1943 – 8. Armé er i kontakt med Rommels hær

Tyske faldskærmsjægere bag de allieredes linjer i Tunis

Dem 8. Armé har på ny opnået kontakt med Rommels styrker, oplyser overensstemmende Marokko Radio og engelske korrespondenter i Kairo, hvorimod der endnu ikke foreligger nogen officiel bekræftelse fra general Alexanders hovedkvarter.

Ifølge de foreliggende oplysninger har der i det sidste døgn fundet flere småtræfninger sted mellem fremskudte afdelinger af Montgomerys styrker og Rommels bagtropper, efter at engelske pionerer har renset terrænet ved Wadi el Kebir for landminer. Mellem denne slugt og den lige så dybe og utilgængelige klødt Wadi Semsem ved byen Gheddahia vest for Buerat El Hsun foregår kampene for øjeblikket i den tidligere Misuratlinje.

Om situationen i Tunis oplyses, at der har fundet forstærket patruljeaktivitet sted ved Medjes el Bab. General Girauds hovedkvarter meddeler, at der er landsat tyske faldskærmsjægere bag de allieredes linjer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. janauar 1943.

1942 – Englænderne angreb på ørken-fronten

Tyskerne er flere steder gået over til modangreb

Ankara, INT., mandag formiddag:

Mens luftslaget over Nordafrika og Middelhavsrummet stadig vedvarer, har den sidste tids spænding om situationen på den ægyptiske front omsider fået en udløsning med meddelesen om, at den 8. engelske armé under generalerne Alexander og Montgomery har åbnet en offensiv mod generalfeltmarskal Rommels styrker ved El-Alamein. Genoptagelsen af kamphandlingerne i største stil på denne front finder sted på et tidspunkt, da efterårets sandstorme med påfølgende voldsomme regnskyl er ophørt i dette område og vinterens kølige vejrlig har afløst sommerens hede. Angrebet er blevet åbnet på et tidspunkt, da fuldmånen kastede sit skær ned over ørkenens klitter og tillod tropperne at operere med samme sikkerhed, som dagslyset giver mulighed. I hvert fald de første dage vil månelyse tillade fuld orientering i ørkenen ved nattetid, så operationerne kan videreføres i uafbrudt tempo dag og nat døgnet igennem. Det har i herværende militære kredse vakt nogen opmærksomhed, at general Alexander har åbnet en offensiv ved El-Alamein, hvor ikke alene de allierede styrker, men også Rommels tropper i den forløbne sommertid har udbygget forsvarsstillingerne i hidtil uset omfang. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1942