1942 – Danske Kvinders Beredsskab

De danske lotter

Overalt har man under krigen fundet det nødvendigt at træffe foranstaltninger til beskyttelse af den civile befolkning. I dette arbejde kan kvindernes ikke undværes. Kronprinsesse Ingrid er protektrice for Danske Kvinders Beredskab. derved understreges sagens betydning for vort land. Det er formålet at medvirke til uddannelse af kvinder, der vil stille sig til rådighed for myndighederne til løsning af opgaver, der er godkendt af eller måtte blive stillet af Statens Civile Luftværn.

De allerfleste kvinder vil kunne afgive nogle timer daglig, i fald en ulykke rammer os. Danske Kvinders Beredskab er i dette øjeblik mere end nogensinde før et nødvendigt led i den civile luftbeskyttelse. Her kan danske kvinder yde deres indsats for hus og hjem, for de svage og syge, for børnene og de gamle. Uddannelsen sker på grundlag af uddannelsesplaner, godkendt af Statens Civile Luftværn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. juni 1942.

1942 – 9. aprils ofre mindes i Sønderjylland

På 2-årsdagen for begivenhederne i Sønderjylland har hæren ladet nedlægge smukke kranse med røde og hvide nelliker ved mindestenene for de 11 danske soldater, der den morgen faldt. Syd og vest for Aabenraa, hvor 8 af Søgaard-lejrens mandskab faldt, nemlig ved Sdr. Hostrup, Bjergskov, Kværs, Hokkerup, Lundtoftsbjerg og Bredevad nedlagde kommandanten på Søgaard, oberstløjtnant Hintz, ledsaget af kaptajnerne Bartholdy og Kjeldsen samt nogle befalingsmænd, der alle var med i begivenhederne hin morgen, i formiddags kransene ved de forskellige mindesten under en lille højtidlighed, hvori tillige deltog repræsentanter for de stedlige danske foreninger. Også disse nedlagde kranse, der nu sammen med mange blomsterbuketter fra egnens folk smykker stenene ved den alfare vej.

I Padborg og Bov mindedes befolkningen de tre grænsegendarmer, der faldt om morgenen den 9. april. Grænsegendarmeriforeningen har nedlagt en krans på mindestenene i Padborg og på kirkegårdene i Bov og Taps.

Kronprinsesse Ingrid, der i formiddags i bil kørte fra Graasten til Folkehjem i Aabenraa for at deltage i et møde i Komiteen for Kronprinsessens Feriehjem, lagde turen om ad Hokkerup-Lundtoft-Bjergskov for hvert stede ved mindestenene at nedlægge en buket tulipaner.

Et væld af kranse og buketter er i formiddags nedlagt ved mindesmærket i Haderslev for de fire faldne danske soldater, kornet Westerby, Aalborg, og tre menige. Deputation efter deputation var mødt op. Små guirlander af vintergækker og dannebrogsflag smykker kanten af granitsoklen. Mindesmærket står i dag midt i et bed af de skønneste blomster, en farvesymfoni, i hvilken rødt og hvidt er fremherskende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. april 1942.