1939 – Fodbold-sagen i Kolding foran afgørelse

DBU anlægger sag mod Kolding Boldklub
Under generalforsamlingen i aftes i Kolding Boldklub meddelte formanden, Peter Wergeltoft, Horsens, at den tidligere så stærkt omtalte erstatningssag, som den østrigske fodboldklub Rapid havde anlagt mod Kolding Boldklub og direktør Charles Nielsen, ville komme til behandling i Kolding Civilret i den nærmeste fremtid. Erstatningskravene skyldes, som det vil erindres, at Charles Nielsen i 1937 på et tidspunkt, hvor han var i bestyrelsen for Kolding Boldklub, havde arrangeret en turné for Rapid her i landet, og til sine skrivelser havde han benyttet boldklubbens papir, hvorfor klubben var blevet draget ind i affæren. Direktør Nielsen har allerede på et tidligere tidspunkt afgivet skriftlig erklæring om, at han alene hæftede for sagen. Erstatningskravet, der oprindeligt var på 11.000 kr. er nu reduceret til 5.600 kr. Det er igennem Dansk Boldspil Union, Rapid anlægger sagen. Som sagfører benyttes Edvin Hansen, der er i kompagni med Leo Frederiksen, der er næstformand i DBU.

Affæren opstod som bekendt, fordi Rapid ikke kunne få indrejsetilladelse.

Kilde: Social-Demokraten, 18. november 1939