1944 – Også stigning i kriminaliteten i fjor

Opklaringsprocenten ligger på 53

Kriminalpolitiet har nu fået sin statistik over kriminaliteten i politikredsen færdig, og der viser sig på ny at være en stigning i forbrydelsernes antal sammenliget med året før. Statistikken, der følger kalenderåret, viser, at der har været 1.833 anmeldelser fra Kolding Købstad mod 1.650 året før, og 1.306 fra landdistrikterne med 1.210. Desuden har politiet behandlet 1.403 sager fra fremmede politikredse mod 1.300 i fjor.

Med undtagelse af sædelighedsforbrydelser og bedragerier har der været stigning over hele linjen. Indbruddene er steget fra 164 sammenlignet med året før til 187, tyverierne fra 1.787 til 1.868. Voldsforbrydelserne fra 57 til 85 og krisesagerne fra 71 til 120. Sædelighedsforbrydelserne fra 217 til 183. For tyveri er der sidste år blevet anholdt 142 personer mod 116, for sædelighedsforbrydelser 7 mod 16, vold 17 mod 8, andre forbrydelser 11 mod 17, krisesager 34 mod 40 og berusere 290 mænd (313) og 23 kvinder (11). Desuden har der været sigtet 1.240 mænd (1.205) og 150 kvinder (141). Af nævningesager har der været 3 (3). Det er lykkedes politiet at opklare 1.692 sager af 1.339, hvilket vil sige, at opklaringsprocenten ligger på ca. 53. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. maj 1944.

1943 – Købt 5-10.000 stykker sæbe uden mærker

Kantinebestyrer i Oksbøl sigtet for ulovlig handel med rationerede varer og svin, der er købt i Kolding

En alvorlig krisesag rulles i disse dage op for retten i Varde, hvor en kantinebestyrer fra Oksbøl, Svend Aage Edelsteen, er sigtet for en række ulovlige handeler med rationerede varer. Edelsteen har dog indtil nu ikke villet erkende sig skyldig i nogen ulovlig handling, og hans opførsel i retten må nærmest karakteriseres som udfordrende.

Over for politifuldmægtig Sclanbusch bekræftede Edelsteen rigtigheden af, at han for ca. et halvt år siden havde købt 25 kilo og 50 kilo smør af Esbjerg Andelsmejeri til brug i kantinen, men han havde afleveret mærker, som han skulle. I en kantine i Kastrup havde han ligeledes købt 4-500 kilo smør fordelt i 4-6 leverancer, men også her hævdede han at have afleveret mærker på behørig vis.

Én tilståelse er Edelsteen dog kommet med, idet han ikke nægter at have købt ca. 10.000 stykker håndsæbe uden mærker i Holstebro. Men det har ikke været muligt for politifuldmægtigen at få Edelsteen til at fortælle, hvor meget han har givet for dem. Endvidere skal den anholdte iflg. Vestkysten efter sin forklaring have købt 20 svin, men overtaget dem i slagtet og parteret tilstand fra en eksportopkøber fra Kolding, Jørgen Hansen, der selv slagtede svinene uden for kantinen. Heller ikke her ville Edelsteen opgive nogen pris. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1943.

1943 – Krav om frihedsstraf i ‘Solar’-sagen

Efter at ‘Solar’-sagen, krisesagen mod konsul Jørgensen, ‘Nordisk Solar’, har cirkuleret i måneder mellem stats- og rigsadvokat samt forsvarer og indhentelse af yderligere oplysninger har forsinket den, er den nu atter havnet hos politimesteren i Kolding, hvor der nu vil blive udfærdiget anklageskrift, hvorefter den vil blive behandlet so men almindelige politisag ved kriminalretten.

Efter hvad vi erfarer, har rigsadvokaten nedlagt påstand om frihedsstraf og om konfiskation af forskellige beløb. Man venter, at sagen vil komme til behandling i retten inden Påske. For længere tid siden behandlede Landsretten på Domhuset i Kolding en krisesag fra Esbjerg, der var en udløber af ‘Solar’-sagen i Kolding, og hvor filialbestyreren i Esbjerg ved Underretten i Esbjerg var blevet idømt en frihedsstraf. Sagen blev optaget til dom dengang, men skønt dette nu er flere måneder siden, er dommen ved Landsretten endnu ikke faldet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. april 1943.

1943 – Jens Thomsens løgsag for retten i går

Forvalteren skulle have fordelen ved forbrugerprisen

I går eftermiddags kom den anden af krisesagerne mod brødrene Thomsen for Kolding Kriminalret, idet der foretoges en subsidiær afhøring af folketingsmand Jens Thomsen som tiltalt for at have taget overpris for zittauerløg. Dommersædet beklædtes af dommer Strøbech og for anklagemyndigheden mødte politifuldmægtig Schlichtkrull.

Folketingsmand Jens Thomsen blev foreholdt anklageskriftet, der gik ud på, at han i marts i fjor havde solgt et parti løg, der var angivet til at veje 575 kg., men kun vejede 552½ kg. til Anders Sørensen, Vestergaard, Silkeborg. For løgene var beregnet 70 øre pr. kg. (maksimalpris for forbrugere), men der måtte efter Prisudvalgets mening kun tages 55 øre pr. kg. for 1. sortering og 28 øre for 3. sortering. Partiet var leveret som 1. sortering, men Ankenævnet i Silkeborg havde bedømt 78,5 kg. af det som 3. sortering og 8 kg. som usælgelige.

Jens Thomsen nægtede sig skyldig og forklarede, at løgende var solgt at hans forvalter, Jens Friis Jensen. Denne havde fået overladt et parti til salg til forbrugerne og skulle selv have den merfortjeneste, der kunne blive tale om, idet han skulle afregne til Jens Thomsen til engrospris. Forskellen skulle forvalteren have som betaling for sin ulejlighed ved at sælge løgnene i mindre partier. Forvalteren averterede løgene til salg og kom derved i forbindelse med Silkeborgmanden. Jens Thomsen bestred at denne var grossist, da han havde en grøntforretning. Vestergaard havde reklameret over partiet, og forvalteren havde da tilbudt at tage det tilbage til omsortering. Det ville Vestergaard ikke, og han fik da tilbud om blot at returnere partiet, så forvalteren betale fragten. Men Vestergaard ville have et større afslag i prisen (løgene var sendt pr. efterkrav) og truede med politi. Ved at melde sagen har Vestergaard selv fået en bøde for at have givet overpris. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1943.

1942 – Store krisesag om handel med bildæk pådømt i Vejle

Hovedmanden i fængsel, 11 andre implicerede slap med bøde

En større krisesag vedrørende ulovlig handel med bildæk, der i længere tid har verseret ved retten i Vejle, har i dag fået sin afslutning. Hovedmanden, vulkanisør Aug. Johannes Hansen, Haderslev, idømtes 30 dages fængsel og fik sin ulovlige fortjeneste på 3.750 kr. konfiskeret. 11 andre implicerede, hovedsagelig vognmænd, de 8 fra Vejle, 1 fra Vamdrup, 1 fra Bevtoft og 1 fra Ribe, idømtes bøder til et samlet beløb af 6.300 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. september 1942.