1945 – Ekstra skoleferie i otte dage

Det drejer sig om ca. 400 børn

På Kolding Centralbibliotek har i den sidste tid gået 350 af Pigeskolens elever, i Kvindernes Bygning 65 elever fra Drengeskolen.

Skolekommissionen har besluttet indtil videre at aflyse undervisningen de to pågældende steder, foreløbige i otte dage.

Pladsforholdene i beskyttelsesrummene er for dårlige. Samtidig er det besluttet at flytte Kolding Børneasyl til tømrermester Refsgaard Iversens lokale i Låsbygade.

Kilde: Kolding Folkeblad, 20. april 1945.

1945 – Søndergade i Kolding hærget af bomber

Revolvermænd i Låsbygade

Søndag aften kl. 23.31 henvendte en mand sig til Vagtværnet på Kolding Rådhus og meddelte, at han i Låsbygade var standset af revolverbevæbnede mænd, som havde sagt til ham, at han skulle give vagten besked om at rømme den indre by, da der var udlagt 10 bomber. Han havde næppe nået at give beskeden, før to brag lød fra J. P. Jensens jern- og stålforretning ved Sønderbro. Hele det store forretningslokale blev fuldstændig ødelagt, ligesom også selve bygning led betydelig skade ved eksplosionen.

Der udbrød brand to-tre steder, men Kolding Brandvæsen fik hurtigt ilden slukket i det gamle og uhyre brandfarlige kvarter. CBU-kolonnen blev ikke alarmeret, men flere af mandskabet mødte frivilligt og gik i gang med oprydningen, ligesom Falck foretog afdækninger. På en længere strækning var Søndergade oversået med glasskår, tagsten, træstumper og lignende. Eksplosionen gik ud over en snes forretninger og mindst lige så mange privatlejligheder. I snesevis af butiksruder og mindre ruder knustes.

Sadelmagerm. Thomas Støyer og fru Hansen Tiufkær, der begge bor i Søndergade 7, blev lettere såret af glasskår, og fru glarmester Storm, Søndergade 5, pådrog sit et chok.

Kilde: Kolding Folkeblad, 13. marts 1945.

1944 – 83 familier i Kolding må holde jul uden lys

Har ikke elektrisk lys og kan ikke få petroleum

Det ser sort ud for julebelysningen i 83 Kolding-hjem. De har ikke elektrisk lys, og brændselskontoret kan ikke skaffe dem mere petroleum. Det er væsentligst lejligheder i haveselskaberne, i byens udkanter samt i byens, særlig Låsbygades baggårde. Familierne i disse hjem fik den sidste petroleumstildeling omkring 1. december. Tildelingen var på 2-3 liter, varieret efter, hvor mange medlemmer, familien består af. Det drejer sig for størstedelen om familien med flere børn. 2-3 liter petroleum slår ikke til ret længe, da der let kan brændes 1/4 liter i en lampe pr. aften, hvis man skal have lys nogle timer. Selv om der spares mest muligt, vil beholdningen være sluppet op til jul, og brændselskontoret har derfor haft en mængde henvendelser fra de pågældende om at få en ny tildeling til jul. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. december 1944

1944 – Fortrolig skrivelse I

Indberetning angående den tyske besættelse i Kolding i tiden 2-16. oktober 1944.

På foranledning af anmodning fra havnefogeden påtaltes overfor kommandanturen, at værnemagten ikke betaler vandforbruget til dets i Kolding Havn liggende krigsskibe.

Lokaler i Låsbygade 98 overtages af værnemagten efter overenskomst med ejeren.

Efter i et par dage at have talt om at ville have anvist en villaejendom beslaglagde værnemagten den 3. oktober konsul O. Th. Christensens villa på Fredericiavej uden videre. Beslaglæggelsesdekret er senere modtaget sammen med beslaglæggelsesdekret over den væsentligste del af etablissementet ‘Alhambra’. Ligeledes indkvarterede man uden forudgående forhandling 9 mand i hver af de 3 funktionærboliger ved vandkraftanlægget, medens man dog meddelte, at man så sig nødsaget til at beslaglægge havehuset ved husholdningsskolen Borrehus, som i forvejen er i værnemagtens besiddelse ved beslag. […]

Værnemagten forlangte anvist plads til anlæg af beskyttelsesgrave bag ved ejendommen Grønnegaarden på Fynsvej, i hvilken anledning man har henvist til direkte forhandling med ejeren af det pågældende areal.

Kilde: Uddrag af fortrolig skrivelse, 16. oktober 1944. Borgmesterkontoret (A98), Kolding Stadsarkiv.

1944 – Koldings evakueringsplan gøres færdig

En vejledning uddeles sammen med rationeringskortene i næste uge

Luftværnsmyndighederne i Kolding færdiggør nu evakueringsplanen, og sammen med rationeringskortene, som udleveres i næste uge, vil alle hustande få tildelt en trykt vejledning, som skal opbevares. Den lyder således:

Ordre om evakuering vil blive bekendtgjort ved løbesedler, plakatopslag, i pressen eller pr. højtalervogn. Enhver, der ikke er beordret til særlig tjeneste, skal møde på et af de nedennævnte registreringssteder, medbringende denne kuvert. Hold Deres familie samlet. Ingen må forlade byen, uden at denne kuvert (det er vejledningen) er stemplet på registreringsstedet. På registreringsstedet vil det blive meddelt, hvortil og hvordan evakueringen skal foregå.

Registreringsstederne er for:

Den sydlige bydel (syd for åen):

  • Brændkjærgaard for beboerne øst for Haderslevvej.
  • Kristinesminde (Lykkegaardsvej) for beboerne vest for Haderslevvej.

Den nordlige bydel (nord for åen):

  • Overmarksgården for boere vest for Bredgade, Kirketorvet, Låsbybanke, Låsbygade, Hospitalsgade, Koldingbjerg, Svalevej, Spølrundevej og Nørresmarksvej.
  • Ridehuset for de øvrige beboere i den nordlige bydel.

Alle, der møder med cykel, evakueres pr. cykel. For syge, ældre og svagelige personer, mødre med småbørn og lignende vil der blive truffet særlige foranstaltninger med hensyn til befordring. Husk at være fornuftig påklædt og medtag kun hvad De kan bære eller befordre med cykel, barnevogn eller lignende. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. september 1944.

1944 – 19-årige sabotagevagt legede med revolveren

Herunder ramte han sig selv med et skud og blev dræbt
Kolding, onsdag
Sabotagevagten Jens Mikkelsen, der holdt vagt i værkstedet til malerforretningen ‘Stil’ i Låsbygade 47, Kolding, blev i aftes dræbt ved et vådeskud fra sin revolver. Det menes, at han har leget med revolveren, som sad i bæltet. Arbejdsmand Møller, der bor i forhuset i ejendommen Låsbygade 46, hørte i aftes kl. 19.45 et skud og løb ned i malerforretningen ‘Stil’s værksted i gården, hvorfra lyden kom. Han fandt her Jens Mikkelsen liggende med et skud i lungen og tilkaldte Falcks ambulance. Mikkelsen åndede endnu, men inden ambulancen nåede til sygehuset døde han. Han var 19 år gammel og søn af arbejdsmand Mikkelsen, Iovavej 35 i Kolding. Politiet undersøgte ifølge ‘Jyd. Tid.’ i aften de nærmerede omstændigheder ved ulykken. Da revolveren, hvorfra skuddet var affyret, endnu sad i Mikkelsens bælte, da han blev fundet, formoder man, at han har siddet og leget med revolveren. Den var af gammeldags model og derfor ikke så stærkt sikret som de moderne modeller. Jens Mikkelsen havde været sabotagevagt i ‘Stil’s værksted i 3-4 måneder. Før den tid var han arbejdsmand.

Kilde: Horsens Avis, 12. juli 1944.

1943 – Jul på arbejdsherberget

På Arbejdsherberget i Låsbygade er julen forløbet på bedste måde. Juleaftensdag var 22 mand indlogeret på herberget, og ved julebordet blev der serveret flæskesteg og lagkage. Hen på aftenen var der lodtrækning af gaver, foræret af private, og hver af de 22 fik foræret en pakke cigaretter, ligesom de af en af Koldings kendte borgere fik overrakt hver et par cerutter.

Skræddermester Schmidt, Haderslevvej, læste juleevangeliet, og man sluttede juleaften af med at synge nogle af julens salmer. 1. og 2. juledag formede sig også på festlig vis, idet der fra privat side var sørget for underholdning de to aftener. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. december 1943.

1943 – Smugkro stormet i Låsbygade

Værten var den tidligere ejer af Hotel Nørrejylland.

I aftes ved 23.15-tiden henvendte en kvinde sig til en patruljerende betjent på gaden i Kolding og angav, at hun var sikker på, at der i kælderlejligheden under Hotel Nørrejylland i Låsbygade blev holdt smugkro.

Nogle politibetjente posterede sig udenfor vinduet, for først og fremmest at lytte. Allerede det gav bonus, idet der af replikker fra kælderlokaliteterne kunne høres, at der førtes fagmæssig konversation om ”saftevand” og ”rom i glasset”. Det var signalet til at storme smugkroen.

Politiets udrykningsvogn kørte op foran hotellet, og Petersen, fru Petersen og 6 gæster blev taget med på politivagten …

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. juli 1943.