1944 – KFUK-lejr angrebet af meningitis

Lejrens 85 unge piger isoleret
Kolding, lørdag
På Grænseborgen ved Hejls er der konstateret et tilfælde af den smitsomme meningitis, idet en af de 85 uge KFUK-piger, der for øjeblikket ligger i lejr på Grænseborgen, er blevet ramt af sygdommen,
Det drejer sig om den 17-årige Karen Margrethe Sekjær, Andst, der torsdag blev heftig syg. Den tilkaldte læge beordrede hende indlagt på Kolding Sygehus, hvor man konstaterede, at den unge pige have meningitis. Der er dog ikke fare for hendes liv. Kredslæge Axel Hansen, der blev tilkaldt, har besluttet at isolere lejren, hvorefter lejrdeltagerne, der skulle have været rejst hjem i dag, fortsat en tid må blive i lejren. Der er dog ikke tegn til andre sygdomstilfælde blandt de unge piger.

Kilde: Nationaltidende, 16. juli 1944

1943 – Pastor Robert Hansen, Sdr. Bjert, syg af difteritis

Har haft sygdommen før som barn

Som omtalt forfaldt der forleden et difteritistilfælde i Sdr. Bjert Præstegaard, idet en ung husassistent blev angrebet. Desværre har det nu vist sig, at smitten har bredt sig, således at også pastor Robert Hansen er blevet ramt af sygdommen. I går morges følte Pastor Hansen sig utilpas, og da tilstanden forværredes, blev læge Henningsen tilkaldt. Sygdomsangrebet var så alvorligt, at pastor Hansen allerede i aftes måtte indlægges på Kolding Sygehus’ Epidemiafdeling.

Det oplystes, at pastor Robert Hansen allerede som barn har været angrebet af difteritis, og tilfældet var den gang så alvorligt, at der opstod en mindre hjertesvaghed. Heldigvis synes efter lægeundersøgelsen ikke andre af beboerne i præstegården at være smittede. Gudstjenesten på søndag varetages i øvrigt af pastor Lund, Sdr. Stenderup. I øvrigt er den prædiken, Folkebladet i dag bringer, skrevet af pastor Robert Hansen, umiddelbart før han blev ramt af sygdommen.

Det er heldigvis sjældent, at samme person angribes mere end én gang af difteritis, men man har dog været ude for det før, oplyser overlæge Niels A. Nielsen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1943.

1942 – Børnelammelsen atter dukket op i Kolding

En 10 års pige indlagt på sygehuset.

Rundt om fra landet meldes der nu om tilfælde af børnelammelse, og det er da også på denne årstid, sygdommen plejer at blusse op. Bramminge har som meddelt andet steds i bladet, haft et enkelt tilfælde, og på Sjælland er der konstateret flere – alle ret milde – tilfælde. Det første tilfælde i denne sommer er også allerede indtruffet i Kolding, idet en pige på 10 år for nogle dage siden blev indlagt på Kolding Sygehus. Efter hvad man op sygehuset oplyser, er den lille pige hjemmehørende i Kolding. Hun havde ved indlæggelsen lette lammelses-symptomer, men lammelserne har ikke bredt sig i den tid, der er gået siden hendes indlæggelse, og hendes tilfælde karakteriseres som forholdsvis mildt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. juli 1942.