1944 – Tyskernes modstand i Paris er ophørt

De tyske tropper samles i det nordøstlige Frankrig

Berlin, STB

Kampene i den franske hovedstad er ophørt. Den tyske telefoniske meddelelse nåede tidligt tirsdag morgen igennem fra den tyske øverstkommanderendes hovedkvarter, hvorfra de sidste tyske støttepunkters kampe med de franske styrker blev ledet. Kampene var til det sidste præget af uset vildskab og voldsomhed.

Andre amerikanske tropper fra Seine-brohovedet sydøst for Paris er over bred front nået Marnes sydlige bred. En amerikansk panserkolonne fra Montrail med nordøstlig stødretning er under hårde kampe blevet opfanget i det brohoved, som tyskerne endnu er i besiddelse af på Marnes sydbred ved Epernay.

Syd for dette angreb fortsætter andre stærke amerikanske styrker deres fremstød i nordøstlig retning fra Nogent-Romilly-brohovedet ved Seine og Troyes. Fronten i dette område mellem Seine og Marnes øvre løb er i bevægelse, mens de tyske tropper trækkes mod nord og nordøst […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. august 1944.

1944 – Kampe i de parisiske yderdistrikter

Amerikanske panserkolonner er trængt ind i byen

Internationale Information meddeler om kampene i Frankrig:

De hårde kampe om Seine-brohovederne vedvarer, men tyngdepunktet for den amerikanske kampvirksomhed er flyttet til Paris-området. Her trængte amerikanske panserkolonner efter hårde kampe, der medførte store tab for begge parter, vestfra over Versailles og sydfra ad landevejen Etampes-Paris ind i byens yderdistrikter. Forsøg på at overmande de tyske støttepunkter blev afvist med blodige tab. Kampene fortsættes.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. august 1944.

1944 – Tyskerne lægger deres forsvar i Frankrig om

På grund af offensiven mod Paris og invasionen i Sydfrankrig

Berlin, fredag, STB

I militærsagkyndige kredse i Berlin bebudes der nu en snarlig omlægning af den tyske forsvarstaktik i Frankrig. Da allieredes offensiv mod Paris og oprettelsen af en invasionsfront på Rivieraen med havnebyen Cannes som udskibningscentrum er faktorer, der anføres som grunde til dette skridt.

Udviklingen i den sidste tid har ganske simpelt nødvendiggjort, at forsvaret nu føres efter ganske nye retningslinjer, sagde en anset militær talsmand i går. Som et hjælpemiddel i den forhåndenværende situation nævner man i Berlin de strategiske reserver, som af feltmarskal von Kluge endnu ikke har været indsat i invasionsslaget. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. august 1944.

1944 – Hovedstødet rettet direkte mod Paris

Tyskernes hovedstyrker på march mod øst gennem den smalle åbning mellem byerne Falaise og Argentan.

Berlin, fredag, STB.

I tyske militære kredse har man nu fremfor alt opmærksomheden henvendt på den militære udvikling i operationsområderne vest for Paris. En anset militærkommentator udtaler, at der ikke længere kan herske tvivl om de allieredes strategiske hensigter mellem Normandiet og Loire-floden. Tre kraftige stødkiler sendes frem fra området mellem Dreux øjensynlig rettet direkte mod Paris.

Herværende militæreksperter regner desuden med et supplerende fremstød mod Seine-flodens munding og som en yderligere eventualitet et operativt gennembrudsforsøg mellem Paris og Orleans i retning af Seinens øvre løb. Stor interesse knytter sig ligeledes til amerikanernes fremrykning udenom Chateau-dun i retning af Loire, hvorfra der i aftes rapporteredes heftige kampe om Orleans. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. august 1944.

1944 – Kvinder og børn evakueres fra Paris

Opfordring til frivillig evakuering udsendt
Paris, tirsdag, STB.
Samtlige parisiske blade bringer i dag en opfordring til frivillig evakuering af kvinder og børn under 14 år fra storbyen. Det oplyses, at Røde Kors og den nationale hjælpetjeneste har organiseret en særlig transporttjenesten fra nyoprettede evakueringscentraler, hvor de der har indskrevet sig på evakueringslisterne i borgmesterkontorerne, kan melde sig for at blive ført til mere sikre områder i provinsen.

Kilde: Nationaltidende, 19. juli 1944.

1943 – Dr. Bests falske venlighed

De russiske kæmpesejre på Østfronten betød for Danmark det forunderlige, at dr. Best, der havde optrådt som blodhund i Paris, skiftede taktik her i landet og i stedet viste en hyklerisk venlighed, som måtte forurolige alle andre end netop triumviratet Gunnar Larsen, Scavenius og Thune Jacobsen.

Det første tegn på det stedfundne omslag var dr. Bests hykleriske telegram til Scavenius, i hvilket han dybt beklagede ofrene for den engelske terror af en åben by, nøjagtig den samme by, som i hundredevis af tyske Stukas og kampmaskiner var rede til at sønderknuse, om vi ikke havde kapituleret øjeblikkeligt hin skæbnesvangre morgen den 9. april. Senere har dr. Best genoptaget forbindelsen med den danske kongefamilie, snakket logerende ord i Aarhus om tysk forsøg på et forstå dansk mentalitet og været talsmand for afholdelse af folketingsvalg her i landet.

Over for denne pludselige og mærkværdige venlighed fra tysk side må vi uvilkårligt tænke på et par verslinjer af Kipling, oversat af Valdemar Rørdam (!), der lyder: “Bræg, ulv, begrav dine døde, os er dine fåreklæder alt for røde”. Før eller senere skal det nok vise sig, som det har gjort det utallige steder før, at den tyske venlighed er som ulvens, der har forklædt sig i fåreklæder forsøger at snige sig ind i den danske lammefold. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 6. marts 1943, nr. 5, 2. årgang.

1942 – Frankrig i sorg over det bomberamte Paris

Forstæderne et billede af gru og elendighed

Paris. R.B.

Nationalsorgen for ofrene for det engelske luftangreb på Paris begynder lørdag og varer til søndag eftermiddag. Teatre, biografteatre, skoler og offentlige kontorer er lukket lørdag. De døde begraves lørdag på kirkegårdene i de pågældende menigheder. Søndag formiddag vil der blive afholdt en sørgegudstjeneste i Notre Dame. […]

Endnu to døgn efter det britiske bombardement frembyrder Paris’ forstæder et billede af gru og elendighed. På gaderne, der til dels endnu er bestrøet med nedfaldne bjælker og murbrokker, har der siden onsdag morgen bevæget sig et trist tog af mennesker. Man så familier, der havde deres børn med og på barnevognen medførte det nødtørftigste huskeråd og måske en dukke til børnene. Andre er blevet transporteret af sted på lastbiler, som den franske regering har stillet til rådighed. Atter andre er blevet hjulpet af unge mennesker fra den franske arbejdstjeneste. Særlig uhyggelig forekommer meddelesen om, at der hersker uvished omg 20 personers skæbne. De havde søgt tilflugt i en kælder i Rue de Paris i Boulogne; men denne er spærret af resterne af en sammenstyrtet bygning. Redningsarbejdet må foregå med den yderste forsigtighed, da man ellers risikerer, at endnu flere huse styrter sammen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. marts 1942.