1943 – Yderst tilspidset situation i Jylland

Tyskerne, der har erklæret Jylland i alarmtilstand, vil have nye store forsvarsværker med dansk arbejdskraft, og overalt meldes der om tysk masseindkvartering med beslaglæggelse af skoler, hoteller og privatejendom.

[…]

Det store verdensdrama nærmer sig afslutningen! På Østfronten står russerne ved den gamle polske grænse og på Sydfronten fører generalerne Eisenhower og Montgomery deres store hærstyrker frem fra sejr til sejr – alt imens de amerikanske og engelske luftstyrker på Vestfronten lammer den tyske krigsproduktion og knuser tyskernes store lufthavne langs Atlanterhavs- og Kanalkysten.

Lad os blot se situationen lige i øjnene. Der er al mulig grund til at tro, at vort land – eller dele deraf – vil blive krigsskueplads inden krigens afslutning, og tavle forberedelser i engelske østkysthavne oplyser, at engelske og amerikanske tropper efter al sandsynlighed kan ventes at ville befri vort fædreland for det tyske åg.

En højtstående tysk officer i Jylland har for nogen tid siden udtalt, at det næppe ville være muligt for tyskerne at holde Jylland mere end et par døgn. Lad os håbe, at tyskerne for en gang skyld får ret! Når invasionens time er inde – og budskabet lyder fra den engelske radio til Danmarks befolkning om at hjælpe med til at befri landet for vores undertrykkere – da vil vore venner fra den anden side af Vesterhavet finde det danske folk parat til at gøre en indsats. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1943, nr. 2, 3. årgang.

1943 – Tyskland på sammenbruddets rand

Alvorlig fare for, at tyskerne tager gidsler for at sikre flugten fra Danmark

Står hr. Hitlers stortyske rige på sammenbruddets rand? Der er uendelige meget, der tyder på det. Mundtlige rapporter, der er kommet til Stockholm og København i de sidste par dage, og hvoraf en del stammer fra tyskerne selv, går ud på, at sammenbruddet står for døren – og i alle tilfælde kan ventes indenfor en forholdsvis nær fremtid.

De katastrofale nederlag på Østfronten i forbindelse med Italiens frafald og den kendsgerning, at hele Vesttyskland i dag bogstavelig talt er én stor ruindynge, har forårsaget en række alvorlige revolter i forskellige tyske byer. For 14 dage siden var der undtagelsestilstand i ikke mindre end 23 tyske byer og lige i de sidste dage har der været alvorlige uroligheder i Berlin og Kiel.

En højtstående tysk embedsmand har for nogle dage siden oplyst til en dansk ven, at civiladministrationen i det store og hele var gået i stå, og at det ikke mere var muligt at opretholde den nødvendige krigsproduktion. Fra samme kilde blev det oplyst, at harmen mod de nazistiske ledere i Tyskland var overordentlig stor. Et karakteristisk eksempel er, at ingen mere på offentlige steder vover at række armen i vejret til nazi-hilsen. Sker det, bliver vedkommende straks slået i jorden.

General Kesselrings pludselige forsvinden fra den italienske krigsskueplads for nogle dagen siden har givet ny næring til den sidste uges vedholdende rygter om et definitivt brud mellem Hitler og hans generaler. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: De Frie Danske, 31. oktober 1943, nr. 1, 3. årgang.