1944 – Niels Bukh-opvisning på stadion på fredag

Et stort arrangement, man kan takke ‘Go-On’ for

Gymnastikforeningen ‘Go-On’ har sine lyse øjeblikke. Det er ikke så tit, man hører fra foreningen, eller rettere sag, det er sjældent, den viser sit ansigt for offentligheden, men det er ikke ensbetydende med, at den ikke tør påtage sig store opgaver. På fredag viser den det sidste, idet det nemlig er lykkedes foreningens bestyrelsens at lokke Niels Bukh til Kolding, hvor han vil give en opvisning med hele sit store pigehold fra sommerskolen på Ladelund, hvor han jo holder til, indtil hans nye domicil ‘Løgismose’ på Sydfyn er klar til at modtage gymnasterne. Sommerholdene fra Niels Bukhs gymnastikhøjskole plejer gerne at være ualmindeligt godt sammenarbejde, og dette danner antagelig ikke nogen undtagelse fra reglen. Foruden de mange piger bliver der også et islæt af mandsgymnastik. Niels Bukh har nemlig lovet at tage sit elitehold med og præsentere det for Koldingenserne. Holdet består af ca. en snes gymnaster, der naturligvis vil være i fineste form til opvisning. Denne er henlagt til stadion, og det er for øvrigt første gang, Koldingenserne får lejlighed til at se hele Niels Bukhs sommerhold give opvisning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. juli 1944.

1944 – Til Skamling i morgen

Taler af forstander C. P. O. Christiansen, to biskopper, opvisning af Niels Bukhs 105 sommerpiger

I morgen, søndag, fejres, som omtalt, 100-årsmindet for den 2. sprogfest på Skamlingsbanken 4. juli 1844, det møder, der er gået ind i historien under betegnelsen “det store Skamlingsbankemøde’. Det var på dette møde, danskheden og den folkelige frihedsbevægelse for første gang for alvor fandt udtryk i taler af Grundvig, Orla Lehmann, Carl Ploug, Laurids Skau og andre.

Mødet i morgen begynder kl. 15, hvor der bliver sang ved talerstolen af sangkoret ‘Freja’ fra Christiansfeld. Derefter taler biskop Skat Hoffmeyer fra Aarhus og højskoleforstander C. P. O. Christiansen fra Grundtvigs Højskole, Frederiksborg. Kl. 19. er der opvisning af Niels Bukhs sommerhold fra Ladelund, 105 unge piger. Der bliver afslutning ved biskop Noack, Haderslev.

Indbydere til mødet er Skamlingsbankeselskabet, de sønderjyske foreninger i Vejle og Ribe Amter og Sydøstjydsk Hovedkreds for De danske Ungdomsforeninger. Mødet vil utvivlsomt blive en oplevelse, og man venter tusinder af mennesker til Skamling i morgen eftermiddag. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1944

1942 – Bomber i aftes over Ladelund

To huse beskadigede, men ingen sårede. Engelsk bombemaskine styrtet brændende ned ved Mejlby.

Ved 22.30-tiden i aftes er der ca. 200 meter syd for Ladelund Landbrugsskole samtidig faldet to engelske sprængbomber og en del brandbomber. Bomberne faldt ca. 20 meter fra købmand Ejnar Sørensens hus, der blev stærkt raseret ved eksplosionerne. Flere store træer blev revet op med rode og slynget ind i haven. Også fhv. landbrugslærer Konradis ejendom, der ligger lidt længere fra eksplosionsstedet, blev beskadiget, idet føre og vinduer sprængtes ved lufttrykket.

Købmand Sørensens ejendom, en 1-etages beboelsesbygning, blev så stærkt beskadiget, at familien straks måtte rykke ud og søge husly hos en nabo. Der er ikke en hel rude i huset, alle døre og vinduesrammer er sprængt, skillevægge og gibsdække revet løs ydermurene, ligesom hele tagværket er sprængt. En mindre bagbygning er helt væltet og har sammen med de store træer taget betydeligt af for beboelseshuset, der sikkert ellers ville være faldet fuldstændig sammen. […]

Flyvemaskinen styrtet ned

Den flyvemaskine, som menes at have kastet bomberne ved Ladelund, er antagelig blevet ramt enten af en anden flyvemaskine eller af luftforsvaret, idet den styrtede brændende ned ved Mejlby ved Lintrup. Besætningen, 5-6 mand, er sprunget ud med faldskærm. En af dem blev i morges fundet i Skærbæk Møllegaard og en anden i Villebøl. Begge var udskadte.

(Eftertryk forbudt)

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. oktober 1942.

1942 – Regnmanglen ved at blive en katastrofe for landbruget.

Der er endnu intet græs på markerne, men mange steder har man hverken roer eller halm til kreaturerne.

De sidste dages ustadige vejr havde hos landmændene – og hos alle andre forsåvidt også – givet håb om, at det skulle ende med en god regn, en rigtig bundbløde, som er så hårdt tiltrængt i øjeblikket for alle de livsnødvendige vækster. Men det blev kun blæst med sandfygning på de letter jorder. Stormen i går, som varede lige til hen på aftenen, stilnede pludselig kort før midnat af, og det blev helt stille, og alle tegn til regn forvandt. Og i morges stod man da også op i det herligste stille solskinsvejr, som man under andre forhold ville have glædet sig ved. Jorden var ganske vist hvid af rim, og det havde frosset 2-3 grader.

Køerne må leve af luft og bevægelse. Det går ud over produktionen.

Det er naturligvis en skuffelse at vågne op til et sådant vejr, siger formanden for Kolding Omegns Landboforening, forstander Overgaard, Ladelund, på vor henvendelse. Nattefrost og solskin om dagen er aldrig godt. Det, vi trænger til, er en rigtig stor regn. Så ville der snart komme gang i græsset. For endnu er der ingenting på markerne. Mange steder må man af nød og betryk sætte kreaturerne ud, fordi halm og roer er sluppet op, men de må leve af luft og bevægelse. De par grønne spirer, der er på græsmarkerne, stiller ingen sult, og når græsset allerede nu gnaves hård af, vil der ikke blive meget i sommer. En del landmænd må gå til at reducere besætningerne yderligere. Der er ingen anden udvej. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. maj 1942.