1944 – Nyt tysk våben: en-mands-torpedo

Et svar på de allieredes materielle overlegenhed
Førerhovedkvarteret, tirsdag, RB.
Værnemagtens overkommando meddeler:
Den i værnemagtsberetningen i flere tilfælde omtalte sænkning af fjendtlige skibe ved en ny slags kampmidler af krigsmarinen skyldes indsatsen af torpedoer, der af en enkelt mand bliver bragt frem mod fjenden. Ved denne indsats har overmatros Walter Gerhold udmærket sig særligt. […]
Den tyske enmandstorpedo er et af de dagens hovedtemaer i det yske kredse. Der tales om dette krigsflådens kampmiddel på lignende måde som om robot-bomben kort tid efter dens første indsats. Den udenlandske presses korrespondenter mødte i dag af de de mænd fra den tyske flåde, der har været med ti lat styre de første enmandstorpedoer over den engelske kanals vover. Han fortalte om sænkningen af en krydser af Aurora-klassen foran invasionskysten. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 19. juli 1944.

1944 – Større invasionsflåde angrebet af tyskerne

Forbitret kamp foran byen Caen

Berlin, onsdag, STB.

En større allieret invasionsflåde observeredes sent tirsdag aften i farvandet nord for Orne-flodens munding og ud for Bayeux. Tyske kampflyvereksadrer greb i aftes uafbrudt ind i invasionsslaget ved at angribe krigsskibe og landgangsfartøjer på vej mod den franske kyst. Kort efter midnat koncentrerede angrebene om invasionsskibene i Seine-bugten og en stor flådeafdeling nordvest for Le Havre. Disse angreb fortsattes endnu i morgentimerne i dag.

Slaget foran Caen, som er målet for de nye landgangsstyrker, fortsættes med overordentlig stor forbitrelse. Det fremgår af det tyske rapporter, som foreligger onsdag morgen, at de allieredes forsøg på ved en overraskelsesmanøvre at erobre Caen er slået fejl. I øvrigt ligger tyngdepunktet for invasionsslaget vedvarende mellem floderne Vire og Orne. De allieredes brohoved ved Caen opgives at være ca. 20 kilometer lang og et par kilometer dyb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juni 1944.

1944 – Muligheden for en invasion i Jylland

Landgang på dansk grund vil kræve en kæmpeflåde

Berlin, STB.

Af herværende militære iagttageres udtalelser fremgår det, at muligheden for en invasion i Norge synes at ligge temmelig fjern. Derimod anses det for langt mere sandsynligt, at en landgangsoperation i Danmark vil blive forsøgt samtidig med en invasion tværs over Kanalen, der stadig betegnes som den primære invasionsmulighed. Til den såkaldte invasionszone må man efter hergældende opfattelse også regne den tyske nordsøkyst og Holland og ikke at forglemme området omkring de store franske floder Loire og Garonnes udløb i Biscaya-bugten.

I tyske militære kredse hæfter man sig navnlig ved den omstændighed, at en eventuelt heldigt gennemført invasion i Jylland vil være ensbetydende med, at Norge afskæres fra den øvrige del af Atlanterhavsvolden, som regnes at strække sig fra Narvik til Pyrenæerne. Om en landgang på dansk grund skal have mulighed for at gennemføres, fordrer imidlertid et gigantisk opbud af såvel tungere som lettere flådeenheder, påpeger man her. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. maj 1944.

1942 – 140.000 amerikanere landsat i Algier og Marokko

Franske tropper i kamp med angriberne. Den britiske flåde deltager i operationerne.

Tidligt søndag morgen angreb store amerikanske flåde- og luftstyrker Frankrigs nordafrikanske besiddelser: Algier og Marokko. Fra officiel fransk side anslås de angribende styrker til ca. 140.000 mand. Den angribende flåde tæller 3 slagskibe på 30-35.000 tons, 4 hangarskibe, 7 krydsere, talrige destroyere og andre krigsskibe. Endvidere er det konstateret, at 60 transportskibe, med amerikanske styrker forlod Gibraltars krigshavn fredag og lørdag.

De amerikanske tropper gjorde landgang i ly af mørket omkring Oran i Algier, hvor franske tropper omgående gik til modangreb. På Marokkos Atlanterhavskyst fandt landgangsoperationerne sted ved Safi, Fedala og Mehdia. Styrtbombeere angreb Casablanca på den marokkanske Atlanterhavskyst. Ved dette angreb blev fire franske undervandsbåde og slagskibet “Jean Bart” ramt. To allierede destroyere sænkedes. Et mytteriforsøg i Marokko blev kvalt uden blodsudgydelse, og der er erklæret belejringstilstand. Også i fransk Vestafrika er amerikanske tropper gået i land. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. november 1942.

1942 – Den tyske værnemagts beretning om slaget i Kanalen

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

Den 12. februar kom det under tyske søstridskræfters operationer i Kanalen samt i den vestlige del af Nordsøen til fægtningskontakt med engelske stridskræfter. Den under kommando af viceadmiral Cillax stående flådestyrke, omfattende slagskibene SCHARNHORST, GNEISENAU og krydseren PRINS EUGEN, sænkede ifølge de hidtil foreliggende meddelelser en engelsk torpedojager og skød en anden torpedojager i brand. Angrebene fra store styrker af det engelske luftvåben blev afværget med store tab for fjenden. Kun en tysk torpedobåd blev let beskadiget ved bombetræffere. En forpostbåd er sunket, efter at den havde nedskudt den angribende flyvemaskine.

Vore søstridskræfters operationer støttedes af stærke lufteskadriller under overkommando af generalfeltmarskal Sperrle. Det fjendtlige luftvåbens tab udgør ifølge de hidtil foreliggende meddelelser 43 flyvemaskiner, af hvilke størstedelen blev nedskudt af tyske jagermaskiner og de øvrige af søstridskræfternes og luftvåbenets antiluftskyts. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 14. februar 1942.

1941 – Engelsk forsøg på landgang i Norge

Den tyske værnemagts beretning for søndag.

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando meddeler bl.a.:

[…] Britiske søstridskræfter forsøgte den 27. december en overfaldsagtig aktion mod to afsides punkter på den norske kyst. Efter korte heftige kampe ved hærens og flådens lokale vagttropper blev de britiske landgangsafdelinger fordrevet. De trak sig tilbage til deres skibe. Tyske kampmaskiner sænkede en torpedojager i de flygtende krigsskibeeskadre og beskadigede en krydser og endnu en torpedojager. Under luftkampen og af luftværnsartilleriet blev 19 fjendtlige bombemaskiner skudt ned. Da fjendens nærmede sig, blev den tyske forpostbåd FÖHN angrebet af talrige britiske bombemaskiner. Forpostbåden skød en fjendtlig maskine ned og gik derefter tabt under heltemodig kamp mod en britisk krydser og flere torpedojageres overlegne ild. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 29. december 1941.

1941 – I dag udbrød verdenskrigen

Fra i morges krigstilstand mellem Japan på den ene side, U.S.A., England og Hollandsk Indien på den anden, men allerede i går har japanske flyvere angrebet amerikansk stillehavsområde.

Krigen i Østen er brudt ud. Verdenskrigen er en kendsgerning. Japanske flyvere har i går bombarderet Honolulu, og der er landsat japanske faldskærmstropper på øen. Ved luftangrebet i går blev 5 mennesker dræbt og mange sårede. En amerikansk transportdamper lastet med bygningstømmer er blevet torpederet af en japansk ubåd vest for Honolulu. Et japansk hangarskib skal være blevet sænket ud for Honolulu, to amerikanske krydsere menes sænket. I Tokyo Radio har det japanske militære hovedkvarter bekendtgjort, at der fra mandag morgen kl. 6 lokal tid består krigstilstand mellem Japan og de forenede Staters stridskræfter i Stillehavet. Engelske flyvemaskiner har observeret en stor japansk flådestyrke med vestlig kurs i retning af den thailandske bugt. Japanske tropper skal være gået i land i det nordlige Malakka. […]

Den amerikanske kongres vil i dag træffe beslutning om Amerikas indtræden i krigen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 8. december 1941.

1941 – Den tyske værnemagts beretning for torsdag

Førerhovedkvarteret (R. B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I Donezbækkenet er stærkere fjendtlige angreb blev slået tilbage med blodige tab for fjenden. Foran Leningrad strandede fornyede udfaldsforsøg fra fjenden. Luftvåbenet ødelagde en strækning af Murmanskbanen og bombarderede Leningrad ved dag og nat. Finske tropper har besat Hangø. Ved flugten fra Hangø løb den 12.000 tons store sovjetrussiske troppetransportdamper STALIN på en tysk-finsk minespærring og blev beskadiget af 3 miner. 2 tyske forpostbåde med en besætning på i alt 80 mand og transportdamperen på slæb og indbragte den til et tysk støttepunkt med de ombordværende 6.000 soldater af alle grader og rigeligt krigsmateriel.

Ved en søkamp i Kanalen sænkede en både til gennembrydning af spærringer 2 britiske hurtigbåde og beskadigede to andre med fuldtræffere. Forpostbådene greb ind i kampen, sænkede en britisk kanonbåd og beskadigede en hurtigbåd alvorligt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 5. december 1941.