1944 – Fjordvandet 20 grader

Badesæsonen er inde

For sommerrestaurationerne blev det den travleste Pinse i mange år, først og fremmest på grund af det store rykind, men også fordi det er så vanskeligt at få den nødvendige hjælp. Strømmen gik i Pinsedagene bort fra byen i luftig påklædning og mange vendte hjem, godt spraglede i huden efter den stærke solbadning. Cyklerne kan lidt endnu, selv om der ofte må tages en lapning på tyren. På Løverodde var der myldrende liv i og omkring den genåbnede restauration, og Christiansmindebåden pilede ustandselig frem og tilbage mellem Kolding og fjordrestaurationen, men ellers er roerne jo ret ene om at live op på fjorden; lystsejlerne må mastøse føre deres triste tilværelse ved fortøjningspælene i Strandhusebugten. Det er egentlig også i Pinsedagene, at badningen for alvor er begyndt. Ved Grüns Badeanstalt blev der i Pinsedagene badet fra kl. 06 morgen til 11 aften, og på torsdag åbner den kommunale badeanstalt ved Tved. Fjordvandet var allerede i formiddag oppe på 20 graders varme, og endnu er det rent og pænt, så badet godt kan tjene som renselesproces.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. maj 1944.

1944 – Fem bomber ødelægger roklubberne under Langeliniepromenaden

30 uerstattelige, både splintret – kæmpekrater i promenaden

Forrige nat, i tiden fra kl. 0.20 til kl. 0.50, hørtes over det meste af København fem voldsomme bombeeksplosioner, der var vanskelige at stedfæste. Omsider modtog politiet dog en melding fra en C.B.-post om, at det var roklub-badehusene under Langeliniepromenaden, der var ødelagt ved bombeattentater.
Foruden badehusene var godt 30 af roklubben Skjolds både splintret, og De forenede Dampskibsselskabers Roklub har mistet et par både. Endelig er der anrettet ødelæggelse i Morescors firmaklub ‘Glimt’. De godt 30 uerstattelige både, der er gået tabt, repræsenterer en værdi af over 50.000 kroner, og de nævnte klubbers bådehuse var forsikret for et samlet beløb af 200.000 kr. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 6. april 1944.