1945 – Transporteret lig fra Kolding til Skrydstrup

I Kolding Kriminalret er afsagt fængslingskendelse over en chauffør ved navn Willian Bautzum, der tilstod, at han havde været behjælpelig med at transportere lig af danske statsborgere fra Kolding til Skydstrup Flyveplads, hvor de i hemmelighed blev begravet. Derimod nægtede han at have været med til at tortere danske fanger på Staldgården. Fængslede havde godt nok set adskillige fanger med “blål” øjene, men hvor de havde dem fra, vidste han intet om.

Kilde: Hejmdal, 30. juni 1945

1945 – 80.000 til folkemødet på Skamling

“Den part, der griber til våben imod den anden, har på forhånd tabt”, udtaler minister Frode Jacobsen. Stærke krav om nedsættelse af valgretsalderen til 21 år inden efterårets valg.

Modstandsbevægelsens store folkemøde på Skamlingsbanken i efttermiddag hvde samlet mindst 60.000 mennesker fra store dele af Jylland og blev således det største møde, der er holdt på den historiske mødeplads gennem 100 år. Efter en mønstring af den syd- og sønderjyske regions mandskab, indletes folkemødet i den store slugt nordfor selve Skamlingsbanken. Formanden for Skamlingsbankeselskabet, proprietær Oluf Juhl, Sønder Stenderup, bød velkommen og overdrog mødet til modstandsbevægelsen.

Region III’s arbejde

Mødelederen, højskolelærer Johs. Rosendahl, Rødding, takkede og gav ordet til chefen for Region III, kaptajn Højland Christensen, Kolding. Kaptajnen gav til indledning en oversigt over Regionens arbejde og oplyste, at der af 4.000 mænd var fængslet 415, såret 10, dræbt 15, død i koncentrationslejre 27 og henrettet 7. Endnu findes der 40.000 flygtninge indenfor Regionens område.

Minister Frode Jacobsen om frihedskampens mål

Minister Frode Jacobsens omtalte modstandsbevægelsens kamp som en national frihedskamp, men først og fremmest en frihedskamp, en kamp for menneskehedens demokratiske rettigheder. Retten til selv at forme sin skæbne. Men kampen har også været en international kamp. Vi vil ikke én gang til gennem denne dødelige fare. Derfor er den danske modstandsbevægelse nødt til at fortsætte i denne tid, der kommer. Det er latterligt at tænke sig vore våben anvendt til indre kampe. Den part, der griber til våben mod en anden, har på forhånd tabt kampen. Det, der nu tæller, er ikke maskinpistolerne, men bevægelsens bredde i vort folk. […]

Kilde: Uddrag, Hejmdal, 25. juni 1945.

1945 – Kæmpemødet på Skamling slog fast, at folket og frihedsbevægelsen er ét

75.-100.000 mennesker til modstandsbevægelsens folkestævne, der blev det største, som nogensinde er holdt i Jylland

Folkefesten søndag eftermiddag og aften på Skamlingsbanken blev det største møde, som har været holdt på det historiske, nationale mødested. Det er sikkert også det største møde, som nogensinde har været holdt i Jylland. Et mægtigt folkehav, som de, der var til stede, aldrig har set magen til, var det. Mødet holdtes i den store gryde mellem skovene nordfor selve den historiske mødeplads omkring granittalerstolen. Denne plads var for lille. Det er ikke let at anslå, hvor mange mennesker, der var på Skamling i går. Kyndige folk nænvte tal fra 60.000 til 125.000.

Vi spurgte minister Frode Jacobsen, som for en måned siden talte ved kæmpemødet i Fælledparken til 200.000 tilhørere, hvor mange, han anslog, der deltog i mødet i går, og han nævnte tallet 100.000. Men kæmpeforsamlingen i går var mere imponerende end den i Fælledparken, da terrænforholdene på Skamling muliggjorde, at man kunne se så godt som hele folkehavet fra taler tribunen. Over festpladsen vajede en mængde dannebrogsflag sammen med de nordiske og alle allierede flag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 25. juni 1945.

1945 – Tre flyvepladser til taxaflyvning

Beredskabsrådet stiller 5 mill. kr. til rådighed

Beredskabsrådet har i går udsendt meddelelse om de planlagte arbejder til de første anlæg af offentlige landingsplader til flyvemaskiner. Det drejer sig foreløbig om tre, nemlig ved Straarup Hede på sydsiden af Haderslev Fjord, på Starup Hede sydøst for Kolding og ved Silkeborg lige nord for byen. Pladserne er beregnet til taxaflyvning, forretningsmæssig flyvning, turist- og sportsflyvning, skoleflyvning osv. Der stilles 5.160.000 kr. til rådighed.

Kilde: Aalborg Amtstidende, 22. juni 1945

1945 – Salt ved Kolding?

Værdien af mr. Rawlins boringer undersøges Regeringen har besluttet at optage spørgsmålet om efterforskning og udvinding af råstoffer i den danske undergrund til indgående undersøgelse. Loven om disse undersøgelse forelås forlænget 1 år, og den blev i går behandlet i Folketinget, hvor den blev anbefalet af partiordførerne. Som bekendt blev der i si ntid af amerikaneren Rawlin fundet salt i Harte ved Kolding, og det er antagelig værdien af boringerne dér, der nu skal nærmere undersøges.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 22. juni 1945

1945 – Kolding er sluppet billigt fra tyfus hos flygtningene

Der er konstateret tyfus blandt de tyske flygtninge i Vejle, og nu er også tre Vejlenser angrebet af sygdommen. Den ene blev smittet blot ved at vaske sine hænder i en bæk, der løber gennem flygtningelejren.

Læge Junge Petersen, Kolding, der har det direkte tilsyn med flygtningene i Kolding, oplyser, at det synes som om vi er sluppet meget billigt i Kolding. Alt i alt er der endnu kun konstateret en halv snes tilfælde af den uhyggelige sygdom hos flygtningene – de sidste 14 dage er der overhovedet intet nyt itlfælde konstateret. Og nu har vaccinationen taget sin begyndelse, så forholdene bliver da nok bedre endnu.

Kilde: Kolding Folkeblad, 19. juni 1945

1945 – Mødet på Skamling: Opvisning af Royal Air Force, tanks og flammekastere

Et imponerende program for modstandsbevægelsens folkemøde Sct. Hansdag

Skamlingsbankeselskabet har som bekendt overdraget modstandsbevægelsens at arrangere denne sommers folkemøde på Skamlingsbanken. Der er udarbejdet et program, der har alle betingelser for at samle så mange tusinder på Skamling, at dette første møde efter befrielsen bliver et kæmpemæssigt opbud af mennesker fra hele landsdelen. Højskolelærer Rosendahl, Rødding, som sammen med højskolelærer, dr. phil. Jens Kruuse, Askov, står for arrangementet, oplyser, at mødets idé er at vise, at modstandsbevægelsens ikke blot er de 4.000 på listerne inden for Region III, men mange andre, bogstaveligt taget hele folket. Derfor bliver det et folkemøde, hvad også talerlisten giver udtryk for. Samtidig bliver mødet en mønstring og måske regionens afsked med frihedskæmperne.

På mødet, der holdes Sct. Hansdag, søndag den 24. juni, bliver der musik af Sønderborg Militærorkester, af samtlige FDF-orkestre fra hele regionens område og af KFUM-spejderne. Chefen for Region III, kaptajn Højland Christensen, Kolding, indleder med en tale om modstandsbevægelsens arbejde i Syd- og Sønderjylland, “Den lille region” med de store vanskeligheder”. Dernæst taler ministerne Frode Jacobsen og Mogens Fog, folketingsmand Jørgen Gram, Gabøl, der repræsenterer de gamle partier, og minister Axel Larsen. Det er programmet for eftermiddagsmødet.

Aftenen indledes med en flyveopvisning af Royal Air Force og demonstration af engelske tanks og flammekastere. Det bliver en bål-aften med underholdning og endnu en række taler. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1945.