1944 – Mannerheim er stadig den øverstkommanderende på den finske front

De tyske troppers indsats i Finland ventes omgående

Berlin, fredag, INT.

Den våbenhjælp, som Tyskland har forpligtet sig til at yde Finland, omfatter større troppekontingenter, og disse er nu, efter hvad der oplyses fra kompetent side, på vej til den karelske front. Deres indsats i forvaret mod den russiske offensiv kan ventes omgående.

Spørgsmålet om overkommandoen på den finske front er nu afgjort, idet det sent i aftes bekræftedes, at marskal Mannerheim er øverstkommanderende over samtlige styrker, som kæmper på finsk område. I herværende militære kredse betragter man beslutningen om at komme Finland til hjælp på baggrund af den tyske tese om Østfronten som udelelig enhedsfront. Heraf udgør det finske afsnit den nordligste fløj, og den tyske militære ledelse er, erklæres det, lige så stærkt interesseret i, at den nordlige flankestilling ikke bryder sammen, som at noget sådant ikke sker i de centrale eller sydlige frontafsnit. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1944.

1944 – Den tyske regering har lovet Finland våbenhjælp

von Ribbentrop har forhandlet med den finske regering.

Rigsudenrigsminister von Ribbentrop har aflagt den finske regering et besøg. Under dette besøg drøftedes de spørgsmål, der interesserer Tyskland og Finland, og især det ønske, der er fremsat af den finske regering om våbenhjælp. Den tyske regering har erklæret sig rede til at imødekomme dette ønske fra den finske regerings side.

Forhandlingerne, der fandt sted mellem rigsudenrigsminister von Ribbentrop på den ene side og præsident Ryti og den finske udenrigsminister på den anden side, var båret af våbenbroderskabsbåndet mellem hærene og venskabet mellem de to folk. Der opnåedes på alle punkter fuld enighed i rigsregeringens og den finske regerings opfattelser. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juni 1944.