1943 – Pastor Robert Hansen, Sdr. Bjert, syg af difteritis

Har haft sygdommen før som barn

Som omtalt forfaldt der forleden et difteritistilfælde i Sdr. Bjert Præstegaard, idet en ung husassistent blev angrebet. Desværre har det nu vist sig, at smitten har bredt sig, således at også pastor Robert Hansen er blevet ramt af sygdommen. I går morges følte Pastor Hansen sig utilpas, og da tilstanden forværredes, blev læge Henningsen tilkaldt. Sygdomsangrebet var så alvorligt, at pastor Hansen allerede i aftes måtte indlægges på Kolding Sygehus’ Epidemiafdeling.

Det oplystes, at pastor Robert Hansen allerede som barn har været angrebet af difteritis, og tilfældet var den gang så alvorligt, at der opstod en mindre hjertesvaghed. Heldigvis synes efter lægeundersøgelsen ikke andre af beboerne i præstegården at være smittede. Gudstjenesten på søndag varetages i øvrigt af pastor Lund, Sdr. Stenderup. I øvrigt er den prædiken, Folkebladet i dag bringer, skrevet af pastor Robert Hansen, umiddelbart før han blev ramt af sygdommen.

Det er heldigvis sjældent, at samme person angribes mere end én gang af difteritis, men man har dog været ude for det før, oplyser overlæge Niels A. Nielsen […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. januar 1943.

1942 – 4.000 til grundlovsmøde på Skamling

D.M.S.s store friluftsstævne i går.

I det prægtige sommervejr fik D.M.S.s grundlovsmøde på Skamling en meget stor tilslutning. Efter fællessangen ‘Der er et yndigt land’, der blev afsunget stående, bød pastor Ørberg, Seest, på D.M.S.s vegne velkommen til den store forsamling og udtalte: “Det er det første store friluftsmøde i år her på Skamling. Vi kommer fra vinterens indestængthed her på denne plet, hvor vi kan sanse Danmark som ingen andre steder. Vi ånder den friske luft i fulde drag, men vi trænger også til frisk luft både åndeligt og legemlig. Det er ikke Grundlovsfesten, der skal høres i dag, men om danskes dåd i D.M.S.s tjeneste. Og vi vil gerne kalde på ungdommen til herrens tjeneste.” […]

Om aftenen sluttede pastor Hansen, Sdr. Bjert; men forinden havde man tømt markurvene, og ungdommen morede sig en times tid med sanglege. K.F.U.M.s orkester sørgede for den musikalske underholdning, og tilhørende takkede flere gange med stort bifald.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. juni 1942.