1942 – Sverige indkalder landstormsmænd

For få frivillige til luftværnet.

Sveriges indkaldelser af landstormsmænd forestår i Sverige, meddeles det. Det er første gang i 2 år, at man har måtte skride til indkaldelser af landsstormsfolkene, der i første række gør tjeneste i luftværnet. Grunden til, at landstormen må indkaldes, er først og fremmest den i den sidste tid forholdsvis ringe tilgang af frivilligt mandskab til luftværnsorganisationerne. Imidlertid synes indkaldelserne at volde visse vanskeligheder. Landstormen rekrutteres først og fremmest fra landbruget og fiskeriet, og en indkaldelse af mandskab fra de to vigtige erhvervsgrene vil sandsynligvis bringe alvorlig forstyrrelser i levnesmiddelforsyningen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1942

1941 – Sveriges forsvar

Enigt folk bag beredskabsstyrke, rustningsfabrikker og forsvarsmilliarder
Sverige har i det halvandet år, storkrigen har varet, til stadighed haft meget store styrker inde. Noget nøjagtigt tal kan naturligvis ikke opgives – men man regner med at der gennem de sidste måneder har været indkaldt en beredskabsstyrke på ca. 300.000 mand, hvoraf dels med regelmæssigt mellemrum er blevet hjemsendt med våben for atter at blive indkaldt til videreuddannelse og supplerende våbentræning – almindeligvis i perioder på tre måneder, delvis i perioder på tre måneder. Rejsende, der har været i Sverige gennem den sidste tid har ikke kunnet undgå at lægge mærke til det overordentlig store antal uniformer, man så overalt. Svenskere forsvandt pludselig igen ud af deres erhverv eller deres arbejde, en direktør måtte overlade ledelsen af sin fabrik til andre, en lille cigarhandler måtte simpelthen lukke sin butik – ejerne var “någonstans i Sverige”, et eller andet sted i Sverige. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 16. marts 1941

1939 – Indkaldelserne i Kolding

I går herskede der et livligt rykind i Kolding, da det indkaldte mandskab mødte til mønstring på Staldgården ved Koldinghus. Det største rykind skete ved 13.30 tiden, da de fleste af de to årgange (36 og 37) indfandt sig. Det drejer sig om i alt om ca. 1.000 mand, der efter at være blevet udrustet vil blive indkvarteret i omegnen af Kolding. I øjeblikket findes der 1 pionerbataillon og 2 fodfolksbatailloner i Kolding. Der er berammet yderligere mønstring i dag og i morgen. I alt skal der ligge 2.000 mand i Kolding. Fredericia har fået tildelt 3.000 og Viborg 5.000 mand.

Kilde: Fædrelandet, 3. september 1939