1945 – Erklæring fra borgmesteren i Kolding

Borgmester V. Juhl, Kolding, har i dag udsendt en erklæring, hvori det hedder:

“Ved min hjemkomst fra København fik jeg forelagt rygter om, at jeg skulle have flere spand heste gående på flyvepladsen i Vandel m.m. Jeg havde tænkt det overflødig at dokumentere et så ondskabsfuldt rygte, men skylder formentligt mit embede at oplyse, at beskyldningerne er lige så grundløse som ondskabsfulde. Jeg har hverken haft vogne eller heste i Vandel eller andre steder, lige så lidt, som jeg har udlejet spormateriel til værnemagten eller finansieret andre med samme formål. I øvrigt har jeg anmodet sikkerhedspolitiet om at foretage den mest indgående undersøgelse af sagen, for at den eller de skyldige kan blive draget til ansvar.

Kolding, den 25. maj 1945, V. Juhl.”

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 26. maj 1945

1945 – Erklæring af Churchill

Vigtige informationer kan indtræffe i løbet af 4 dage.

Premierminister Churchill erklærede i dag i Underhuset som svar på en forespørgsel fra Arthur Greenwood, at han ikke havde nogen særlig erklæring at komme med vedrørende situationen i Europa. Dersom regeringen skulle få vigtige informationer, hvilket meget vel kunne ske i løbet af de fire dage, Underhuset sidder inde, ville han afbryde mødet og afgive en erklæring. Hvis der skulle komme vigtige nyheder på et tidspunkt, da Underhuset ikke er forsamlet, ville premierministeren ikke holde dem tilbage, men meddele dem gennem radioen. En eventuel erklæring ville kunne blive givet efter forhandling med de øvrige allierede regeringer og i overensstemmelse med disse.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 2. maj 1945.

1944 – Hungersnøden i Holland

Officiel hollandsk regeringserklæring
I tilslutning til meddelelser om nøden i Holland har den hollandske regering nu udsendt en officiel erklæring, hvori det hedder:
De for nogle måneder siden fremkomne dystre forudsigelser om en forestående hungersnød, er efter de indgående beretninger gået i opfyldelse. I løbet af oktober måned er ernæringssituationen blevet endnu dårligere, og hvis ingen ændring indtræder, må man i november regne med hungersnød i Vesthollands største byer.

Kilde: Nationaltidende, 5. november 1944

1944 – Der er blevet dannet ny regering i Ungarn

Rigsforstander von Horthy tilbagekalder en tidligere udstedt proklamation og er derefter trådt tilbage. Den nye regering præget af Pilekors-partiet.

Budapest, mandag (RB)
Rigsforstander Nikolaus von Horthy har udsendt følgende erklæring over Budapest Radio:

“Til det ungarske folk og hovedhæren! Den den 15. oktober til den ungarske nation udstedte proklamation erklærer jeg herved for urigtig. Samtidig gentager jeg den af den ungarske generalstabschef udstedte befaling til tropperne om, at tropper med begejstring skal kæmpe videre, som den tunge kampsituation krævet det, for at være hovedhærens ry værdig. Vorherre vil følge dem på deres vej og følge den ungarske nations skæbne”.

von Horthys tilbagetræden
Den hidtidige rigsforstander Nikolaus von Horthy har, efter hvad Ungarsk Telegrambureau meddeler, udsendt følgende erklæring:
“Til præsidenterne for de to kamre. Hermed erklærer jeg, at jeg har besluttet i den tunge time i den ungarske historie i forudsætning af en resultatrig krigsførelse for nationens indre enhed og enigheds skyld at træde tilbage som rigsforstander og give afkald på alle dermed forbundne lovlige rettigheder. jeg har overdraget dr. Szalasi at danne en ny national enhedsregering”. […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 17. oktober 1944

1944 – Afstraffelsen på Rådhuset

Erklæring af kredslægen

I anledning af forskellige, indbyrdes modstridende fremstillinger vedrørende de tre mænd, der fik bank på Rådhuset forleden, ønskes det meddelt, at undertegnede kredslæge blev tilkaldt til vagtlokalet på Rådhuset og først nåede dertil, efter at de to havde fået deres afstraffelse. Den tredje person, forstod jeg, at man ønskede oplysninger om, fordi man ved ransagning af ham havde fundet et brev fra mig med oplysning om, at han have været til undersøgelse på sygehuset, hvor man havde fundet smittefarlige kim på sår. Derefter bad man mig tilse de to først afstraffede, der sad på brandstationen, hvor de udtalte, at de var tilfredse med den hurtige retsforfølgning. Om den tredje fik bank, ved jeg ikke.

Senere på dagen tilså jeg de tre mænd i stalden på en kro uden for byen. Nu havde stemningen vendt sig, og de søgte at vække medfølelse. Særlig den ene klagede over smerter i lænden. Ved eftersyn fandtes dog intet at se på dette sted, men nok et par striber højere oppe på ryggen, ligesom bevægeligheden var god nok. Nogle mærker efter slag i ansigtet, var vistnok tilføjet dem af folkemængden.

Kolding Kredslægeembede, den 29. september 1944. Axel Hansen.

Kilde: Kolding Folkeblad 30. september 1944.

1944 – Bulgarien erklærer nu Tyskland krig

Sovjetregeringen anser det herefter for muligt at overveje Bulgariens anmodning om våbenstilstands-forhandlinger

Belgrad, RB.

Den bulgarske regering har ifølge den bulgarske radio i aftes i en proklamation meddelt, at Bulgarien siden fredag morgen har været i krigstilstand med Tyskland.

Den sovjetrussiske efterretningstjeneste offentliggjorde ifølge DNB i aftes en erklæring fra udenrigskommissariatets informationsbureau, i hvilken det hed, at Sovjetregeringen under hensyn til, at den bulgarske regering havde afbrudt forbindelserne med Tyskland og havde erklæret Tyskland krig, nu anså det for muligt at tage den bulgarske regerings anmodning om våbentilstandsforhandlinger i overvejelse.

Kilde: Kolding Folkeblad, 9. september 1944.

1942 – En tysk erklæring om situationen i Danmark

Hændelser, der er egnet til at forstyrre atmosfæren og få virkninger på en eller anden måde

Berlin (RB).

Med hensyn til de i udlandet udbredte rygter, som vil vide, at der er sket en tilspidsning af situationen i Danmark, viser man i kompetente tyske kredse den største tilbageholdenhed, men lader dog skinne igennem, at faktisk forløber i Danmark ikke alt således, som man skulle have ventet på baggrund af den yderst korrekt holdning, som alle tyske instanser i Danmark viser – en holdning, som endog gentagne gange er blevet anerkendt af den fjendtlige presse.

I Wilhelmsstrasse giver man udtryk for den opfattelse, at den i enhver henseende mønsterværdige optræden af de i Danmark stående tyske tropper såvelsom af alle derværende tyske militærinstanser og myndigheder ikke har kunnet give anledning til nogen som helst klage, men at visse danske kredse åbenbart har misforstået denne indstilling og troet, at de kan tillade sig en hel del. I denne forbindelse antydes hændelser, som er bekræftet af øjenvidner, og som tillader at drage slutninger om, at visse danske kredse har en bedømmelse af situationen, som må forekomme mærkeligt indskrænket. Fremfor alt har det, efter hvad man her erklærer, gjort et meget dårligt indtryk, at de danskere, der mod øst har sat deres liv ind som frivillige i kampen mod bolshevismen, ved deres hjemkomst er blevet mødt uden agtelse, men ringeagt og endog med spot. Sådanne hændelser er, fremhæver man her, egnet til at forstyrre atmosfæren og få virkninger på en eller anden måde. I øvrigt afholder man sig i kompetente tyske kredse fra at beskæftige sig nærmere med de mange gisninger, som er udbredt i udlandet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1942.

1942 – Regeringserklæring om Christmas Møllers Englandsrejse

Regeringen meddeler fredag:

Onsdag den 13. ds. modtog justitsministeren et fra København afsendt og den 12. ds. her poststemplet brev fra fhv. handelsminister og fhv. folketingsmand Christmas Møller, indeholdende meddelelse om, ar hr. Christmas Møller for nogle dage siden sammen med sin hustru og søn havde forladt landet.

Fælles sag med de ‘Frie Danske’

Torsdag den 14. ds. holdt hr. Christmas Møller i den engelske radio en tale, hvoraf fremgik, at han har begivet sig til England for at gøre fælles sag med de ‘Frie Danske’, der i strid med den danske regerings politik har stillet sig til rådighed for og udfoldet forskellig virksomhed til fordel for den ene af de krigsførende parter.

Kun én dansk politik

Regeringen har tidligere givet udtryk for, at der kun findes én dansk politik, nemlig den, der føres af landets ansvarlige regering i overensstemmelse med landets rigsdag, og at det er enhver borgers pligt, at indordne sig under denne politik, idet anden handlemåde kan volde landet vanskeligheder. Regeringen må derfor beklage, at et tidligere medlem af regeringen og den danske rigsdag uden tilladelse har forladt landet og stillet sig til rådighed for kræfter, der ikke følger de retningslinjer, som af de ansvarlige danske myndigheder på grundlag af disses kendskab til alle i betragtning kommende forhold er fastlagt som den for landets vel rigtige politik. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1942