1945 – Koldingenserne vilde efter at få en Tommy

212 soldater indkvarteret i private hjem

På Kolding Borgmesterkontor ligger endeløse lister med navne på Koldingensere, der ønsker at være kvartervært for Montgomerys tapre “ørkenrotter” .Det er ikke for meget sagt, at Koldingenseren er vilde efter at få en Tommy.

Søndag eftermiddag kom otte officerer og 212 menige Tommies til Kolding, og soldaterne blev omgående indkvarteret i de Kolding-hjem, der stod først på Borgmesterkontorets liste, de otte officerer rykkede und på Hotel Kolding, hvor der er indrettet stabskontor.

I disse dage er der således blevet glæde i 212 Koldinghjem, og der er rig anledning til at få skole-engelsk’en genopfrisket.

På byens restauranter sås i aftes talrige familier samt deres indkvarterede Tommies, og ikke så sjældendt førte husets gymnasiast- eller realistdatter an i samtalerne. De unge menneskers sprogforråd er jo almidenligvis det, der ligger klarest i hukommelsen.

De 212 skal ikke spise hos kvarterværterne. Der er indrettet feltkøkken i ‘Astoria’. Der kan intet siges om hvor længe de indkvarterede soldater bliver i Kolding – der tales foreløbig om fjorten dage – ej heller vides noget om, hvorvidt der kommer flere de første dage.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1942 – Regeringserklæring om Christmas Møllers Englandsrejse

Regeringen meddeler fredag:

Onsdag den 13. ds. modtog justitsministeren et fra København afsendt og den 12. ds. her poststemplet brev fra fhv. handelsminister og fhv. folketingsmand Christmas Møller, indeholdende meddelelse om, ar hr. Christmas Møller for nogle dage siden sammen med sin hustru og søn havde forladt landet.

Fælles sag med de ‘Frie Danske’

Torsdag den 14. ds. holdt hr. Christmas Møller i den engelske radio en tale, hvoraf fremgik, at han har begivet sig til England for at gøre fælles sag med de ‘Frie Danske’, der i strid med den danske regerings politik har stillet sig til rådighed for og udfoldet forskellig virksomhed til fordel for den ene af de krigsførende parter.

Kun én dansk politik

Regeringen har tidligere givet udtryk for, at der kun findes én dansk politik, nemlig den, der føres af landets ansvarlige regering i overensstemmelse med landets rigsdag, og at det er enhver borgers pligt, at indordne sig under denne politik, idet anden handlemåde kan volde landet vanskeligheder. Regeringen må derfor beklage, at et tidligere medlem af regeringen og den danske rigsdag uden tilladelse har forladt landet og stillet sig til rådighed for kræfter, der ikke følger de retningslinjer, som af de ansvarlige danske myndigheder på grundlag af disses kendskab til alle i betragtning kommende forhold er fastlagt som den for landets vel rigtige politik. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942