1944 – Heftig brand i Kolding i aftes

Skur med tre biler og 10 motorcykler samt et tømrerværksted på Haderslevvej hærget. Skade for ca. 100.000 kroner

En heftig brand har i aftes hærget bagbygningen til Haderslevvej 35, tilhørende motorforhandler Jens Sørensen, hvis forretning og værksted er beliggende på den modsatte side af gaden. Ilden opstod i et skur, som Sørensen anvendte til garage, og i skuret stod tre biler og en halv snes motorcykler, der alle blev ødelagt. Selve skuret blev ligeledes ødelagt, men dog ikke i så høj grad at taget sank ned.

Motorforhandler Sørensen var gået i seng, men blev purret ud af beboerne i ejendommen, der havde opdaget ilden. På dette tidspunkt havde ilden ikke særlig kraftig fat, og det brændte da kun i et WC, der lå umiddelbart op til skuret, hvor bilerne og motorcyklerne, som var Sørensens private ejendom, stod. Meget tyder på, at ilden skyldes uforsigtighed. På WC’et lå en hel del papir, og muligvis har en eller anden kastet en cigaretstump fra sig, og denne har så fænget i papiret.

Sørensen tilkaldte straks brandvæsenet, men som følge af forholdene går alarmeringen noget langsommere end sødvanligt, så det varede nogen tid, inden man nåede frem og fik lagt slangerne ud. Men da slukningsarbejdet først var kommet i gang, varede det ikke længe, inden ilden var slukket. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1944.

1944 – Voldsomme bombeksplosioner i Aalborg og Silkeborg i nat

Syv mennesker lå og sov i den halvdel af bygningen, der ikke styrtede sammen. Attentat mod ‘Spejderborgen’ i Aalborg.

Der har i nat fundet to voldsomme bombeeksplosioner sted i Aalborg. Den første eksplosion fandt sted kl. ca. 1.15 i automobilforhandler H. H. Kjærulffs forretning på hjørnet af Grotumsgade og Vesteraa. Der var i forretningens store udstillingslokale anbragt en bombe, og ved eksplosionen blev hele den del af ejendommen, hvor udstillingslokaler fandtes, bogstavelig talt jævnet med jorden. I udstillingslokalet fandtes 20 nye biler af kendte udenlandske mærker. De blev alle ødelagt. Derimod anrettedes ikke skade på forretningens værksteder, som fandtes i bygningens anden ende. Der udbrød brand på eksplosionsstedet, men det lykkedes dog hurtigt det tilkaldte brandmandskab at få ilden slukket. I det omliggende kvarter knustes mange store ruder til forretninger og privatlejligheder, og i mange lejligheder anrettedes ødelæggelser af det voldsomme lufttryk efter eksplosionen.

En times tid senere eksploderede en bombe i ‘Spejderborgen’, Saxogade. Det drejer sig om en stor villa, som det danske spejderkorps i Aalborg erhvervede for at par år siden og som i fjor sommer blev indviet som samlingssted og med tropslokaler for samtlige spejdertropper i Aalborg. Bygningens ene halvdel styrtede sammen med eksplosionen, og den øvrige del af bygningen ødelagdes. På 1. sal sov syv mennesker, der til alt held opholdt sig i den halvdel af bygningen, som blev stående. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. september 1944.