1944 – Ung mand myrdet på kaffebar i Ringsted

Skudt ned af en ukendt person
På Valdorffs Kaffebar i Sct. Hansgade i Ringsted skete der i går formiddag ved 11.30-tiden et drab, som kostede den ca. 20-årige Mogens Hansen livet. Den unge mand, hvis far har været kaptajn i den danske hær, var gået ind på kaffebaren, hvor han havde opholdt sig nogen tid, da der pludselig lød et skud, og de tilstedeværende så den unge mand synke sammen med blodet strømmede fra et sår i panden.
Han blev straks ført på hospitalet, levede endnu, men døde kort efter uden at være kommet til bevidsthed. Kuglen var gået lige gennem hjernen. Der er straks indledet en politiundersøgelse, og man har et godt signalement af den formodede morder, der flygtede i forvirringen. Fra Ringsted meddeles senere, at Mogens Hansen sad ved et bord og skrev. Han kom i ordveksling med en anden cafégæst, og det udviklede sig til et skænderi. Pludselig tog den sidstnævnte en revolver frem og skød Mogens Hansen gennem hovedet, hvorpå han, der havde skudt, forsvandt ud af caféen.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 3. september 1944.

1943 – 5 mennesker indebrændt på Sjælland i morges

Nedskudt engelsk bombemaskine ramte huset, der kom i brand. Mand, hustru og bedstemoder og to børn omkom, medens seks andre børn slap ud af huset.

Ringsted, RB.

Tidligt i morges er en tremotorers engelsk bombemaskine skudt ned under en heftig luftkamp over Slaglille mellem Ringsted og Sorø. Besætningen bestod af seks mand, af hvilke de tre dræbtes, medens to blev såret og en taget til fange. De to sårede er indlagt på Sygehuset i Ringsted. Flyvemaskinen styrtede ned over et hus, der tilhørte husejer og arbejder Laurits Christensen, hans hustru, hans moder og to børn omkom, medens seks andre børn slap ud af det brændende hus.

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. september 1943.

1941 – Alt “udsolgt” i Vestre Fængsel

En række arrestanter skal overflyttes til andre fængsler
På grund af de højere straffe, der nu idømmes for beruselse under mørklægningen, tidligere bøder, nu hæfte eller fængsel, er Vestre Fængsel blevet overfyldt.
Fængselsdirektoratet har derfor taget bestemmelse om, at arresterne i Holbæk, Ringsted, Maribo og Nakskov skal inddrages under Vestre Fængsels ledelse. Afsonere af beruselsesstraffe vil indtil videre blive anbragt i disse arrester.

Kilde: Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 30. januar 1941.