1944 – Luftværnsmøde på biblioteket

Luftværnskontorets og Socialtjenestens personale samt distrikts- og hjælpekonsulenterne var i aftes samlet i bibliotekets sal, hvor kaptajnløjtnant Krøyer holdt foredrag om evakuering, besvarede en del spørgsmål og viste Dansk Luftværnsforenings nyeste film ‘Bomber over Danmark’.

Fuldmægtig Castberg gav en kort oversigt over villaluftværn, og direktør Andersen takkede som formand for hjælpekonsulenterne for det interessante foredrag og filmen, der snarest burde vises for så store dele af befolkningen som muligt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 15. september 1944.

1944 – 2.052 har set oldtidsfilmen i Kolding

I går vistes oldtidsfilmen for sidste gang i Kolding – biografen om eftermiddagen og på Hotel Kolding i aftes. I alt har 2.052 Koldingensere haft lejlighed til den interessante oplevelse, som Turistforeningen er sikrede Kolding på et usædvanlig tidligt tidspunkt. Aahus får f.eks. først oldtidsfilmen hen i marts, og det betyder noget, da filmen jo desværre slides og kun eksisterer i ét eksemplar.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. februar 1944

1944 – Festlig indvielse af roklubbens fane

Manede ord til dansk ungdom om at søge ind til kernen i livet

Et mangeårigt ønske blev i søndags opfyldt for Kolding Roklub, klubben fik sin egen fane, som blev indviet ved en højtidelighed på Hotel Kolding. Det var Danmarkssamfundet, der havde skænket fanen og den blev derfor overrakt klubben af ingeniør Konstantin-Hansen som repræsentant for samfundet.

Efter at formanden Hans V. Ottesen havde budt velkommen og man havde sunget ‘Vift stolt på Codans bølge’ fik ingeniør Konstantin-Hansen ordet:

Når man ser de lange, slanke kaproningsbåde skyde gennem vandet med dannebrog i agterstavnen, så glædes man over den raske og sunde ungdom, der energisk arbejder med idrætten. Vi må ønske for denne ungdom, at den ikke må få nok i sporten alene, men at den også får en åndelig ballast ombord. Vi har tit i de senere år hørt, at vi havde glemt, der er noget helligt. Vi havde levet på overfladen, og handlet letsindigt med den lykke, der var givet os. Skal vi bære vort land videre, så må vi nu søge ind til den kerne, der er i tilværelsen – og så er der intet, der taler tydeligere til os end netop flaget. Det taler og minder os om, at vi har en arv at løfte. […]

Efter højtideligheden vistes to tonefilm, hvorefter roerne festede i et par timer.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. februar 1944.

1944 – Udsolgt til alle forevisninger af Oldtidsfilmen

Telefoncentralen i Kolding havde en travl dag i går, og særlig datoerne ved noteringen havde nok at gøre. Ikke mindre end 1.800 billetter blev solgt til forevisningen af Oldtidsfilmen. I løbet af én dag var billetterne til alle seks forestillinger revet væk – og det må vist siges at være rekord i Kolding. Billetsalget til forestillingerne på Hotel Kolding mandag og torsdag aften åbnede i går morges, inden kl. 11 var alt udsolgt, og kl. 15 åbnedes billetsalget i biograferne til de to eftermiddagsforestillinger de nævnte to dage og inden aften var alt udsolgt også her.

Der var en ventetid, selv når man bestille ekspres-samtaler – for ikke at sige Il-ekstra-samtaler på flere timer, helt op til 6! Mange blev utålmodige af at vente, til telefonforbindelsen gik igennem, og gik personlig ned for at hente billetter ved billetkontoerne ved Kosmorama og biografen. Men her var sort af mennesker, der forsøgte at komme til.

Imidlertid er det ikke nok med at bestille billetterne. De skal også afhentes, og for at dette ikke skal lave for meget bryderi – både for publikum og billetkontoerne – beder de to biografers kontorer og Schæffers Boghandel folk og afhente billetterne så snart som muligt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. februar 1944.