet er for så vidt uændret, som initiativet fortsat ligger hos generalfeltmarskal Kesselrings pansergrenaderer, der i løbet af det sidste døgn er stødt yderligere frem sydvest for Aprilia. Der er dog endnu ikke tale om et tysk stor-angreb. Efter hvad der meddels fra den syditalienske front, kæmpes der stadig om adgangen gennem Casino-porten til den langstrakte slette, der fører lige til Rom. I denne kamp, der er den blodigste, som endnu har været udkæmpet under Italien-felttoget, har generel Clark indsat den amerikanske 36. infanteri-division under general Rhyder. Denne divisions våbenskjold, en rød tyr, er ifølge en tysk frontkorrespondents beretning et symbol på de talrige forsøg, amerikanerne her har gjort på at “stange sig igennem” Casino-bjergmassivet til den åbne slette. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. februar 1944.