1939 – Mange fra Kolding har meldt sig som frivillige

Vi har i dag spurgt konsul Stenderup, Finlands repræsentant i Kolding, om der er mange fra Kolding, som har meldt sig som frivillige til at deltage i kampene på finsk side. På vor forespørgsel svarer konsulen, at der hos ham har meldt sig en halv snes stykker, og en enkelt opgav, at han mødte som repræsentant for mange […]

Konsul Stenderup har henvist ansøgerne til det finske konsulat i København, hvor man foreløbig samler adresserne. Endnu foreligger der dog intet om, hvorvidt der gives de frivillige tilladelse til at rejse.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. december 1939.

1939 – Husmoderforeningen samler brugt tøj til Finland

De danske Husmoderforeninger har taget initiativet til en indsamling af brugt tøj til Finland. Der er rettet en appel til formændene for de lokale foreninger om at tage sig af sagen, og formanden for Kolding og Omegns Husmoderforening, fru driftsbestyrer Eriksen, iværksætter nu en indsamling for denne egn.

Fru Eriksen understreger, at der i Finland i øjeblikket trænges meget hårdt til beklædningsgenstande af enhver art, fodtøj, linned, uldtøj, børnetøj m.m. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. december 1939.

1939 – Danmarks studenter hylder Finland

Gribende demonstration gennem København til det finske gesandtskab. Kaj Munk-tale og sangerhyldest.
Foran den finske gesandtskabsbolig i Amaliegade demonstrerede i aftes 3.000 danske studenter for Finlands og for Nordens sag. Efter Kaj Munk-aftenen i Studenterforeningen drog de som et spontant udtryk for én vilje, én luende begejstret fællesfølelse gennem gaderne for Finlands og Danmarks flag i spidsen – over Christiansborg og Kongens Nytorv mod Amaliegade. Ganske tavse svingede de fra Bredgade ned ad Sct. Annæ Plads, som helt fyndtes af de dødsensalvorlige unge, som ed bøjede hoveder gik med hinanden under armene – ti i hver række.

Kilde: Nationaltidende, 3. december 1939

1939 – Koldingensere i den finske krigs brændpunkter

Mejeriernes Maskinfabrik har intet svar fået på sin hjemkaldelsesordre.

En af De danske Mejeriers Maskinfabriks betroede folk, den 37-årige montør Th. Kjær, Kollinsgade 19, befinder sig i øjeblikket i brændpunktet for det russiske angreb på Finland. Montør Kjær rejste i begyndelsen af sidste uge over Sverige til Åbo for derfra at fortsætte over Helsingfors til Wiborg. Efter bestemmelsen skulle han være ankommen til Åbo onsdag morgen, og af det store mejerimaskinefirma i Helsingfors „Hanki” (en finsk fællesindkøbsforretning) skulle han sendes til et stort mejeri lidt udenfor Wiborg, hvor han skulle lede opstillingen og monteringen af en meget stor kærneælter …

Kjærs speciale er netop sådanne æltemaskiner, og han har tidligere, for et par år siden været i Finland i lignende anledning. Straks, da meddelelsen om angrebet kom, telegraferede firmaet til Hanki og bad dette sørge for Kjærs omgående hjemsendelse, men endnu har man intet svar fået fra Finland, og man er således i uvished om, hvor den koldingensiske montør i øjeblikket befinder sig, og der råder selvsagt nogen nervøsitet i anledning af denne uvished. Kjær er gift og har to børn.

En anden koldingenser, som også befinder sig på et af de udsatte steder, er direktør Arnth Schultz, der er indehaver af en kemisk fabrik i Hangø, og fra hvem Folkebladet for ikke længe siden bragte en artikel om forholdene i Finland, som på det tidspunkt tegnede sig. Schultz, der er gift med en svenskfødt dame og har to børn, har været bosat i Finland i mange år […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. december 1939.

1939 – Lunderskov Husmoderforening Stiftes

I går aftes afholdtes en stiftende generalforsamling for en Husmoderforening i Lunderskov.

Mødet var godt besøgt, og formanden for Kolding Husmoderforening, fru driftsbestyrer Eriksen, redegjorde for foreningens arbejde og formål.

Der blev dannet en forening under navnet ,,Lunderskov og Omegns Husmoderforening”, med bestyrelse: som formand Fru Poul Hansen, Hvidkilde, kasserer fru Hans Dahl, næstformand fru Karen Juhl, sekretær fru Aksel Nielsen samt fru assistent Olsen, som suppleanter valgte fru Alexander Nielsen og fru Henneberg.

Der var efter mødet kaffebord, hvor blandt andet Fru Krohn fortalte om sin rejse til Helsingfors i Finland.

Foreningens formål er madlavning og sykursus.

Kilde: Husmoderforening oprettet i Lunderskov, 11. oktober 1939, Kolding Folkeblad

1939 – Fra Litauen til Danmark

En ung frue, der for nogle år siden drop ud af Kolding og fik ansættelse som privatlærerinde på et stort Gods i Litauen, er vendt tilbage til Kolding med hendes 1½ år gamle søn.

Den unge frue, der er født Ellen Petersen i 1912 i Kolding, opholder sig lige nu hos sin mor, den 68årige enkefrue Julius Petersen, Vesterbrogade 11.

I Litauen var den unge frue blevet gift i april 1937 med en anden dansker ved navn Ernst Victor Flatau, der gartneri forpagter, han har tilbragt de sidste 14 år i Litauen, og har etableret en større virksomhed i Memeldistriktet. Flatau er født i 1905 i København.

For 12-14 dage side blev familien Flatau opfordre af den danske repræsentant i Litauen til at rejse hjem. Rejsen tog for Fru Flatau fire dage med hendes lille søn Ebbe, de rejste over Finland og Sverige hjem til Kolding, manden er blevet derover.

Fru Flatau kan berette om den store uro i Litauen, der er frygt for at russerne vil besætte landet. I morges modtog hun et brev fra hendes mand, det var holdt i ret tamme vendinger, men sandsynligvis på grund af censuren, så brevet må forventes at have været åbnet under vejs.

Flatau vil nødvendigt selv forlade Litauen, han har oparbejdet sig en god stilling og vil holde ud til det sidste, han skriver dog i brevet at familiens ejendele og møbler står pakket, klar til afsendelse i tilfælde af situationen forværres.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. oktober 1939
Folketællingen 1940, Vesterbrogade 11, stuen, se link, Rigsarkivets hjemmeside

1938 – Georgi Dimitrovs første maj artikel

Uddrag fra eksilbulgaren og kommunisten Georgi Dimitrovs første maj artikel:

Men den tyske fascismes røverplaner går endnu videre. Efter okkupationen (besættelsen red.) af Østrig kom det i Belgien til åbne Hitler-Folk-demonstrationer i Eupen-Malmedy før tilslutningen af disse områder til Tyskland. De tyske fascister stiller spørgsmålet om en “Korrektur” af Danmarks grænse. Også i Sverige og Norge rejser den tyske fascismes agenter hovedet. I Finland vrimler det med tyske spioner og krigsemissærer. I Svejts (Schweiz red.) og i Holland forgår det fascistiske muldvarpearbejde i endnu stærkere tempo.

Tyskland og Italiens diktatorer, som i disse dage demonstrativt træffes i Rom, vil for enhver pris knuse det heroiske kæmpende spanske folk, det er en forudsætning for indkredsningen af Frankrig, for deres befæstelse i Middelhavsområdet og til sikring af gunstige positioner i den af dem forberedte verdenskrig. Takket være den forræderiske blokade sår deres flyvemaskiner og artilleri død og ødelæggelse på den spanske jord i uhyre udstrækning.

Netop med henblik på de fascistiske angriberes piratfelttog, som umiddelbart truer en række landes eksistens og uafhængighed, er den politik som de borgerlig-demokratiske landes regeringer fører særlig skændig. Det må siges ganske åbent, at den engelske reaktion og lignende reaktionære kredse i andre borgerlige lande faktisk er medskyldige i de tyske, italienske og japanske erobreres skændselsgerninger.

Kan det betvivles, at uden opmuntrings-politik var det aldrig lykkedes den italienske fascisme at ødelægge og erobre Abessinien? Kan det betvivles at det heroiske spanske folk uden blokaden mod den spanske republik allerede forlængst havde drevet de fascistiske interventer ud af dets land; at den tyske fascisme uden den direkte understøttelse fra de engelske konservative aldrig havde vovet okkupationen af Østrig? Er det ikke klart, at en beslutsom optræden fra stormagternes side mod den japanske militærklike havde umuliggjort dens røveriske indfald i Kina?

Kilde:
Nordisk Frihedsfront mod nazismen, side 6, Arbejderbladet, 20. maj 1938