1944 – Aarhus mindes ofrene for katastrofen

Den største og mest gribende begravelse, byen endnu har oplevet.
Aarhus var i lørdags klædt i sorg. Fra morgenstunden vajede flagene på halv byen over. Den store sørgehøjtidelighed i Domkirken over de dræbte og savnede fra katastrofen satte sig præg på byen. Man mindedes de 12, der savnes efter ulykken, og som satte livet på så grufuld en måde. De fik den største og mest gribende begravelse, Aarhus endnu har oplevet. Små beskedne buketter og flotte signerede dekorationer var sendt til båren. En skov af faner stod æresvagt. Byrådet bekostede højtideligheden.
Alle byens kirkeklogger ringede
Ved middagstid standsede alt arbejde ved havnen og i havnens virksomheder, men også private institutioner holdt fridag. Ved 15-tiden ringede samtlige kirkeklokker i byen. Malmtonerne blev byen over og stemt til højtid. Aarhus Domkirke er Danmarks længste, men i lørdags kunne det smukke kirkerum ikke rumme det følge, der ønskede at overvære mindehøjtideligheden. I kirken var samlet et bredt udsnit af byens befolkning. Embedsmænd i galla og sorgeklædte hustruer. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 31. juli 1944.

1944 – Festlig indvielse af roklubbens fane

Manede ord til dansk ungdom om at søge ind til kernen i livet

Et mangeårigt ønske blev i søndags opfyldt for Kolding Roklub, klubben fik sin egen fane, som blev indviet ved en højtidelighed på Hotel Kolding. Det var Danmarkssamfundet, der havde skænket fanen og den blev derfor overrakt klubben af ingeniør Konstantin-Hansen som repræsentant for samfundet.

Efter at formanden Hans V. Ottesen havde budt velkommen og man havde sunget ‘Vift stolt på Codans bølge’ fik ingeniør Konstantin-Hansen ordet:

Når man ser de lange, slanke kaproningsbåde skyde gennem vandet med dannebrog i agterstavnen, så glædes man over den raske og sunde ungdom, der energisk arbejder med idrætten. Vi må ønske for denne ungdom, at den ikke må få nok i sporten alene, men at den også får en åndelig ballast ombord. Vi har tit i de senere år hørt, at vi havde glemt, der er noget helligt. Vi havde levet på overfladen, og handlet letsindigt med den lykke, der var givet os. Skal vi bære vort land videre, så må vi nu søge ind til den kerne, der er i tilværelsen – og så er der intet, der taler tydeligere til os end netop flaget. Det taler og minder os om, at vi har en arv at løfte. […]

Efter højtideligheden vistes to tonefilm, hvorefter roerne festede i et par timer.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. februar 1944.

1943 – V.U.s havemøde i Harte

Mødet i aftes i Harte fik trods det truende vejr et ualmindeligt strålende forløb. Der var stor tilslutning både fra V.U. og den indbudte Harte Ungdomsforening, da forstander Gunnar Nielsen, Aagaard, indledede aftenen ved på sin egen muntre måde at arrangere en række sanglege på en af havens smukke plæner. Efter sanglegene båd aftenens vært, gårdejer Jens Buhl, velkommen, og man strøg flaget syngende ‘Hil dig vor fane’. Det var et smukt og betagende øjeblik at se denne flok syngende danske ungdom i den smukke have medens det smukke flag blev sænket.

Efter at man havde drukket kaffe, samledes man inde i stuerne, hvor Gunnar Nielsen under stort bifald læste nogle morsomme fortællinger. Efter oplæsningen bragtes fra V.U. og Harte Ungdomsforening en tak til Gunnar Nielsen og aftenens vært, en tak, der udmundede i et kraftigt leve for familien Buhl. Derefter havde hr. Buhl ordet og holdt en varm og gribende tale til de unge. […] Gårdejer Buhl sluttede med et kraftigt ønske om at fremtiden må bringe lyse og lykkelige kår til et frit Danmark beboet af fire danske. Efter ‘Der er et yndigt land’, sluttede aftenen med ‘Altid frejdig’.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. juli 1943

1943 – Pligten – Nordens enhed – Sønderjylland – Gud

En flagdag i sol og bygevejr i Kolding i går

Flagdagen – den 15. juni – blev en typisk dansk dag. Fra de tidlige morgentimer styrtede regnen ned og fik flagalléerne og de mange private flag til at hænge slagt på stangen. Men heldigvis klarede det op, og ved middagstid skinnede solen, og de mange flag smældede friskt i vinden. Over alt på gaden så man de små spejdere, der gik omkring og solgte Danmarkssamfundets lille flag, der fandt god afsætning.

Børnenes fest i Nicolai Kirke

Om eftermiddagen fyldte børnene, deriblandt 100 små pigespejdere, den store smukke Nicolai Kirke, der var dobbelt smuk med de mange flag, der paraderede ad midtergangen. Der var vel i alt nogle og tredive skoler og foreninger, der havde givet møde med flag. Efter salmen ‘Befal du dine veje’, sang fru Karen Holm meget smukt ‘Hil dig vor fane’, og man sang H. A. Brorsons gamle salme ‘Her vil ties, her vil bies’, salmen, der blev sunget så meget af sønderjyderne. Derefter tog pastor Tobiasens ordet og talte til børnene ud fra et ord fra det gamle testamente: ‘Derfor skal I opleve nat uden syner’. “Vi ældre”, sagde pastor Tobiasen, bl.a., “har et syn, det er jer børn. Vi har måske udført meget dårligt, men vi håber og beder om, at I må føre Danmark ind i en ny tid. Jeg vil gerne, at I skal få lov til at se syner og jeg vil være glad, hvis jeg kan få lov til at åbne vinduerne for jer”.

Vinduet mod øst: Vort land, vor konge

“Jeg vil allerførst åbne vinduet mod øst. Der ser vi vort dejlige danske land, vi ser vor hovedstad og vi ser vor konge. Hvor er der meget at sige tak for ved dette syn. Vi skal sige tak for ved dette syn. Vi skal sige tak for vore gode konge, for at vi har ham endnu, og vi skal sige tak for vort gudgivne flag, og så skal I huske, at korset i flaget skal minde os om, at der er noget, der hedder kamp, lidelse og offer. Det er et stort kraft til jer. Derefter vil jeg åbne vinduet mod nord”, og henvendt til alle børnene spurgte pastor Tobiassen: “Hvad ser I mod nord?” I begyndelsen gik det lidt trægt, børnene var øjensynligt lidt forstemte ved at blive opfordret til at sige noget i kirken. Men efterhånden gik det, og de mange børnestemmer råbte: “Norge, Sverige, Island og Finland”. “Ja”, fortsatte pastor Tobiassen, “det er netop Norden, vi skal huske. Engang var der en Kolding-dreng, der så et syn om Nordens enhed, det var Carl Ploug, da han skrev: Atter det skilte bøjer sig sammen. I lever i en tid, hvor der er mulighed for, at det skal lykkes, og I skal gøre jeres yderste for, at det sker. Endelig skal I se mod syd, til Sønderjylland, hvor ‘mindets blomst gror på heltegrave’, der bliver vi mindet om dem, der stred og faldt for Danmarks ære. Det sidste sted, vi skal se hen, er opad, mod Gud. Vi må bøje os for Gud og blive klar over, at han alene kan føre os frelst gennem alle vanskeligheder.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 16. juni 1943.

1943 – Har De stemt?

Ellers kan det nås inden kl. 8 i aften

[…]

Mægtig valgdeltagelse fra formiddagstimerne. En tilstrømning til valglokalerne i Kolding som aldrig før, under en skov af Dannebrog.

Valgdagen oprandt med høj himmel og sol fra morgenstunden. Kl. 7 hejstes de første Dannebrog, og inden k. 9 var by og omegn klædt i en skov af Dannebrog. Det var næsten umuligt at finde en tom flagstang. Kl. 9 åbnedes valghandlingen i Almenskolen og Riis Toft Skole, og der var straks stor tilstrømning til afstemningsstederne, så stor, at der efter et kvarters forløb stod lange køer foran stemmebordene. Folke var i festligt valghumør, og når de kom ud fra afstemningsstederne, var de forsynede med det lille Dannebrog i knaphullet, som Dansk Ungdomssamvirke uddelte med indskriften: “Har stemt”. Mærket var meget eftertragtet, og vælgere, der havde gjort deres borgerpligt, ville alle har mærket.

De tilforordnede ved stemmestederne udtalte, at de aldrig havde oplevet en så stor valgdeltagelse fra straks om formiddagen. Klokken godt 9 gik hele Byrådet og byens myndigheder, som var samlet på Almenskolen, til stemmeurnerne med borgmesteren i spidsen. Blandt de tidligst mødte var mange gamle, og dannebrogssmykkede valgbiler kørte gennem byen med ældre og svagelige vælgere.

Kl. 9 begyndte Lomholdt hornorkester at musicere på Akseltorvet og gik derefter gennem en del af byens gader, spillende danske marcher og andre melodier, hvilket yderligere bidrog til at sætte byen i valgstemning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. marts 1943.

1942 – Kongens fødselsdag

Rideturen gennem den flagsmykkede hovedstad. 50.000 mennesker på Amalienborg Slotsplads

Kongens 72-års fødselsdag blev en festdag lige fra morgenstunden. København var klædt i Dannebrog, der vajede fra offentlige og private bygninger. På gaderne solgtes flag så sælgerne af mærkerne til fordel for Barnets Dag ikke kunne klare sig i konkurrencen. Også på sporvognene vajede små Dannebrogsflag. Allerede ved 7-tiden gik en strøm af mennesker ned mod Amalienborg, og da klokken nærmede sig 8, var der tæt besat med folk langs den rute, Kongen plejer at følge på den morgenridetur. Ved hjørnet af Fredericiagade og Amaliegade var menneskemassen som en mur, og så man ned over den, frembød den et helt kaos af hoveder og hænder med Dannebrogsflag. Der var spænding blandt de mange mennesker: Hvor ville Kongen ride ud, og hvornår mon det blev? I de sidste morgener har Kongen redet ud på sin morgentur henad klokken halv ni, men i dag kom man ikke til at vente så længe.

Kongen kommer

Tre minutter i 8 rede Kongen ud og drejede ned ad Amaliegade. Jublen brød løs og ville ingen ende tage. “Til lykke Konge, til lykke Konge” lød det over alt. Folk sang ‘Kong Christian’ og ‘Der er et yndigt land’, og ind imellem rungede leveråbene. Konge smilede hjerteligt til de mange morgenglade mennesker, der snart efter brød alle afspærringer og trængtes sammen om Kongen og hans hest Rolf. Blomsterbuketter i rød-hvide farver blev kastet op til Kongen, der lagde dem foran sig på sadlen, men han måtte snart opgive at tage imod flere. Det blev et jubelridt uden lige. ude på Grønningen stod endnu flere mennesker og Kongen smilede og vinkede. Et sted så man en flok unge piger i sønderjyske nationaldragter, og også de fik et venligt nik af majestæten, Kongen så udmærket ud og holdt sig rank på hesten, der langsomt, men sikkert bar ham frem gennem menneskemængden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1942.

1942 – Frikorps Danmarks hjemkomst

Modtagelsen ved Godsbanegården

Frikorps Danmark kom i går hjem på orlov. Gennem Ritzaus Bureau er udsendt en meddelelse om korpsets modtagelse, hvori det bl.a. hedder:

Frikorps Danmark kom i dag hjem på orlov, og korpset fik en storstilet modtagelse. Toget, der førte de 7-800 mand til København, rullede ind på et reserveret spor, og her fandt den første velkomst sted. Noget før togets ankomst samledes en række herrer: Det tyske riges befuldmægtigede, gesandt von Renthe-Fink, brigadeführer Kannstein, marineattaché, kontreadmiral Henning og landesgrupeführer Dalldorff, partifører Frits Clausen og stabschef Axel Juel m.fl.

Så snart toget holdt afleverede korpsets kommandør, stormbannführer Martinsen, korpsets til brigadeführer Kannstein, som kort bød velkommen hjem. Det tyske riges befuldmægtigede, minister von Renthe-Fink og partifører Frits Clausen udtalte ligeledes et velkommen tilbage. Den egentlige hjemkomstparade fandt sted på pladsen foran Godsbanegården, hvor der var opstillet en flagsmykket talerstol flankeret af en opstilling af 1. S.A.-Sturm med florsmykket fane og standarter, N.S.U.-piger og andre, og bag disse pårørende, partimedlemmer og andre. Kl. godt 16 var opstillingen til ende, og Dannebrog blev ført til fløjen. […]

Marchen gennem København

Modtagelseshøjtideligheden var dermed forbi, og med musikkorpset i spidsen marcherede bataillonen ad Bernstorffgade, Vesterbrogade, Rådhuspladsen, Strøget, Kongens Nytorv og Bredgade til Kastellet. Langs hele ruten hilstes korpset af den opstillede menneskemængde, og mens nye hilsener udveksledes med de hjemkomne soldater, regnede der atter og atter nye blomster ned over den marcherende bataillon. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. september 1942.

1942 – Storslået og hjertelig hyldest til kong Christian

Amalienborg Plads og de tilstødende gader tæt besat med mennesker allerede før kl. 9. Mange blev snydt for at se kongen på morgenridtturen der foregik en time tidligere end sædvanlig.

Over hele København gik flagene til tops i den tidligere morgenstund, og selv om der ikke var arrangeret større officielle udsmykninger, var hovedstaden ved privat initiativ i anledning af kongens 30 års jubilæum så festligt udsmykket som nogensinde. Det var almindelig ventet, at kongen ville påbegynde sin daglige ridetur ved 9-tiden, men på dette område skuffedes borgerne, idet kongen allerede kl. 8 startede turen, der dog, selv om den store tilstrømning til Amalienborg og turens rute næppe var kendt, formede sig som en stormende og hjertelig hyldest til kongen.

Længe før kl. 9 var Amalienborg Plads og de tilstødende gader tæt pakket af mennesker, der tålmodigt ventede på, at kongen, som det forlød, lidt senere atter ville ride gennem byen. I ventetiden fik man lejlighed til at hylde kronprinssen og den lille prinsesse Margrethe, der i bil kom kørende fra Fredericiagadeproten til Amalienborg, men kort efter meddeltes igennem politiets højtaleranlæg, at der ikke var grund til at fortsætte med sammenstimlingen, da rideturen ikke ville blive gentaget. […]

Hovedstaden klædt i dannebrogsfarver

Kongen har som bekendt ikke ønsket nogen ydre tilkendegivelse i anledning af jubilæet, men alligevel er dagen i hovedstaden stærkt præget af begivenheden. Gaderne var fulde af mennesker, ikke alene københavnerne, men også et stort antal provinsianere, som havde begivet sig til residensstaden for at kunne deltage i tilkendegivelserne. I særlig grad prægede børnene gadebilledet, og de fleste af dem marcherede stolte af sted med dannebrogsflag i hænderne. Mange steder var der rejst flagalléer, og Frederiksberg Kommune havde gjort en ekstra anstrengelse, idet hele Frederiksberg Allé er én allé af flag og vimpler, der hænger tværs over gaden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. maj 1942.