1945 – Så fik Seest-børnene alligevel juletræ

I Seest havde det for første gang i mange år nær glippet med børnenes juletræ, idet såvel skole som forsamlingshus ikke kan benyttes. Det havde da også umuligt kunnet lade sig arrangere om ikke hr. og fru. Ravn, Tandholtgaard, som så ofte før, beredvilligt havde åbnet deres døre og indbudt de mange små og store børn til at danse om juletræet på Tandholtgaard. Men trods det gamle ord om, at hvor der er hjerterum finder man også husrum var det nødvenligt at dele børnene i 2 hold. Man kom allerede kl. 14. Så mørklagdes der, at alt kunne synes som i “gamle dage”.

Førstelærer E. Svennesen sagde tak for gæstfriheden. Og nu gik man i to store kredse omkring træet og sang. I en lille pause fortalte lærer Svennesen historien om Askepot. Så sang man lidt igen, og så kom julemanden med de mange pose på ryggen. Megen lykke gjorde også et lille par i rødt og hvidt, der uddelte poser fra en fint pyntet lille vogn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. januar 1945

1944 – Julemanden i Kolding har meldt sig!

Redaktøren af ‘Kolding Socialdemokrat’ har med posten modtaget et anonymt brev, indeholdende en check på 5.000 kr. med anmodning om, at pengene må blive anvendt til julevelgørenhed i Kolding. Sidste jul modtog redaktøren en check af samme størrelse, så der er åbenbart gået tradition i den anonyme julevelgørenhed.

Kilde: Social-Demoraten for Randers og Omegn, 18. december 1944

1944 – Julenisserne samlede 1.700 kroner ind i Kolding i løbet af søndagen

Kolding i julestemning

I går kom der rigtig julestemning over Kolding by. Mange forretninger lod åbne om eftermiddagen, og gaderne var fulde af juleglade folk, der kom med pakker under armen og børn ved hånden. Det var på en måde en rigtig børnenes søndag i går. Det var råkoldt og regnede meget af dagen, men rundt om i de lune stuer i hjemmene blev der klippet julestads og lavet julegaver i den store stil. Nu er der kun én søndag til jul, og man må haste for at nå det hele.

Om eftermiddagen gik mange børn ved var og mors hånd en tur gennem byen – og hvor var Kolding y – trods træskodder og dunkle lygter – en festlig juleby i går. Midt på eftermiddagen måtte en af de store restauranter simpelthen lukke i nogle timer. Der var overfyldt. I mange familier er der tradition for, at man denne søndag eftermiddag drikker eftermiddagskaffen ude – forældre og børn – og det resulterede altså i, at der var overfyldt på alle byens konditorier og restauranter.

Men det, der satte prikken over i’et, fik den særlige Kolding-julestemning frem, var julenisserne. Ganske som tidligere år gik det sædvanlige julenisseoptog gennem byen og samlede penge ind til juleløses jul. Landsretssagfører Halvor Petersen spillede utrættelig de skønne julesamler på harmonikaen i alle de mange timer, toget gik rundt i byen, fra kl. ca. 14 til kl. 20, og Hans Ludvig lod sig uafladeligt trække i det berømte skæg.

Det tapre julenissetog hvori foruden de to kendte Kolding julevelgører også deltog fru landsretssagfører Halvor Petersen og nogle søde unge damer, alle i festlige nissedragter, hodt ud med raslen og spil den hele eftermiddag og de første aftentimer med, selv om regnskyl gang på gang gjorde dem våde, og det uvenlige decembervejr ruskede godt i nisse-damernes skørter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. december 1944.

1943 – To afteners juleunderholdning

Festlige aftener i Palmehaven og på Astoria til fordel for de fattige hjems jul

Så er vi i julemåneden! Fra nu af og til juleaften skal der sættes fire kryds i kalenderen:

Den 4. december tændes byens juletræ på Axeltorvet, 12. december går nisserne gennem gaderne, 15. december er der jule-underholdning i Palmehaven og 16. december på Astoria.

Alle disse arrangementer skal bidrage til at skabe juleglæde i byens fattige hjem. Ved juletræet hænger som sædvanlig en bøsse, der gerne skal tømmes adskillige gange, og nissernes bøsser er større end nogensinde. Overnisser er naturligvis som tidligere år tømrermester Hans Ludvig Hansen og landsretssagfører Halvor Petersen. Begge nisser har i år 10 års jubilæum som julemænd – og de skulle gerne mærke, at de ikke er blevet mindre populære med årene! Ryk dem i skægget! Denne sjældne oplevelse koster kun en tier. Forhåbentlig bliver der brug for julemændenes reserveskæg! Harmonikassen vil på lang afstand røbe nissernes vagtparade. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. december 1943.

1942 – Julekomiteen holder 20 års jubilæum og runder de 100.000 kr.

Også i år vil Julekomitéen i Kolding tage fat på de store opgaver, den har påtaget sig – og med særlig stor energi, fordi komitéen i år kan fejre 20 års jubilæum. Det er en ganske imponerende indsats, denne julevelgørenhed kan se tilbage på, efter at den blev startet for 20 år siden. I alt har man indsamlet ca. 95.000 kr. – væsenligst i 5- og 10-ører, og der er uddelt 12.000 gavepakker til virkeligt trængende medborgere.

Tømrermester Hans Ludvig (Hansen) har siddet i komitéen lige siden den blev etableret, han er i øvrigt den eneste, der endnu er tilbage fra det første år. Hvad den lille energiske tømrermester har præsteret af slid og arbejde i tiden op mod jul de sidste 20 år for at skaffe penge til og skabe julestemning for de af vore medborgere, der trænger mest til det, er helt imponerende. Det har været et opslidende arbejde, fra han drog ud på jagt efter byens store fine juletræ, til den sidste gavepakke var afleveret og regnskabet var afsluttet.

Hans bøsseraslende hærgen gennem Koldings gader tillige med andre gode hjælpere hører med til julestemningen og julebilledet i Kolding. I de sidste 8 år har han haft en glimrende hjælper, en LRS. Halvor Petersen, der ønsker at forblive anonym og derfor trækker i nissedragten, når han spiller op på julens hellige melodier på sin harmonika. Jo, d’herrer og deres optog hører uundværligt med til Kolding-julen. Også i år vil der blive gjort ekstra store anstrengelser for at få rekordåret sidste år – ikke blot på grund af jubilæet, men også fordi nøden og trangen i år er så meget større. Raslebøsserne er blevet gjort særligt store, og harmonikaen er blevet sendt til hovedreparation. […]

Kilde. Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.