Dr. Best har i dag stillet sig under Frihedsrådets beskyttelse. Som følge deraf er Frihedsrådets bedste og mest solide folk udkommanderet og står nu i en omkreds ved Dagmarhus i passende afstand fra bygningen.
Kilde: Kolding Folkeblad, 5. maj 1945.
Dr. Best har i dag stillet sig under Frihedsrådets beskyttelse. Som følge deraf er Frihedsrådets bedste og mest solide folk udkommanderet og står nu i en omkreds ved Dagmarhus i passende afstand fra bygningen.
Kilde: Kolding Folkeblad, 5. maj 1945.
Den 5. november 1942 overtog dr. Best posten som det tyske riges befuldmægtigede i Danmark
Den 5. november var der forløbet to år, siden det tyske riges befuldmægtigede, dr. Werner Best, overtog sin post i Danmark. Gennem Ritzaus Bureau er der i den anledning udsendt et interview, som dr. Best gav en repræsentant for ‘Nordschleswigsche Zeitung’ i Aabenraa.
Har forholdet mellem det tyske rige og Danmark ændret sig i løbet af de to år, De har varetaget Deres post i Danmark?
“Nej. Fra tysk side er Danmark i disse to år såvel i udenrigspolitiske som i statsretligt henseende blevet betragtet og behandlet på nøjagtig samme måde som i de forudgående to år. I Tyskland og i alle lande, hvor det endnu er praktisk muligt, er Danmark repræsenteret ved gesandter. Dansk forfatning og lovgivning er vedblivende og uforandret i kraft, også for så vidt man ikke gør brug deraf. Handelsforholdene mellem Danmark og det tyske rige reguleres gennem forhandlinger og overenskomster, der ordnes af det dansk-tyske regeringsudvalg. Det danske statsområdes territoriale integritet er blevet opretholdt i overensstemmelse med de tyske erklæringer. De til sikring af den tyske krigsførelse på dansk område trufne foranstaltninger er af de facto karakter og har ikke på nogen måde ændret landets politiske og retslige status.”
Hvorledes bedømmer De de ændringer, der er sket, siden De overtog Deres embede her i landet?
“Da jeg tiltrådte min post, herskede der ro i Danmark og en så god forståelse mellem befolkningen og den tyske besættelsesmagt, som næppe i noget andet land. Mit samarbejde med den danske regering var bygget på fornuftens og den gode viljes grundlag. Derved skulle begge parters interesser sikres inden for rammerne af de givne muligheder. Denne situation, hvis fordele også den fjendtlige propaganda erkendte ved at karakterisere den som “mønsterprojektorat”, behagede imidlertid ikke de fjendtlige magter, og måtte derfor ubetinget ændres i negativ retning. Den kendte hetz mod den af fornuften dikterede politik begyndte, og fjendens underjordiske håndlangere indledede deres terror, medens de forholdsregler, der var nødvendige til afvisning af bagholdsangreb mod besættelsestropperne, blev udnyttet til en forøget hetz. Der var kredse, som over for denne udvikling ikke lod sig lede af fornuftens stemme, således som det ellers ville have svaret til dansk mentalitet, men af principløs konjunkturånd.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. november 1944.
En sejr for et kæmpende folk
Forspillet:
Mandag den 26. juni indførte dr. Best atter spærretid i København. Kl. 20 skulle alle være i hus. Det var et fortvivlensesn skrift, han foretog. Hverken henrettelser, massearrestationer, Schalburgtage eller forbud mod taxa- og lastbilkørsel havde formået at dømme op for den sabotagebølge, der uge for uge lagde tyskernes største krigsvirksomheder i Danmark i grus. Da alt andet glippede, bragte dr. Best atter et middel i anvendelse, som gennem en lang række efterårsmåneder havde vist sig nytteløst i kampen mod sabotagen. Men – tænkte han åbenbart – selvom spærretiden ikke kan standse angrebene på værnemagerne, kan den dog virke som en afstraffelse af en befolkning, der så åbenlyst fryder sig, hver gang en fabrik af ‘Globus’ eller Riffelsyndikatets art bliver standset.
Men Best gjorde regning uden vært. Havde københavnerne i efteråret taget aftenindespærringen med smilende overbærenhed, så var de nu ikke til sinds at lade sig sommeraftenerne i det frie berøve. I det hele taget var deres tålmodighed overfor nazisternes påfund slut. De talrige nazimord og overfald, Schalburgfolkenes udfordrende optræden og vidtstrakte ødelæggelser af hovedstadens bygninger, hele besættelsens pinagtige tryk havde ægget modstanden til det yderste. Spærretiden blev kun en dråbe, der fik bægeret til at flyde over.
I tre aftener nægtede store dele af hovedstadens befolkning simpelthen at gå i hus kl. 20. Dansk politi stod magtesløst, og Best traf da den skæbnesvangre beslutning af lade tysk militær beskyde de demonstrerende. […]
2 minutters stilhed til minde om de faldne
Onsdag den 5. juli var strejken slut. Målet var nået, men det havde kostet 96 mennesker livet og ca. 700 var blevet såret. Det var ofrene i kampen for Danmarks frihed. Alle danske deltager derfor i de pårørendes sorg, og som et synligt udtryk herfor, men også en protest mod de nazistiske mordere, opfordrede DANMARKS FRIHEDSRÅD til at mindes de faldne ved 2 minutters stilhed kl. 21 på ugedagen for kampens afslutning. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, nr. 4, 3. årg. 15. juli 1944
19 dødsdømme fuldbyrdes, medens 17 dødsdømte er benådet
Sønderborg, RB.
Det tyske riges befuldmægtigede, dr. Werner Best, er blevet interviewet af Nordschleswigsche Zeitung. Dr. Best redegør for den udvikling, som førte til den 29. august, og erklærer, at det er en fjendtlig propaganda, når det påstås, at tyskerne anvender gidsel-systemet i Danmark. “Vi tyskere vil ikke ubetinget se blodet flyde, men ser hellere, at nåde går for ret. Udlægges denne nåde som svaghed, og sker der yderligere sabotagehandlinger, må vi imidlertid lade den foreskrevne hårde krigsret råde”. Hidtil er der fuldbyrdet 19 dødsdomme i Danmark, og 17 dødsdømme er benådet.
På bladets spørgsmål om hvilke politiske følger den nuværende situation vil trække efter sig, svarer dr. Best, at organerne for det politiske og statslige liv i Danmark har et stort ansvar, men på den anden side er det aldrig for sent at afbryde en betænkelig udvikling. Så længe landets interesser samt ro og orden ikke blive varetaget med danske midler, må man fra tysk side træffe forholdsregler til at beskytte såvel tyske interesser som den danske befolkning mod resultaterne af de engelske agenters ødelæggelsesvilje.
Kilde: Kolding Folkeblad, 1. juni 1944.
En udtalelse af dr. Best
Den rigsbefuldmægtigede dr. Best modtog den 24. april 1944 chefredaktørerne for den danske presse og fremsatte overfor dem udtalelser af omtrent følgende indhold:
“Siden jeg den 4. december 1943 overfor den danske presse fremsatte alvorlige advarsler, der knyttede sig til henrettelsen den 2. december 1943 af fem sabotører, var der sket en udvikling af stillingen i Danmark, der gav håb om en stabilisering af orden og sikkerhed i landet, særlig var der en stadig nedgang i sabotagerne overfor produktionsvirksomheden og andre erhvervsmæssige værdier – åbenbart under indflydelse af den offentlige mening, der ikke ønsker voldshandlinger og ødelæggelser. At den hæmningsløse underverden, der ikke længere holdes i tomme af de danske sikkerhedsorganer, samtidig foranstaltede blodorgier af mord på danske, har vi tyske iagttaget med beklagelse og håbet, at den offentlige mening omsider også ville reagere derimod og tvinge de nølende sikkerhedsorganer til opfyldelse af deres pligt. Men når underverdenens elementer nu – enten på udenlandsk ordre eller af politisk spekulation – i de sidste dage på ny er begyndt at angribe tyske interesser, skal de og den danske offentlighed vise, at heroverfor bliver der reageret hurtigt og skarpt fra tysk side. Det er her også fremdeles hensigten fra tyske side at lade den samlede befolkning lide mindst muligt for de underjordiske elementers forbrydelser.
Gidsler som garanti for, at der ikke sker yderligere forbrydelser, tages ikke ud af befolkningen, men ud af de forbryderiske kredse.”
Kilde: Kolding Folkeblad, 25. april 1944.
Efter at danske frihedskæmpere er blevet dømt til døden ved tysk krigsret, og dommene er blevet fuldbyrdede, ønsker vi at gøre opmærksom på de følger, som fortsættelsen af en sådan politik vil få for udviklingen af forholdet mellem Danmark og besættelsesmagten.
I sin udtalelse til den danske offentlighed gav det tyske riges befuldmægtigede, dr. Best, udtryk for sin forvisning om, at dødsdommene havde gjort et “dybt indtryk på den danske befolkning”, – og heri har dr. Best ret, kun tager han afgørende fejl med hensyn til den reaktion, som vil følge på denne indtryk. Den tyske krigsmagts anvendelse af “den yderste skarphed og konsekvens i afværgelsen af angreb” skræmmer os ikke.
Overalt i de besatte lande har udviklingen været den samme, og Danmark vil ikke danne en undtagelse: jo stærkere pres fjenden øver mod det undertrykte folk, jo mere hårdt bliver modtrykket. Erfaringer fra de mange europæiske stater, hvor tyskerne under denne krig har gjort sig til herrer, burde have lært dem dette!
Vi, der kæmper for vort lands befrielse, kan man ikke ved nogen form for trussel eller vold tvinge til passivitet over for fjenden – vi vil derfor ikke på det nuværende tidspunkt undlade at gøre de tyske troppers øverstbefalende bekendt med de danske frihedskæmperes urokkelige beslutning om at skærpe vore kampmidler i samme forhold, som man fra tysk side skærper sine. […]
Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1943, nr. 3, 3. årgang.
En tale holdt til repræsentanter for den danske presse i går
Det tyske riges befuldmægtigede, dr. Best, modtog i går, lørdag den 4. december, repræsentanter for den danske presse og fremsatte overfor dem udtalelser af følgende indhold:
De tyske krigsretters hårde domme over sabotører og fuldbyrdelsen af disse domme, uden at benådning har fundet sted, har uden tvivl gjort et dybt indtryk på den danske befolkning. Det er nu af stor betydning, hvilke konsekvenser de enkelte borgere og de forskellige kredse af befolkningen drager af dette. Det kan hertil fra tysk side siges, at der i mange måneder med en tålmodighed, der åbenbart er blevet udlagt som svaghed, har været ventet på, at den danske befolkning og dens offentlige organer selv atter skulle tilvejebringe orden i landet.
Sabotagen steg
Trods gentagne advarsler fra kongen og fra regeringen er dette ikke sket. Sabotagen steg, fordi den ikke blev forhindret af dem, hvem ansvaret derfor i første linje påhvilede. Følgelig måtte kampen mod sabotagen, der ikke kan tåles i et for krigsførelsen vigtigt område, tages op fra tysk side, men når en krigsførende magt tager kampen mod angreb, der rettes mod den, kan dette kun ske under skarphed og konsekvens. En krigsførende magt, der søgte at afværge angreb ved halve midler og halve foranstaltninger, ville dermed opgive ævred. Derfor vil og må kampen mod sabotagen i Danmark, efter at man er blevet tvunget til at føre den, gennemføres med hensynsløs hårdhed, indtil orden atter fuldstændig er tilvejebragt. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 5. december 1943.
Den underjordiske presse har bragt ordlyden af Rigsdagens protest mod jødeforfølgelserne. Den lyder: Den befuldmægtigede for det tyske rige, hans excellence dr. Best. Undertegnede repræsentanter for Socialdemokratiet, Venstre og Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Danmarks Retsforbund ønsker i anledning af den aktion, som natten til den 2. oktober blev indledet mod jøderne i Danmark overfor Deres excellence at give udtryk for den dybe sorg, disse handlinger har fremkaldt i det dansk folk. De danske jøder er en levende del af folket, og hele folket er derfor på det dybeste ramt af de omtalte foranstaltninger, der føles som en krænkelse af dansk retsbevidsthed. […]
Uddrag af det illegale blade; Frit Danmark, 26. november 1943.