1943 – Franco om Spaniens stilling i den nuværende verdenskrig

Spanien ikke-krigsførende, men rede til at forsvare sin sikkerhed og uafhængighed
Sevilla, lørdag, RB
Ved en modtagelse af samtlige generaler og øvrige officerer i militærdistriktet Sevilla holdt general Franco i går en tale, hvori han skitserede Spaniens holdning under den nuværende verdenskrig og betegnede denne som ikke-krigsførende. General Franco henviste udtrykkeligt til at Spanien rådede over en stærk hær, der altid var rede til at gribe til våben for Spaniens sikkerhed og uafhængighed.
“Spanien ligger i det vestlige Middelhavsområde. Dette er grunden til vor ikke-krigsdeltagelse. Ikke-krigsdeltagelse er ensbetydende med ikke-intervention, men betyder ikke, at vi forholder os fuldstændig passive. Spanien er på vagt og iagttager opmærksomt begivenhederne ved sine grænser og kyster. Det indeværende afsnit af krigen præges af de vanskelige betingelser, under hvilke vi opretholder freden. Det er min regerings opgave, at styrke alle Spaniens kampmidler, idet man ikke kan improvisere en krig. Hele folkets arbejde må sættes ind for at forberede os på kamp. De nationer, der undlader dette, må bære følgerne. Det bedste, det spanske folk ejer, er de spanske soldaters kvalitet. Vi har også meget gode våben, men endnu bedre er vor races styrke. Spanien råder over mange midler til at føre kampen, men dets soldaters mod er det bedste af dem”. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 9. maj 1943.

1943 – Dansk damper krigsforlist

Hele besætningen reddet

København, R.B.

Ifølge derom til Rederiet J. Lauritzen indgået meddelelse er rederiets damper GRETHE om morgenen den 11. februar krigsforlist i Middelhavet. Hele besætningen er reddet og befinder sig i en spansk havn. Skibet, der var på rejse fra Valencia til sydfransk havn med last til Danmark og Norge, er bygget i Helsingør i 1931 […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. februar 1943.

1942 – Ingen udsigt til jule-appelsiner

For nødder fra Italien foreligger ikke udførselstilladelse.

Forventningerne om at få juleappelsiner og nødder frem her til landet vil næppe gå i opfyldelse. ‘Andelsbladet’ oplyser i sin kolonialoversigt, at der ikke er udsigter til, at tilførsler af appelsiner fra Spanien og Italien kan nå igennem. Hvad nødder angår, blev der på grundlag af indførelsesbevillinger i efteråret sluttet aftaler om nødder fra Italien. Sælgerne måtte imidlertid tage forbehold med hensyn til udførselstilladelse og nu foreligger der meddelelse om, at der ikke kan gives udførelsestilladelse for nødder til Danmark.

Derimod er der, efter hvad frugthandelen oplyser, kommet vindruer og citroner fra Spanien, og der er stillet yderligere 200.000 kr. til rådighed til indførsel af vindruer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. november 1942

1942 – Spanien mobiliserer

Hærens, flådens og luftvåbenets afdelinger bringes op på krigsstyrke for at værne landets neutralitet.

General Franco har ved et dekret bemyndiget forsvarsministeren til at foretage en delvis mobilisering efter eget skøn for at bringe hærens, luftvåbnets og marinens afdelinger op på krigsstyrke. I dekretet begrundes denne foranstaltning med tilspidsningen af den internationale situation og med, at krigen nu er rykket i umiddelbar nærhed af de spanske højheds- protektoratsforanstaltning for at holde Spanien uden for krigen, at sikre Fredea i Spanien og garantere Spaniens uafhængighed.

Ingen fremmed magt på spansk område

Efter den overordentlig ministerråd tirsdag eftermiddag, hvori regeringen under general Francos forsæde vedtog dekretet, der anordner mobilisering i Spanien, modtog Franco det 10. spanske armékorps nyudnævnte kommandant Yague, der endnu i aftes begav sig til spansk Marokko ad luftvejen. I regeringskredse erklæres, at Spanien med mobiliseringen tilkendegiver, at det ved hjælp af sin egen værnemagt vil vide at forsvare sin integritet og neutralitet mod ethvert eventuelt angreb. Dekretet vil give udtryk for, at det ikke vil blive tilladt nogen udenlandsk magt at betræde spansk territorium. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. november 1942.

1941 – 7 domme for kommunistisk sabotage

Mellem de dømte er Rikard Jensen, der fik 8 års fængsel. – 13 sigtede blev frikendt, deriblandt Thøger Thøgersen. Hvad der blev afsløret efter attentatet mod de to spanske trawlere i Frederikshavn. – En mand ved navn Gejl lavede brandstiftelse om bord i ‘United States’ i København i 1935, og 3 andre anbragte i 1938 en brandbombe i Amerikabåden ‘Batory’, der lå i Frihavnen.

Ved Københavns Byrets 8. Afdeling, blev der mandag eftermiddag afsagt dom i en omfattende sag om kommunistisk sabotage, som har beskæftiget politiet i en årrække, ikke alene politiet her i landet, men mange andre steder, ikke mindst har der eksisteret et meget intimt skandinavisk samarbejde ved affærens opklaring, der for det danske politis vedkommende begyndte, da der den 22. maj 1938 blev forøvet attentat mod de to spanske trawlere i Frederikshavn.
Under sagens behandling nu har der været anholdt i alt 20 personer, deriblandt 3 kvinder. Sagen er ifølge Højesterets beslutning af 17. juni behandlet af Underretten uden medvirken af lægdommere. Resultatet blev, at 7 af de sigtede blev dømt, mens 13 blev frifundet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 8. juli 1941.

1940 – Det triste tog af flygtninge

Den tyske presse fejrer sejren over Frankrig og bebuder, at krigen mod England nu skal begynde.

Pressens korrespondenter ved den spansk-franske grænse kan meddele til aviserne den 24. juni, at søndag den 23. juni 1940 var den travleste dag for de spanske grænsefunktionærer siden flygtningestrømmens begyndelse, ovenpå krigen i Frankrig. Fra den tyske presse forlyder det at “først og fremmest forlader de talrige emigranter fransk jord, der er blevet dem for varm. Ikke på nogen anden dag er så mange jøder, polakker og czekere gået over den fransk-spanske grænse som i går. … en kæmpe kø på over 4000 personer bliver tilbage, da det portugisiske konsulat i Bayonne lukkede tidligt på grund af søndagen. Blandt flygtningerne var i går også den norske gesandt i Paris sammen med 16 personer af gesandtskabspersonalet. – Mange flygtninge, særlig jøder, medbragte i går værdifulde malerier og gobeliner. Trængslen i gaderne i Bayonne og Hendave er så stor, at politiet er fuldstændig matesløst, og militæret har måttet træde til“.

Kilder:
Det triste tog af flygtninge, Kolding Socialdemokrat, 24. juni 1940
Frankrig bøjede sig for betingelserne, Kolding Socialdemokrat, 24. juni 1940

1939 – Bombefly kom i nat indover Esbjerg

Tysk luftflåde forsøgte i nat at nå Paris, ifølge Reuter, melder Frankrig, at den blev standset ved de yderste fæstningsværker. I Polen har tyske tropper under deres hurtige fremrykning brudt igennem på alle fronter, tyskerne selv erklærer at have taget 15.000 fanger, i dag har de sendt en bomberegn over Warszawa, det er uvist hvor store skaderne er. Englænderne har bombarderet Tyskland største flådehavn i Wilhelmshaven og Brunsbüttel ved indgangen til Kielerkanalen. Franco har erklæret, at Spanien i krigen er neutral, udenfor Europa har Sydafrika nu brudt med Tyskland.

Endnu uidentificerede bombefly kom i nat indover Esbjerg, hvor det frygteligt skete, der blev kastet flere bomber, som slog ned i en ejendom i Frodesgade og et kvarter i Sjællandsgade, en dame er blevet dræbt og syv andre såret. Endnu lægger der en ueksploderet bombe i havnebassinet, måske kan bomben hjælpe med til identificerer hvem der har kastet bomben.

Dagen i dag er både præget af den trafikale stilhed i anledning af, at alt privat bilkørsel er indstillet fra i nat, sammen med forskrækkelsen over bomberne i Esbjerg, det har hos mange fremkaldt nervepirrende vidnesbyrd om, hvor nær vi har krigen udenfor vor dør.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. september 1939.