1944 – Omfattende sølvtyverier fra Nordisk Solar

En ung lagerekspedient klippede sølvtråd ud af sikringer og solgte sølvet til 3 af byens guldsmede

Det er lykkedes kriminalpolitiet i Kolding at afsløre en større sølvtyveriaffære fra Nordisk Solar i Kolding, og i hvilken tre af byens guldsmede er impliceret ved at have aftaget det stjålne guld. Gerningsmanden er en ung lagerekspedient i firmaet, som i kriminalretten i dag forklarede nærmere om sine meriter. Han, der i nogen tid har været indlagt på Sindssygehospitalet i Augustenborg, blev anholdt i går eftermiddags, da han blev udskrevet fra hospitalet. I retten forklarede han, at tyverierne er begået i tiden fra januar til april i år, og tyverierne omfattede dels sølvtråd, som var blevet klippet ud af de såkaldte lamel-sikringer, der anvendes ved trækning af luftledninger, idet sikringerne anbringes ved hver mast. Hovedparten af tyveriet har dog været tråd, og i alt har han fra firmaet stjålet sølv til ca. 1.000 kr. Nogen klar mening om, hvor kostbart sølv egentlig er i dag, mp han ikke have haft, eller også har han ikke været i besiddelse af det rette handelstalent, for hans udbytte har efter hans egne opgivender drejet sig om 378 kr.

Sølvet har han afsat til tre af byens guldsmede, idet den ene dog har aftaget hovedparten, hvilket vil sige 16 ruller sølvtråd, og herfor betalt ca. 280 kr. De to øvrige guldsmede har købt en rulle sølvtråd hver foruden rester m.m. Kun det ene sted var den unge mand blevet spurgt om, hvorfra sølvtråden stammede. Sølvtråden havde en værdi af 538 kr., medens de andre former for sølv, han har handlet med, beløb sig til ca. 500 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. maj 1944.

1944 – Den gik ikke!

Den ene af flæsketyvene fra Eksportrøgeriet i Sydbanegade, som efter at være blevet løsladt har begået et nyt tyveri af en overfrakke fra biblioteket og et par handsker fra en døvstum på Kolding Banegård, var blevet sat på fri fod, mod at han daglig holdt politiet underrettet om sit opholdssted. Han var imidlertid ikke rettet sig efter påbuddet og rejste til Aarhus. Aarhus hører imidlertid til sikkerhedszonen, hvilket den unge mand åbenbart ikke har tænkt over, for da han søgte nattelogi og man afkrævede ham hans legitimationskort, var han ikke i stand til at forevise sådant. Han blev anholdt af politiet, som satte sig i forbindelse med Kolding Politi, og i formiddags blev han overført til Kolding og fremstillet i retten, hvor han blev fængslet. Hans kammerat, der havde været ham behjælpelig med at afsætte overfrakken, fremstilledes ligeledes i retten, og for hans vedkommende blev fængslingsfristen forlænget.

Kilde: Kolding Folkeblad, 17. april 1944.

1944 – To kendte fodboldspillere er fængslet i tobaks-sagen

Orla Poulsen skulle giftes og solgte bl.a. den stjålne tobak til en anden fodboldspiller, Niels Aage Thornsberg.

Om den beklagelige affære, der resulterede i, at den kendte fodboldspiller Orla Poulsen, blev anholdt for hæleri, oplyses i går aftes yderligere fra Aalborg. Politiet i Aalborg fremstillede i går eftermiddag i grundlovsforhør i Kriminalretten i Aalborg tre unge mænd og en ung pige, der var blevet anholdt i går sigtet for at have stjålet og solgt tobak. Den unge pige tilstod, at hun, der var ansat på Obels Tobaksfabrikker, siden jul havde stjålet ca. 500 pakker pladetobak samt en del finskåret tobak.

Hun forklarede, at hun havde stjålet det til sin kæreste, landsholdsfodboldspilleren Orla Poulsen. Det var meningen, at de snart skulle giftes og flytte til København, og så var det rart at have tobak med fra Aalborg, erklærede den unge pige. Imidlertid bad Orla Poulsen om at få tobakken udleveret straks, hvorefter han solgte den videre til sin kammerat, fodboldspilleren Niels Aage Thornsberg, der for at skaffe penge til købet allierede sig med en bekendt […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 19. marts 1944.

1943 – Nytårs-voldssagen afslørede en bude-tyvebande i Kolding

6-7 unge mennesker på gale veje

I lørdags omtalte vi en voldssag, der udspillede sig nytårsaften på en herværende restauration. Et 17-18-årigt bud af profession havde givet en anden ung mand inden for samme branche en næsetyver, så den overfaldne måtte køres på Kolding Sygehus med en brækket næse og en hjernerystelse. Foruden en politisag mod overfaldsmanden for vold mod sagesløs person – der var ikke tale om skænderi eller slagsmål – vil sagen også føre andre ting med sig, således at 6-7 andre unge mennesker – også bybude – vil blive trukket ind i alvorlige retssager som sigtede for tyveri eller hæleri.

Under afhøringen af voldsmanden måtte denne nemlig redegøre for hvor han havde sin spiritus fra. Det viste sig da, at han havde fået det meste af sin rus gennem drikkevarer hos kollegaer, der havde stjålet spiritussen fra købmænd i Kolding, hvor de havde pladser som bude.

I lørdags blev der begået tyveri af for 100 kroner planter fra gartner Larsen på Gøhlmannsvej. Man mistænkte en tidligere medhjælper for at være gerningsmanden, man fandt ham, og han tilstod at være tyven. I denne sag optrådte der en anden ung mand, som man sigtede for hæleri. Også han fik man fat i, og han tilstod – ikke blot hæleriet, men også yderligere tyveriet fra en slagterforretning.

Disse sager viser sig at gribe ind i hinanden, så man – ad to veje – er kommet på sporet af en bude-tyvebande, der har haft adskillige tyverier fra deres arbejdspladser på samvittigheden. Det meste af det stjålne er dog bragt til veje ugen, men naturligvis har det ikke været muligt at fremskaffe den spiritus, som de opvakte unge bydrenge havde beruset sig i nytårsaften. […]

Under arbejdet med denne sag, der således kommer til at gribe ind i flere unge menneskers og deres påførendes liv, er kriminalpolitiet faldet over en ung Koldingenser, en malersvend, broder til den overfor tomtalte gartnermedhjælper. Malersvenden var anbragt på tvangsarbejdsanstalten, hvorfra han var bortgået. Efter at han var fundet, blev han sendt tilbage til Horsens til videre afsoning.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. januar 1943.

1942 – Dæktyveri-sagen i kriminalretten

Den ene hovedsigtede nægter sig pure skyldig

Under udfoldelse af et stort opbud af forsvarerne kom gummityverisagen fra automobilhandler Karl Jakob Jensen i formiddags til behandling i Kolding Kriminalret for åbne døre. Overretssagfører Hertz og landsretssagfører Bjerre, Halvor Petersen, Kjærsgaard fra Landsretssagfører Juhl, var mødt, og endelig blev landsretssagfører Lynæs under retsmødet beskikket som forsvarer tiltalte nr. 6 i sagen. For anklagemyndigheden mødte den konstituerede politimester, politifuldmægtig Arenbrandt.

De tre fængslede afgang forklaring. De to af dem indrømmede deres andel i affæren. De forklarede, hvorledes de sammen med en af firmaets funktionærer, der havde haft adgang til værkstedet og vidste, hvordan de kunne få fat på de to dæk, i bil havde begivet sig på tyvetogt til Buen. De redegjorde endvidere for, hvordan de havde båret sig af med at få dat i dækkene og få den lodset ud til bilen. Begge to forklarede de enslydende, skønt de ikke havde haft lejlighed til at konferer om deres forklaringer, da de begge har siddet fængslet lige siden sagen kom frem. Derfor virkede det så meget mere mærkeligt, at den tredje, ansat i firmaet, pure nægtede at kende noget til de to andres kup, og selv efter at han havde fået foreholdt de to andres udtalelser, erklærede han, at han overhovedet intet kendte til, hvordan dækkene kunne være kommet fra hans principals lager i de andres besiddelse.

Foruden disse tre for tyveriet tiltalte, mødte der også forskellige andre, der i sagen er tiltalt for hæleri i forbindelse med tyveriet. Således først og fremmest en broder til en af de tre, der som vognmand havde kørt selskabet til Karl Jakob Jensens værksted, hvor der stod en mand med to Michelin-dæk. Disse dæk blev, mod chaufførernes protest, smidt på vognen og kørt ud i det sydlige opland. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1942.

1941 – Tyveriet på slagteriet beløber sig til ca. 1.380 kr.

Samtlige beneficerede sagførere i sving i Fedttyveri-sagen fra slagteriet.

I formiddags påbegyndtes i kriminalretten behandlingen af sagerne mod de 12 tiltalte i fedttyveri-affæren fra slagteriet. De fire sigtes for tyveri, og de stjålne varer har en værdi på i alt ca. 1.380 kr. For de øvriges vedkommende lyder sigtelsen på hæleri, idet de dels har købt de stjålne varer og dels har været med til at forbruge beløb, som de vidste hidrørte fra tyverierne. Under sangen møder samtlige byens fem beneficerede sagførere: Hertz, Halv. Petersen, Lynæs og Juhl møder for de fire hovedmænd, medens Lrsgf. Bjerre repræsenterer de 8, der sigtes for hæleri. For anklagemyndigheden møder fuldmægtig Arenbrandt.

Sagens opkomst skyldes ikke anmeldelse fra slagteriet, men den skyldtes en udtalelse, der faldt fra hovedmanden i den tidlige omtalte dæktyveri-sag fra slagteriet. Hovedmanden forklarede nemlig, at han havde fået fidusen om dækkene af en slagteriarbejder, og det satte straks de to kriminalbetjente, Kai Kristensen og Deleuran, i arbejde med at efterforske den pågældende arbejder. Det lykkedes imidlertid ikke, men under de meget indgående undersøgelser i den anledning kom man under vejrs med fedttyveri-affæren, som det nævntes i slagteriets erklæring forleden, måske til to nye sager. […]

Slagteriarbejder N. N. sigtes for tyveri ved i tiden fra 1. juni 1941 til sin anholdelse d. 17. oktober ad mange gange, dels fra slagteriets fedtsmelteri og dels fra kølerummet at have stjålet ca. 25 kg. fedt af samlet værdi ca. 90 kr., 3 karbonadestænger, 5-6 flæskestege, 2 skinker samt 2 sider røget flæsk af samlet værdi 229,72 kr. For 25. septbr. at have stjålet 2 skinker til 38 kr. og den 16. oktober (dagen før anholdelsen) 5 kg. spæk til 15 kr. Endelig sigtes han for sammen med slagteriarbejder J. J. den 22. septbr. at have stjålet 25 kg. fedt af værdi 90 kr., og den 16. oktober 25 kg. fedt af værdi 90 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 11. november 1941.

1941 – For retten

To 18-årige fredericianere stod den 11. november 1941 for retten i Fredericia, sigtet for forskellige kriminelle sager.

Den ene, der omtaltes D., var sigtet for cykeltyveri, han forklarede dog selv, at han af en kammerat, der var rejst til Tyskland, havde lånt cyklen, der siden havde vist sig at være stjålet.

Derudover var D. tiltalt for bedrageri, da han havde fået udbetalt 40 kr. fra socialkontoret, under den forudsætning, at han skulle købe arbejdstøj til en påtænkt rejse til Tyskland; samme dag havde han dog fået arbejde i Fredericia, og undladt at betale pengene tilbage, dette erkendte han sig skyldig i.

En tredje sigtelse mod D., omhandlede også en anden 18årig, de var i fællesskab sigtet for at have stjålet fem flasker spiritus i Restaurant Robert på Torvet i Fredericia. Begge tilstod forholdet, og forklarede, at de havde været i Brejning, ”for at indbyde et par pigebørn til fest, på hjemvejen havde skaffet sig spiritus til festen ved indbrud”.

Sagen optoges til dom.

Ved retten i Kolding behandles en sag om tyveriet på andelssvineslagteriet. Sagen startede med, at der for nogen tid siden blev stjålet 3 bildæk, og politiets undersøgelser i den forbindelse, afslørede store flæske og fedttyverier.

Den 11. november stod der fire slagteriarbejdere fra Kolding tiltalt for tyverierne, der angiveligt beløber sig til 1.400 kroner. Desuden har politiet under sagen fundet frem til 8 hælere, som har videresolgt varerne.

Kilder:
På kant med loven, Fredericia Socialdemokrat, 11. nov 1941, side 4
Tyverierne på slagteriet i Kolding, samme

1941 – Hovedmændene i tyveri-affære på Andelsslagteriet er anholdt

I middagsstunden blev der stjålet fedt og flæsk som solgtes.

Kriminalpolitiet kom fornylig vistnok i forbindelse med dæktyveriet, under vejr med en tyveri-affære på Andelssvineslagteriet, og siden torsdag aften, hvor de første anholdelser foretoges, har sagen udviklet sig, så der nu i alt er fem implicerede. Når vi ikke på et tidligere tidspunkt har omtalt sagen, skyldes det politiets henstilling herom, idet alt for megen omtale ville skade sagens videre forløb. Nu har politiet imidlertid selv lukket op for posen, tilsyneladende på et tidspunkt, hvor man endnu ikke er klar over sagens omfang. Alle de hidtil implicerede, der af familieforsørgere, har aflagt tilståelse om tyverierne af fedt, kød og flæsk, som de har videresolgt.

I et grundlovsforhør i går eftermiddags afsagdes der fængslingskendelse over tre, medens en fjerde blev anholdt og den femte er løsladt. Vi erfarer fra anden side, at tyverierne har fundet sted i middagsstunden, og under fjernelsen af tyvekosterne benyttedes elevatoren. Motivet til tyverierne må for et par af de impliceredes vedkommende søges i for hyppige værtshusbesøg, og en medvirkende årsag har arbejdsfordeling også været. En af de implicerede var blevet fuldstændig arbejdsløs, medens andre havde fem eller tre dages arbejde om ugen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 18. oktober 1941.