1942 – Tysk skuffelse og harme over Frankrig

Man frygter, Laval ikke kan gennemføre sin overmenneskelige opgave – og ser symptomer på undergang i Frankrig

Berlin, lørdag
De tyske kredse fortier ikke at forholdene i Frankrig og specielt den allersidste fase i Frankrigs indre udvikling fylder dem med harme og skuffelse. Man har det bestemte indtryk, at Tyskland ikke længere regner Frankrig for værende i stand til at præstere den betingelsesløse aktive kampindsats mod angelsaksernes invasion, som var ventet både i Berlin og Rom. Der tales i dag fra tysk side i bitre vendinger om et Frankrig, som ikke længere formår at handle. De mest skeptiske tyskere anvender med henblik på Frankrigs tilstand endog udtrykket quantité negligeable.

Manglen på aktivitet
Der kan næppe være tvivl om, at Tyskland og Italien oven på den angelsaksiske Afrikainvasion har regnet med en hurtig fransk aktivitet både både politisk og militært, som Laval imidlertid mangler de indre politiske forudsætninger for at kunne realisere. Tyskland nærer fremdels respektførelse over for mænd som Pétain og Laval. Der henvises fra tysk side til den tale, som Laval har holdt i går, og de tyske militære talsmænd yder de to franske statsmænd al mulig anerkendelse, ikke mindst Laval for hans politiske programredegørelse.

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 22. november 1942.

1942 – Tyskerne marcherer i dag ind i det ubesatte Frankrig

Tyske og franske tropper vil side om side forsvare fransk territorium

Paris Radio meddeler, at tyske tropper har fået ordre til at rykke ind i det ubesatte Frankrig, og at tyske troppestyrker nu er på vej til Marseille, Rigskansler Hitler har sendt marskal Pétain et budskab, i hvilket det hedder, at de tyske soldater nu side om side med det franske folk og de franske soldater vil forsvare fransk territorium.

Formålet er at forhindre en gentagelse af Nordafrika i Sydfrankrig. Allieret plan om angreb på Korsika og den sydfranske kyst.

Føreren har tilstillet den franske statschef følgende brev, der tidligt i dag blev oplæst i den franske radio:

Hr. marskal! Siden den dag, da mit folks skæbne kaldte mig, har jeg ærligt bestræbt mig for at tilvejebringe et bedre forhold til Frankrig, selv med store ofre fra Tysklands side. når disse forsøg forblev uden resultat, var det ikke min skyld. De krigserklæringer, som England og Frankrig den 8. september tilstillede Tyskland, har derfor berørt mig og det tyske folk så meget dybere, som der hverken for England eller Frankrig fandtes nogen blot gyldig grund herfor. Det hurtige felttog, der endte så ulykkeligt for Frankrig, har trods alt ikke kunne befri mig for den tanke, at lade spørgsmålet om tilvejebringelsen af en bedre europæisk solidaritet stå åbent i hvert fald for fremtiden. jeg har derfor ikke i våbentilstandsbetingelserne indføjet noget, der ville havet i modstrid med de i præamblen bebudede mål eller ikke ville have været ubetinget nødvendig i denne forstand.

Det tyske rige har derfor heller ikke udnyttet Frankrigs daværende svaghed for at foretage afpresninger, men kun krævet, hvad en sejrherre i et sådant tilfælde er nødt til at kræve, nemlig sikring af resultatet, dvs. garanti for, at våbentilstanden ikke betyder en forbigående episode, men krigens faktiske afslutning og endelig, at denne våbentilstand som følge af sin mildhed medføre en forværring af det tyske riges militære situation i tilfælde af, at krigen skulle blive forlænget ved Frankrigs tidligere allieredes uforsonlighed. Tyskland rejste dengang intet krav om den franske krigsflåde, og det har heller ikke på mindste måde grebet ind i den franske regerings suverænitet og dets kolonirige. […]

Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. november 1942.