1944 – Brandbomber over Sønderjylland

Der opstod 3 brande, og 2 gårde nedbrændte
Under overflyvning i nat af allierede maskiner er der forskellige steder i Sønderjylland nedkastet bomber, og der foreligger melding om materiel skade. Lidt øst for Vojens antændtes gårdejer P. Rasmussens ejendom, formentlig af brandbomber, stald og ladebygninger nedbrændte. På Vojens Mark nedbrændte gårdejer Skøtts ejendom, og en halv snes km. syd for Haderslev nedkastedes brandbomber, hvorved der i Skovby opstod nogle mindre brande, og en del vinduesruder knustes. Vest for Gråsten nedkastedes brandbomber, men der anrettedes ingen skade.

Kilde: Demokraten, 16. september 1944.

1944 – Russisk angreb på Nordnorge

Oslo, RB.

Sovjetrussiske flyvemaskiner foretog ved 9-tiden i går et kraftigt angreb på Kirkenes i Nordnorge. Beboelseskvarteret Haganæs blev igen ramt af sprængbomber. Fire beboelseshuse blev totalt ødelagt, og ni andre blev så stærkt beskadiget, at de er ubeboelige. I alt blev 56 personer husvilde. En stor brand, der opstod i Haganæs, blev under meget vanskelige forhold slukket af mandskabet fra det civile luftværn. Bombemaskinerne, der var ledsaget af jagere, nedkastede også bomber et par steder i nærheden af Kirkenæs, fortrinsvis mod civilbefolkningen og beboelseshusene. Man ved endnu ikke, om der gik menneskeliv tabt under angrebet. Over 30 fjendtlige flyvemaskiner blev skudt ned.

Kilde: Kolding Folkeblad, 18. august 1944.

1944 – Luftkampe over Brande

Engelsk bomber skudt ned i nat

I går eftermiddags fandt der en luftkamp sted over den vestlige del af Brande Sogn samt over Arnborg. Folk, som færdedes på veje og marker, måtte søge dækning. En ko, som græssede på en mark en halv kilometer fra Arnborg, blev ramt af et projektil i hovedet og dræbt på stedet. Under en langvarig alarmtilstand i nat kom det ligeledes til luftkamp over Brande, og kl. 2 blev en 4-motores engelsk bombemaskine skudt i brand; med ilden stående ud fra vinger og hale styrtede maskinen i en stor spiral mod jorden. Den fløj i en stor bue ind over Thyregod og ramte jorden ved jernbanelinjen i Vester Sogn. Ved nedstyrtningen skete der en eksplosion i maskinen, og vragdele blev spredt over et stort område. I ruinerne fandt man liget af en flyver, mens den øvrige del af besætningen, som man antager var på 10 mand, formentlig er sprunget ud med faldskærm.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. maj 1944.

1944 – Dansk Kvindesamfunds sydjydske distrikt

Kolding-repræsentant i bestyrelsen Dansk Kvindesamfunds sydjydske distrik holdt i går distriktsmøde i Brande, hvor ca. 60 delegerede fra hele distriktet deltog.

Man samledes sammen med medlemmerne fra Brande-kredsen i Dansk Andels Ægpakkeris store lokale, hvor der holdtes morgenandagt ved pastor Andersen, Brande.

Distriktformanden, dr. Frandsen, og formanden for Brande-kredsen, fru direktør Kofoed, bød velkommen. Distriktformanden lykønskede Brande-kredsen, der nu har virket i 25 år, og overrakte i den anledning en smuk buket blomster. Distriktformanden aflagde derefter beretning, der efter en diskussion om forskellige punkter enstemmigt godkendtes. Til bestyrelsen genvalgtes lærerinde frk. G. Madsen, Vejen, fru Kofoed, Brande, lærerunde frk. Petersen, Grindsted, og lærerinde frk. Pallesen, Tistrup. I stedet for fru. M. Bukdahl, Askov, der frabad sig genvalg, nyvalgtes en Kolding-dame, forstanderinde frk. Tiedemann. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1944.

1944 – Fire engelske maskiner styrtet ned ved Vejle

11 flyvere dræbt – flere af de, der bjergede sig, pågrebet

Under overflyvningerne natten til 2. Påskedag er fire engelske maskiner styrtet ned over Vejles vestlige omegn, en på Faarup Mark og tre i Brande og omegn. Den ene maskine fandt ned i selve Brande by, kun ca. 150 meter fra sygehuset, men der skete heldigvis ikke skade på dansk liv og ejendom. I nærheden af Brande udkæmpedes luftkampe. I alt har ved nedstyrtningerne 11 mand sat livet til.

Nedstyrtningen på Faarup Mark

Vejle Luftværns distrikt havde flyvervarsling to gange, første gang fra kl. 23.25 til 0.25, og anden gang fra kl. 3.20 til 4.53. Ved midnatstid så folk i Jelling og omegn et rødt lysskær på himlen, og lidt efter kom en brændende maskine ud af skyerne. Den styrtede ned på Faarup Mark, idet den eksploderede kort før den nåede jorden. Den faldt på husmand Hermann Rasmussens mark, 280 meter fra ejendommen. Den faldt på åbent terræn mellem den nævnte ejendom og to andre ejendomme tilhørende Jens Bech og Viggo Poulsen. Maskindelene var spredt over et stort areal. Det konstateredes senere, at det var en engelsk 4 motorers bomber, og man har fundet rester af 7 lig. Nedstyrtningen kunne observeres fra vid omkreds, bl.a. fra Vejle. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. april 1944.

1944 – Nyt stort luftangreb på London natten til lørdag

Er det indledning til den bebudede gengældelse?

Førerhovedkvarteret, lørdag (RB)

Værnemagtens overkommando meddeler:

Luftvåbnet foretog i nat med store styrker påny et hårdt angreb på London. Ved massenedkastning af spræng- og brandbomber blev der fremkaldt udstrakte brande og ødelæggelser i byområdet.

Forspillet til slaget om London?

Berlin, lørdag (RB)

I forbindelse med det nye tyske luftangreb på den engelske hovedstad tager man i autoritative kredse i Rigshovedstaden ikke stilling til spørgesmålet om, hvorvidt også dette nye angreb er en, om end meget effektiv, enkeltaktion eller forspillet til det kommende slag om London.

Angrebet varede en time

Stockholm, lørdag (RB)

Reuters Bureau har ifølge DNB udsendt følgende meddelelse om det tyske luftangreb på den engelske hovedstad: I de tidligre morgentimer i dag, lørdag, foretog tyskerne det mest energiske luftangreb siden de store angreb i 1940-41 for at stikke London i brand. De nedkastede en stor mængde spræng- og brandbomber, efter at de var trængt igennem det frygtelige forsvarsildbælte omkring byen. Alarmen varede lidt over en time, og på et givent tidspunkt opstod der brande i alle retninger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 20. februar 1944.,

1942 – Døgnbevogtning til alle samfundsvigtige virksomheder

For at hindre brande eller sabotage – Forslaget fremsat i folketinget i dag

I folketingets tirsdagsmøde fremsatte justitsministeren forslag til lov om sikkerhedsforanstaltninger inden for erhvervsvirksomheder med mere. Efter forslaget er statsvirksomheder, kommunale anlæg og private erhvervsvirksomheder, hvis uforstyrrede produktion eller drift er samfundsvigtige, pligtige til efter politiets pålæg at træffe sikkerhedsforanstaltninger mod ildsvåde eller lignende og til afværgelse af skadevoldende handlinger mod virksomheder, herunder navnlig at etablere bevogtning og lignende beskyttelse inden for virksomheden. Udgifterne skal afholdes af vedkommende virksomhed selv og det antagne bevogtningsmandskab skal godkendes af politiet.

I bemærkningerne understreges det, at Justitsministeriet må anse det for absolut nødvendigt, at der træffes særlige foranstaltninger til afværgelse af ødelæggelse af samfundsvigtige virksomheder og af varebeholdninger af væsentlig forsyningsmæssig betydning for landet. Opgaven er så omfattende, at den ikke udelukkende kan pålægges politiet, og man finder det da også rimeligt, at de pågældende virksomheder selv sørger for den fornødne beskyttelse. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. december 1942.

1942 – 7 skoleelever i fængsel for sabotage

Fra 1½ til 3 år – Tre ældre deltagere fik 4½ og 5 års fængsel.

Københavns Byret har pådømt en straffesag mod 10 mennesker, hvoraf 7 skoleelever fra Aalborg i alderen fra 15-17 år, en 20-årig kontorassistent, en 20-årig lagerekspedient og en 26-årig ingeniør, der var tiltalt for overtrædelse af paragraf 3 i lov nr. 18 af 114. Januar 1941 om midlertidig tillæg til borgerlig straffelov.

Sabotage i Aalborg, Brønderslev og Odense

De pågældende har i tiden fra 20. februar 1942 til 7. maj 1942 i Aalborg og Brønderslev, for enkelte tidligere bågåede forholds vedkommende i Odense, i indbyrdes forståelse gjort sig skyldig i en række alvorlige sabotagehandlinger rettet mod den tyske værnemagt, omfattende tyveri af våben og ammunition, hærværk og ildspåsættelse.

Der idømtes dem følgende straffe:

Skoleelev Knud Pedersen fængslet i 3 år, skoleelev Helge Milo fængsel i 1 år 6 måneder, skoleelever Jens Bue Pedersen fængsel i 3 år, skoleelev Eigil Astrup Frederiksen fængsel i 2 år, skoleelev Mogens Fjellerup fængsel i 2 år, skoleelev Mogens Mikael Thomsen fængsel i 1 år 6 måneder, skoleelev Uffe Darkett fængsel i 2 år og 6 måneder, lagerekspedient Alf Houlberg fængsel i 4 år 6 måneder, kontorassistent Kaj Houlberg fængsel i 5 år, ingeniør Knud Andersen Hornbo fængsel i 5 år.

Af domspræmisserne fremgår, at retten ved strafudmålingen særlig har taget hensyn, dels for flertallet af de tiltages vedkommende til deres unge alder, umodenhed og åbenbare ungdommelige uforstand, dels til forbrydelsernes overordentlige grovhed og farlighed […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 15. juni 1942.