1944 – Kolding har nu 65 unglotter

Nyt kursus begynder på fredag

Efter at unglotterne i sommerens løb har drevet friluftsøvelser, hvorved de bl.a. har lært deres by nærmere at kende, undersøgt, hvor tilflugtsrum og meldesteder findes, og fundet de offentlige bygninger samt lært meget andet, tager de nu på vinterens kursus, der bliver delt i fire hold.

Det ældste hold, hvoraf enkelte har været med i tre år, fortsætter med de retningslinjer, der er vedtaget af hovedbestyrelsen for DKB, således at de kan få stjerne hæftet ved deres unglottenål.

De unge, der har gået 1 år, deles i to holde, hvoraf det ene skal have Røde Kors’ samaritterkursus, medens det andet går i gang med at lære hjemmesygepleje på sygehuset. Efter jul bytter disse to hold om.

Endelig er der de nye. De skal først have beredskabsundervisning og derefter tager de fat på at tilegne sig alle de færdigheder, der kræves for at blive en unglotte, der kan være beredt til at hjælpe, hvor der er brug for en håndsrækning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. september 1944.

1943 – Danske Kvinders Beredskab

Samtidig med mærkesalget i morgen i anledning af Luftværnsdagen uddeler D.K.B.-kvinderne en lille fiks tryksag, hvorigennem organisationen henvender sig til de kvinder, som kunne tænkes at ville øve en indsats i det civile luftværns tjeneste, om at slutte sig til D.K.B. Der er brug for kvinder til luftværnstjeneste ved hospitaler, hjemmesygepleje, forplejningstjeneste, spædbørnspleje og opsyn med børn i alle aldre, endvidere som vagter i offentlige tilflugtsrum, telefon- og meldetjeneste o.m.a. Overalt i landet har tusinder af kvinder stillet sig til rådighed for myndighederne genne D.K.B., men det er stadig for få, også i Kolding, og D.K.B. venter derfor, at endnu flere kvinder melder sig. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. maj 1943.