1943 – Kolding Eksportmarkeds 25 års jubilæum i dag

Markedets store betydning for byen og havnen. Gratialer til arbejderne.

Kolding Eksportmarked fejrede i dag 25 årsdagen for markedets overtagelse af kommunen fra eksportør Jens Holm. Dagen blev markeret ved flagning på havnen og i byen og ved en sammenkomst i ‘Stærekassen’ for markedsledelsen og arbejderne.

Her bød formanden, folketingsmand M. Larsen velkommen til de indbudte og fremmødte gratulanter fra statsbanerne, Sydjysk Kreatureksportforening, og endvidere til kaptajnen, styrmanden og maskinmesteren på af det de tyske kreaturbåde, som lå i havnen og har sejlet på Kolding i over 25 år. Formanden gav et kort rids af markedets historie.

Det første par år efter overtagelsen var markedet bortforpagtet, men derefter har kommunen selv drevet det. Det er i øvrigt 55 år siden, Jens Holm oprettede markedet. Han grundlagde det, da England lukkede for eksporten fra Danmark af levende kvæg, og vi måtte søge markedet sydpå. Jens Holm samlede kreaturer fra det meste af Jylland og sendte dem sydpå pr. jernbane. Denne transport blev stoppet i 1898, på grund af mund- og klovesygefaren, og siden er transporten forgået pr. skib. til karantænestalde i de nordtyske havne.

Kolding har meget at takke Jens Holm for, særlig fordi han var manden, der gik foran. At transporten kom til at foregå fra Kolding, var såre naturligt, da Kolding dengang lå så nær grænsen. Gennem årene har der store måttet foretages udvidelser. Vi har nu 9 stalde foruden markedshallen og kan huse i alt 2.500 dyr på én gang. Desuden har vi nu fået markedet for tuberkulosefrit levekvæg. Det giver ikke overskud, men vi håber, det vil vokse, efterhånden som kvægtuberkulosen udryddes. Det er vistnok i Jylland ikke et eneste marked eller en samlestald, som ikke har eksporteret kreaturer over Kolding, og herfra er der ekspederet kreaturer til mange land; Tyskland, Italien og Spanien, ja end også til Marokko. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. april 1943.

1942 – Juleindsamlingen i Kolding gav 9.200 kr.

Det hidtil største resultat.

Juleindsamlingen i år er den største, der har været. Den indbragte i alt 9.228 kr. 34 øre mod sidste år 6.729 kr. 89 øre.

Kassebeholdning fra 1940 228 kr. 92 øre, Politiets indsamling af kapsler 411 kr. 63 øre og 565 kr. 57 øre, indsamlet ved Kolding Social-demokrat, 99 kr. 60 øre, renter af J. Holms obligation 45 kr., fra en anonym giver 1.000 kr., anonym 1.500 kr., Landsmandsbanken 50 kr., Sparekassen 75 kr., Folkebanken 75 kr., Diskontokassen 75., Jens Juhls Savværk 50 kr., Dansk Målerværksted 20 kr., Frøkontoret 10 kr., A/S Nordisk Solar 15 kr., P. J. Schultz’ Efttgr. 100 kr., N. H. 25 ør., Kolding Rotaryklub 20 kr., I. O. G. T.’s julesparebøsse 75 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. januar 1942.

1939 – Ny gave til børnene i Kolding

En ældre dame i Kolding har testamenteret børneinstitutionerne i Kolding 175.000 kr. Damen ønsker at være ukendt, men pengene er indsat på sparekassebøger allerede nu og fordeles således: Kolding Børnehjem 50.000 kr., Kolding Børneasyl 50.000 kr., Børnenes Vel 25.000 kr., Vuggestuen 25.000 kr. og Børnebespisningen 25.000 kr.
Som det huskes, fik Børnenes Vel af Jens Holms Testamente 100.000 kr., og de forskellige institutioners stilling er bedret ganske betydeligt. Borgmester Knud Hansen overbragte i går den gamle dame en buket roser som tak på Børnebespisningens vegne.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 29. november 1939