1945 – 1.500 russiske soldater landsat på Bornholm

Russerne vil forlade Bornholm, når øens 13-15.000 tyskere er ført til tysk havn.

Under kommando af oberst Streptov befinder der sig nu ca. 1.500 russiske soldater på Bornholm. Den russiske oberst har straks indledet samarbejde med de danske myndigheder, og samarbejdet foregår absolut i en god ånd. Der er allerede truffet en ordning, hvorefter de tyske styrker, der nu er russiske krigsfanger, kan blive transporteret til Kolberg, og den første transport afgik i aftes fra Rønne. I løbet af to døgn ventes alle herværende tyskere, det vil sige ca. 13-15.000 mand, at være ført til tysk havn. Oberst Streptov har over for amtmand Stemann beklaget nødvendigheden af det ryssiske bombardement, men da tyskerne ikke ville kapitulere og beskød de russiske rekognosceringsmaskiner, måtte man vise dem, at det var alvor. Endvidere har oberst Streptov erklæret, at når tyskerne var borte fra øen, havde han ikke mere at gøre, og de russsiske styrker ville da blive trukket bort. […]

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. maj 1945.

1943 – De danske bombeofre i Flensborg begraves i eftermiddag

Sønderjylland flager på halv for mindretallets 19 døde

I eftermiddag begraves på Flensborg ny Kirkegård de danske ofre for det frygtelige bombeangreb i onsdags, de 15 småbørn fra den danske børnehave og deres to lærerinder, fru Martha Radszewski og hendes datter Wanda, samt endnu et medlem af mindretallet, Walter Mommsen, der kun blev 16 år. Det 19. offer, fru redaktør Tage Jessen blev begravet i lørdags i stilhed. Over hele Sønderjylland flages der på halv stang i anledning af begravelsen. Særlig højtidsfuld var flaghejsningen i Kruså ved mindestenen for de danske Flensborgeres møde med Kongen i 1920, hvor ordene lød til dem: “I skal ikke blive glemt!” Nu står denne hilsen mejslet i en sten, ved hvilken der er rejst en flagmast. Et væld af kranse med rød-hvide bånd er sendt over grænsen heroppefra til bårerne, og også enkelte repræsentanter for de nationale organisationer, som støtter mindretallets arbejde, har fået tilladelse til at passere grænsen for at deltage i jordefærden. Amtmand Refslund Thomsen, Aabenraa, vil nedlægge en krans fra den danske regering. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. maj 1943.