1942 – Nu skal Koldingenserne lære at flyve!

En flyveklub under dannelse

Interessen for flyvning har altid været stor, og navnlig er interessen øget ganske betydelig i de senere år, selv om krigen nok gjorde, at mangt og meget, der var i udvikling inden for flyvesporten måtte stilles i bero.

Mange har sikkert ofte misundt de lykkelige mennesker, der kunne tage en maskine og gå til vejrs og hænge i luften under den blå himmel. Nu vil der imidlertid blive en chance for mange til at blive indrulleret i de lykkelige fribårnes rækker. Den danske sportsflyverforening Danske Motor Flyve Union har netop påbegyndt et propagandamæssigt arbejder over hele landet for at vække yderligere interesse for flyvning og samtidig har unionen påtaget sig både i teori og praksis at foretage uddannelsen af nye flyvere. […]

Ved dannelsen af en flyveklub i Kolding vil der blive lejlighed til at uddanne de mennesker, der har lyst til det, til flyvere. Den praktiske del af undervisningen strækker sig over 12 timer, i reglen fordelt over lektioner fordelt på 1/4 – 1/2 time, meden den teoriske del tager sine 30 timer. Disse kursus i teori vil blive påbegyndt her i Kolding, når flyveklubben her efter nytår bliver til virkelighed. […]

Flyveplads ved Kolding

Selvfølgelig vil spørgsmålet om en flyveplads snart presse sig på og blive aktuelt i Kolding. Efter krigen vil flyvningen uvægerlig gå frem med stormskridt, hvad enten det nu drejer sig om taxa-, ambulance-, erhvervs- eller sportsflyvning. Nu er Kolding så heldigt stillet at have rigtig gode muligheder for anlæggelsen af en flyveplads, nemlig på Nørremarken nord for Kolding. Kolding Kommune ejer her store arealer, og der skal kun ret lidt planeringsarbejde til, for at der her kan skabes en frit beliggende flyveplads, der tilmed har den fordel at ligge så tæt på byen, som man vel kan forlange det.

Kolding – med sin centrale beliggenhed – skulle have store og gode muligheder for at blive en flyveby. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. december 1942.

1942 – 36 engelske flyvere begravet i Aabenraa

Aabenraa, privat

Igen i morges ringede kirkeklokkerne i Aabenraa for en englænder-begravelse. Endnu et offer fra den 20. august ved Gangsager Mose nedskudte engelske bombemaskiner blev stedet til hvile ved siden af sine 35 kammerater under militære æresbevisninger fra den tyske værnemagts side. Den tyske sognepræst Beuch talte, og der nedlagde kranse fra værnemagten og byen og politimester Schacht […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. oktober 1942.

1942 – Engelske flyvere over Nordsjælland i nat

Tysk luftskyts skød en af maskinerne brændende ned over svensk område.

København, RB.

Ritzaus Bureau erfarer:

Engelske maskiner overfløj natten til lørdag Nordsjælland. En af disse maskiner, blev af det tyske antiluftskyts skudt ned. Den gik brændende ned over svensk område.

En flyver redet, 6 omkommet.

Stockholm, RB.

Forsvarsstabens Luftforsvarsafdeling meddeler:

To fremmede flyvemaskiner fløj kort før midnat natten til i dag ind over svensk territorium i omegnen af Helsingborg. Efter advarselsskud fra neutralitetsvagten drejede maskinerne bort fra svensk territorium. En flyvemaskine er efter beskydning af luftværnet på den danske side af Øresund brændende styrtet ned på svensk territorium. En hjælpebåd har i nat reddet en mand af flyvemaskinens besætning; han var såret og førtes til hospitalet i Helsingborg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. juli 1942.

1942 – 7 engelske flyvere begravet i Odense

De 7 engelske flyvere, der omkom ved Middelfart forleden, jordedes i morges på Odense Kirkegård. Kisterne var ved 6-tiden ankommet til Odense fra Middelfart, blev svøbt i engelske flag og under æresvagt henstillet i kirkegårdens kapel, medens orglet præluderede. Jordfæstelsen overværedes af flere tyske officerer og repræsentanter for den danske hær. Kisterne førtes, ledsaget af et æreskompagni, til fællesgrav og her talt en tysk feltpræst, der også foretog jordpåkastelsen og fremsagde ritualet. Efter at der var blæst koraler over graven, affyredes 3 geværsalver, og der henlagdes flere kranse på graven, bl.a. fra 6. Regiment i Odense […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. maj 1942.