1944 – Det danske folks stilling til den kommunistiske trussel

Danmark og overenskomsten mellem den norske eksilregering og Sovjetunionen. En appel til den danske befolkning.
Ritzaus Bureau udsendte i går følgende:
Som folkevalgte repræsentanter af den danske rigsdag ønsker vi i den for vort land så alvorlige situation at fremsætte følgende udtalelse:
Den norske eksilregering i London har efter hvad der telegrafisk er meddelt fra London, Stockholm og Berlin, afsluttet en overenskomst med repræsentanter for den engelske, amerikanske og sovjetrussiske regering. Overenskomsten går ud på, at Sovjetrusland ikke alene skal deltage i en ren soldatermæssig besættelse af Norge, men at Sovjetrusserne også, efter hvad ‘Evening News’ oplyser, skal tage del i den indre forvaltning af norske anliggender.

Vi må samles i farens stund
Hermed er der for første gang givet klar besked om, hvad der er de allierede krigsmagters hensigt med de nordiske lande, thi en sovjetrussisk besættelse og civil forvaltning af Norge er ensbetydende med, at de samme vilkår gælder Danmark. Slutter krigen med en sovjetrussisk sejr, vil den århundredegamle russiske drøm om den fuldstændige kontrol over Østersøen gå i opfyldelse. Fra Norge kontrolleres adgangen til Skagerrak adgangen gennem Kattegat til Lillebælt, Storebælt og Øresund. Dermed er også Danmarks skæbne beseglet! […]

Kilde: Uddrag, Den nazistiske avis ‘Fædrelandet’, 21. maj 1944.

1940 – Kampene om Narvik

Tyskerne melder, at de har sænket endnu et engelsk transportskib
Berlin, torsdag
Værnemagtens overkommando meddeler:
Tyske kampflyvemaskiner angreb fjendtlige søstridskræfter ved Narvik. Derved blev et transportskib på 7.000 tons bragt til at synke. Nord for Narvik greb kampeskadriller gentagne gange ind i kampene på jorden, belagde marcherende kolonner med bomber og bekæmpede fjendtlige batteristillinger.
Luftvåbnet tilintetgjorde en fjendtlig ubåd i Skagerrak med bombetræffere. Ved Vestfronten forløb dagen roligt.

Kilde: Sydvestjylland, 9. maj 1940