1945 – Ti terrorister dømt til døden

I henhold til krigslov, er ti danske statsborgere blevet dømt til døden, det fortalte dagens medier den 25. april 1945, efter en meddelelse fra pressekontoret hos den højere SS- og Politifører i Danmark.

Listen lyder:

  1. Handelsvolontør Ivar Peder Lassen af Fredericia, født 11. juli 1923 i Bække. Anklage jernbanesabotage
  2. Jernbanefunktionær Hans Eeg af Fredericia, født 28. maj 1925 i Aarhus. Anklage jernbanesabotage
  3. Jernbanearbejder Helge Carlo Harry Hermann af Fredericia, født 6. maj 1921 samme sted. Anklage jernbanesabotage
  4. Jernbaneassistent Ole Christensen af Fredericia, født 9. marts 1923 i Allerslev. Anklage jernbanesabotage
  5. Jernbanearbejder Emil Martin Andersen af Fredericia, født 13. januar 1918 samme sted. Anklage jernbanesabotage
  6. Karl Gustav Kolding af Taulov, født 21. januar 1917 i Roslev. Anklage jernbanesabotage
  7. Elof Preben Mansson af Taulov, født 4. august 1919 i Kolding. Anklage jernbanesabotage
  8. Henry Jacobsen af Taulov, født 25. august 1918 i København. Anklage jernbanesabotage
  9. Gartneriejer Just Petersen af Fredericia, født 27. juli 1886 samme sted. Anklage “opbevaret et større våbenlager for en illegal gruppe
  10. Jernbanearbejder Ib Schermer-Schultz af Fredericia, født 6. februar 1926 samme sted. Anklage: forsøg på to jernbanesabotager

Dødsdommene for de 9 første blevet fuldbyrdet ved skydning, imens Ib Schermer-Schultz havde benådning til livsvarigt tugthus.

Kilde: Ti terrorister dømt til døden, Fædrelandet, 25. april 1945

1945 – Den hidtil største smuleri-sag

14 domme ved Kolding Kriminalret

Ved Kolding Kriminalret er der falden dom i den formentlig hidtil største smugleri-sag ved retten. 19 chauffører, som kørte med de store kølevogne fra Kolding, blev i 1942 afsløret for omfattende indsmugling af autogummi, udsmugling af fødevarer, ulovlig handel og kædehandel. Det har taget 2½ år at få sagerne opklaret så meget, at 14 af chaufførerne onsdag eftermiddag kunne få deres domme. De fik fængsel og hæfte straffe fra 20 dage op til 8 måneder, og i bøder, toldafgift og konfiskation skal de af med tilsammen 40.000 kr., nemlig 21.500 i bødestraffe, 15.480 kr. i konfiskation og 3.340 kr. i toldafgift. 16 bildæk blev konfiskeret. Kun én af de 14 blev frikendt for smugleri, men idømtes 20 kr. i både for et andet forhold.

Kilde: Kolding Folkeblad, 31. marts 1945.

1945 – 3 års fængsel for cykeltyverier

Esbjerg, i går:

En nattevagt i Kolding Arrest blev i december måned i fjor overfaldet af den 27-årige fange H. K. Kristiansen Brun, der var arresteret, sigtet for cykeltyverier. Han var i dag for Nævningetinget i Esbjerg tiltalt for tyverierne og overfaldet. Nævningerne kendte ham skyldig, og retten idømte ham 3 års fængsel.

Kilde: Den nazistisk avis ‘Fædrelandet’, 3. februar 1945.

1945 – Mislykket flugt fra Aarhus Arrest

Natten til den 23. januar 1945 forsøgte otte mand i en celle i Aarhus Arrestlokaler, Vesterallé 5, at bryde ud.

Det lykkes kun en af fangerne, Axel Lund Henriksen, at nå ud på taget før personalet opdagede flugtforsøgt. Det lykkes dog personalet at forpurre hans og kammeraternes flugt. Axel Lund Henriksen sidder i arresten, efter han er blevet anholdt af Trige Vagtværn.

Forholdene i arresten er efter flugten blevet diskuteret, angiveligt har det ikke været vanskeligt for fangerne at lave hul i væggen. Arresten, der er en midlertidig arrest, “er ikke særlig flugtsikker med sine tynge vægge og gamle materialer“.

Kilde:
Mislykket flugt fra Aarhus Arrest, Herning avis, side 6, 24. januar 1945

1944 – Arne Sørensens fængsel

Deportation til Sverige i stedet for “dødsdom”

Pressekontoret hos den højere SS- og politifører i Danmark meddeler:

Onsdag den 29. novbr. 1944 kl. 9 formiddag blev villaen, Vamdrupvej 40, København sprængt i luften på foranstaltning af det tyske sikkerhedspoliti, fordi den af illegale kredse ikke alene var blevet benyttet som sprængstoflager, men tillige som fængsel. 2 personer, som holdtes fangen i dette fængsel, kunne befries af det tyske politi. Det var meningen, at disse to personer skulle deporteres til Sverige, hvor de kunne forsvinde i det svenske politis fængselsceller. Denne kendsgerning fremgår af nedenstående brev, som Arne Sørensen har sendt en medarbejder for at forberede deportationen af de to fanger. Brevet er nu kommet i det tyske politis besiddelse:

“Kære North. Med dette brev kommer hr. Mey, som jeg beder Dem tage dem af. Han medbringer to personer, som absolut skal interneres i Sverige på en sådan måde, at det er dem umuligt at skrive hjem, da i så fald adskillige personer vil blive taget af tyskerne. Vi har ikke ment det rigtigt at dømme dem til døden, men kan på den anden side ikke have, at de har nogen som helst mulighed for at sætte sig i forbindelse med omverdenen. Der for må de i svensk statsfængsel om muligt, og jeg har gennemgået deres sag med hr. Mey og andre og garanterer for hans mundtlige fremstilling, som han vil give Dem.

Desuden beder jeg Dem give hr. Mey mulighed for at kunne rejse til Stockholm til vort udvalg deroppe, som tager sig af den slags sager sammen med det svenske politi, samt give ham en udvej, så han kan rejse hjem så snart han er færdig.

Med tak på forhånd.

Deres hengivne.

Sign./ Arne Sørensen”.

Kilde: Kolding Folkeblad, 30. november 1944.

1944 – I dag faldt dommen i den store benzinsag i Kolding

Fængselsstraffe og store indbetalinger til Staten

Den store benzinsag, der nu har verseret ved kriminalretten i Kolding i henved to år, fandt i formiddags sin afslutning her, idet dommer Strøbech afsagde dom over syv af de otte indblandede i affæren. Det var som bekendt tale om en udbredt sort børs handel og bytten med benzin- og oliemærker, og hovedcentralen befandt sig på en af byens store vognmænds kontorer. Det drejede sig i alt om mange tusinde mærker både til benzin og olie. Det har dog ikke været muligt helt nøjagtigt at få fastslået hvor meget.

Ved dommen blev hovedmanden idømt fængsel i 3 måneder, hvorfra dog fragår 6 dage for udstået varetægtsarrest, men desuden idømtes han en bøde på 10.000 kr. til Statskassen og skal endvidere til Statskassen betale 8.635 kr. i konfiskationsværdi. Endelig blev han frataget retten til at føre motorkøretøj i 6 måneder. En anden vognmand, der i forvejen havde en betinget dom på 40 dage blev idømt fængsel i 3 måneder og 10 dage med fradrag af 6 dage. Han skal til Statskassen indbetale 1.680 kr. Den første dømte vognmands bogholder fik fængsel i 50 dage, hvorfra fragår 5 dage. En fisker fik ligeledes fængsel i 50 dage, hvorfra fragår 4 dage og skal indbetale 1.828 kr. til Statskassen. Endnu en fisker fik fængsel i 40 dage med fradrag af 3 dage og skal til Statskassen betale 656 kr., og en arbejdsmand fik fængsel i 3 måneder hvorfra fragår 3 dage og skal betale 221 kr. til Statskassen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. oktober 1944

1944 – Domme for sabotage

Fra officiel tysk side meddeles det, at for sabotage er følgende, i henhold til krigslovene, blevet dømt til døden:

Harald Mikkelsen, født 18. september 1921 i Søby
Leo Pallesen, født 11. april 1910 i Stoholm
Ole Christensen, født 10. november 1909 i Taarup
Tage Severinsen, født 22. september 1902 i København
Johannes Volke, født 2. maj 1905 i Viborg
Jakob Alsbjerg, født 31. oktober 1896 i Højslev
Helmar Wøldike, født 25. september 1913 i Virum

For at deltage i forsøg på sabotage er Laurits Pallesen, født 20. februar 1902 i Daubjerg, dømt til seks års tugthus. Og endeligt er Christian Boldrup, født den 21. september 1909 i Veldingbjerg, dømt til to års fængsel, for at haft kendskab til en påtænkt sabotage og undladt at underrette politimyndighederne derom.

Det er uvist om dommene skal fuldbyrdes, eller om der vil ske en benådning.

Kilde: Domme for sabotage, Fædrelandet, 31. maj 1944

1944 – Sognerådsformand 3 år i fængsel

Kolding Kriminalret idømte i går eftermiddag den tidligere sognerådsformand og sognerådskasserer Knud Knudsen i Skanderup 3 års fængsel for falsk og underslæb til et beløb af godt 15.000 kr. Knudsen skal udrede dette beløb dels til kommunen, dels til Socialministeriet samt 2.000 kr. til dækning af revision. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til appel.

Kilde: Horsens Social-Demokrat, 27. maj 1944