Syv sigtede fremstillet i Kolding Kriminalret
Ved kriminalretten i Kolding behandledes fredag eftermiddag en sag
angående klipning af en pige i de bvægede dage umiddelbart efter
kapitulationen. Retsmødet fik i øvrigt et ret dramatisk forløb. Den
klippede unge pige havde efter oplevelsen fået et chok, hun endnu
ikke havde forvundet, og dette medførte, at da hun i forværelset fik
øje på gerningsmanden, Mathelev Carl Petersen, styrtede bevistløs
om. Efter et par timers forløb mente hun, at hun var stærk nok til
at afgive vidnedforklaring i sagen, men umiddelbart efter brød hun
på ny sammen.
Om begivenheden forklarede Carl Petersen, at han den 4. maj om
aftenen var kommet forbi den unge pige på Haderslevvej, og han
havde, idet han sammen med nogle kammerater passerede, bemærket, at
der er nigen, der trænger til at klippes. Den 6. maj var han gået
hjemmefra med en saks i lommen i den hensigt at foretage en
klipning, og han havde da mødt den unge pige på Vesterbrogade, hvor
hun kom cyklende. Han var gået ud på gaden og havde sagt, at hun
skulle stå af, og medens en anden holdt hende, havde han klippet
håret af. Han havde gjort det grundigt. Den unge pige var senere
fortsat med flere hundrede mennesker efter sig, og senere var hun så
anbragt i beskyttelsesarrest, hvorfra hun blev løsladt om mandagen.
Sikkerhedspolitiet havde ikke noget på hende.
Landsretssagfører Lynæs, der var offentlig ankalger, fandt anledning
til at bemærje, at det var et ordnet samfund, Petersen levede i, og
at man ikke kunne finde sig i den slags metoder, der minder for
meget om dem, vi lige har forladt.
Dommerfuldmægtig Valentiner-Brandt tilføjede: “Det er det
– lov og ret – vi har kæmpet for, og det er det, De har
svinet til. Det er kedeligt, at vi skal straffe en mand, for hans
gode vilje, men den slags kan vi ikke have. Viljen har jeg i øvrigt
ikke noget imod, men det er udslaget, jeg ikke kan lide”.
Derefter afhørtes en række andre implicerede, hvoragf to unge piger
indrømmede, at de havde råbt “Øuv, øuv” sammen med et
par hundrede andre mennesker. En ung mand nægede at have sagt, at
hun skulle ned forbi Domhuset, og en anden, at hun skulle have tøjet
revet af. Det bemærkedes også, at den unge pige skulle have
simuleret besvimet. En tredje ung mand var tiltalt for at have
fotograferet den unge pige, da hun blev løsladt fra
beskyttelsesarresten, og ladet billedet udstille med underskriften
“en stikker anholdt”, skønt der overhovedet ikke var
tale om stikkeri under nogen form. Endelig var en forretningsmand
sigtet for at have givet udstillingsplad for det famøse billede.
TIl sidst afhørte den unge pige som vidne, og hendes forklaring fladt
i store træk sammen med de sigtedes, omend den på væsentligste
punkter afveg derfra. Hun oplyste bl.a., at man havde forsøgt at
rive tøjet af hende, andre havde rykket hende i benene, to
mindreårige piger havde spyttet hende i ansigtet, og en ældre dame
havde slået hende i hovedet med en paraply.
Om sit forhold til tyskerne oplyste hun, at hun havde været forlovet
med en tysk soldat, men han var faldet sidste sommer under et
luftangreb på Hamborg.
Sagen blev derefter udsat til yderlgiere undersøgelse.
Kilde: Kolding Folkeblad, 30. juni 1945.