1944 – Allieret bombeflyver styret ned i nat: 5 mennesker dræbt

Fader, moder og tre voksen børn dræbt i deres brændende hjem. Tilfældigvis overnattede to af børnene hjemme.

Vordingborg, RB.

En allieret bombemaskine er i nat styrtet ned i Ørslev Kohave ved Vordingborg, hvor den faldt ned på parcelist Carl Pommersgaards ejendom. Huset nedbrændte til grunden, og Carl Pommersgaard, hans hustru samt tre voksne børn, en søn og to døtre, hvoraf den ene var invalid, blev alle dræbt. De to af børnene bor til daglig ikke hjemme, men det var rent tilfældigt, at de netop i nat overnattede hos forældrene. D

De omkomne er den 72-årige Carl Pommersgaard, hans hustru Jensine, 58 år, datteren Edith, 28 år, sønnen Leo, 22 år og datteren Gerda, 15 år.

Tre dræbte flyvere lå ved maskinens ruiner. Desuden er der fundet en såret flyver.

Den amerikanske maskine, der under luftkamp var skudt i brand, rev ved nedstyrtningen taget af alle parcelstedets bygninger og antændte disse, der i løbet af et øjeblik var omstændt af flammer. I umiddelbar nærhed af maskinens ruiner har man fundet ligene af tre flyvere. Desuden ble en såret flyver fundet. Zonen fra Baarse og Vordingborg Brandvæsen kom hurtigt til stede, men der var intet at udrette, da ejendommen allerede på dette tidspunkt var delvis nedbrændt. Hele besætningen indebrændte.

Kilde: Kolding Folkeblad, 12. september 1944.

1944 – Britisk maskine skudt ned ved Vejle

Af de 7 ombordværende blev de 5 fundet som lig

Under den anden alarmtilstand natten til søndag kom det til en luftkamp i nærheden af Vejle, hvorunder en britisk maskine, en tomotorers Lancastermaskine, blev skudt i brand og styrtede ned ved Høgsholt, vest for Vejle. Maskinen styrtede ned og spredtes over et meget stort areal. De fleste maskindele faldt på markerne omkring Høgsholt, men et stykke faldt så langt borte som ved Leerbæk.

Maskinen havde en besætning på 7 mand, hvoraf de fem blev fundet som lig. En mand, der havde fået alvorlige brandsår, blev indlagt på Vejle Amts og Bys Sygehus, og én, der var sluppet helt uskadt, blev taget til fange. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1944.

1944 – Luftkampe over Brande

Engelsk bomber skudt ned i nat

I går eftermiddags fandt der en luftkamp sted over den vestlige del af Brande Sogn samt over Arnborg. Folk, som færdedes på veje og marker, måtte søge dækning. En ko, som græssede på en mark en halv kilometer fra Arnborg, blev ramt af et projektil i hovedet og dræbt på stedet. Under en langvarig alarmtilstand i nat kom det ligeledes til luftkamp over Brande, og kl. 2 blev en 4-motores engelsk bombemaskine skudt i brand; med ilden stående ud fra vinger og hale styrtede maskinen i en stor spiral mod jorden. Den fløj i en stor bue ind over Thyregod og ramte jorden ved jernbanelinjen i Vester Sogn. Ved nedstyrtningen skete der en eksplosion i maskinen, og vragdele blev spredt over et stort område. I ruinerne fandt man liget af en flyver, mens den øvrige del af besætningen, som man antager var på 10 mand, formentlig er sprunget ud med faldskærm.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. maj 1944.

1944 – Luftkamp ved Falster

Fisker redder hårdt såret amerikansk flyver
Lolland-Falster havde i går eftermiddags flyvervarsling fra kl. knap 15 til godt 16. vest for Rødbyhavn fandt der en luftkamp sted ud over Østersøen, og fra land kunne man se en flyvemaskine styrte i havet. Nogle fiskerbåde gik ud for at bringe hjælp, og ved aftenstid vendte en af dem tilbage med en hårdt såret amerikansk flyver. Der var ikke fundet nogen spor af maskinen eller den øvrige besætning

Kilde: Demokraten, 20. maj 1944.

1943 – Luftkamp over Haderslev-egnen under onsdagens dag-luftalarm

Tre formationer af store bombemaskiner

Der var luftalarm i Haderslev i går fra kl. 13.15 til 14.13 eftermiddag. Ved alarmens begyndelse så man tre formationer af store bombemaskiner over egnen. De kom i stor højde fra nordvest og fortsatte mod syd. Maskinerne kunne ses meget tydeligt med det blotte øje. Der var luftkamp over egnen. […]

Brandbomber lægger en gård i aske. Flyverne vækkede ejeren af middagssøvnen!

Aabenraa havde i går luftalarm fra kl. 13.30 til 14.15. Straks efter alarmeringen kunne man iagttage et stort antal maskiner, der i meget stor højde fløj sydpå. På en gård i Hostrup Skov syd for Aabenraa Fjord vågnede ejeren, gdr. Meyer af sin middagssøvn. Han løb ud på gårdspladsen, og mens han så efter flyverne, opdagede han, at det brændte på ejendommens loft. Den vinkelbyggede ejendom, der formentligt er blevet antændt af brandbomber, gik fuldstændig op i luer.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. maj 1943.

1943 – En engelsk bomber styrtet brændende ned i Lillebælt

Sank straks på 40 meter vand – intet spor af besætningen

I aftes ved 22-tiden er en britisk maskine styrtet ned i Lillebælt efter en luftkamp. Maskinen sås brændende over Middelfart kort før nedskydningen. Politiet, den tyske værnemagt og lodsmandskabet ved Lillebælt ilede til undsætning, men maskinen var faldet i Bæltet på ca. 40 m. vand og var straks gået til bunds, og der sås hverken spor af besætning eller maskine. Derimod brændte olien i længere tid i meterhøje flammer på vandets overflade. I morges har man fundet en benzintank med Royal Airforces mærke på kysten i nærheden af Strib. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. marts 1943.

1943 – En 4-motorers engelsk bombemaskine med 7 mand skudt ned i Sdr. Stenderup.

Under den sidste luftalarm søndag aften blev en stor 4-motorers engelsk bombemaskine med 7-mands besætning skudt ned i nærheden ar Markholtgaard øst for Sdr. Stenderup, åbenbart ramt under luftkamp. Gårdejer Juhl, der bor på Markholtgaard, kom gående på vejen i nærheden, da han hørte den store maskine komme farende ned imod sig med alle fire motorer for fuldt drøn. Han var i vildrede med, til hvilken side han skulle springe for at søge dækning – og i næste øjeblik havde den store maskine boret sig ned i jorden. Han iagttog, at en stikflamme slog ud ved faldet.

Besætningen har tilsyneladende nået at komme ud med faldskærm. Den først fundne af besætningen, en flyvemajor, indfandt sig i Sdr. Stenderup Skovriddergård, hvor han kort efter blev afhentet. Han var i begyndelsen af tyverne og havde kun pådraget sig en lille rift. Tre andre af besætningen er senere fundet i live, den ene i såret tilstand ved Middelfart. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. januar 1943.

1942 – Engelsk bombeflyver eksploderet mellem tre gårde

Flere beboere i Gejlbjerg i Vodder Sogn sårede og husene beskadigede

Torsdag aften kl. 19.50 blev under luftkamp en stor engelsk bombemaskine skudt ned i Gejlbjerg i Vodder Sogn mellem Skærbæk og Arnum i Sønderjylland. Maskinen styrtede brændende ned og faldt mellem de tre ejendomme, der ligger i Gejlbjerg, ca. 80 meter fra gdr. Hans Møllers gård.

Da maskinen stødte mod jorden, eksploderede bombelasten med et øredøvende brag, der hørtes langt omkring. En snes kilometer borte i Rødding, sprængtes en butiksrude, og det samme skete i Ribe. Tre ejendomme blev uhyggelig raseret. Værst gik det ud over Hans Møllers gård, hvor taget skred af stald og lade, og alle vinduer blev knust af lufttrykket. De to andre ejendomme, der tilhører gårdejerne Niels Andersen og Mads Møller, blev ligeledes stærkt medtaget, og flere af beboerne blev ramt af glasstumper. Sognefoged P. Gad, Vodder tilkaldte politiet og Falck fra Toftlund samt lægerne fra Toftlund og Skærbæk. Lægerne forbandt de sårede, den 65-årige fru Johanne Andersen, der bor hos sønnen, Niels Andersen, og Niels Andersens søsterdatter på 4 år, der begge førtes til sygehuset i Gram. Deres tilstand giver ikke anledning til bekymring. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 18. december 1942