1945 – Koldingenserne tog ud til skov og strand i Pinsen

Rekord-besøg på restaurationerne

Koldingenserne strømmede til skov og strand i Pinsen. Løverodde og Marielund var lukket, så de øvrige sommerrestaurationer måtte overtage arbejdet og fik da også rekordbesøg. Det gik i denne forbindelse naturligvis ud over fjordbådene, der ikke kunne sejle folk hen, hvor der blev serveret noget, og derfor heller ikke have sårligt store dage.

Forøvrigt kunne det over hele linien mærkes, at 2. Pinsedag holdt folk hjemme i byen, hvor der jo “skete noget”.

På Kolding Banegård blev Pinse-lørdag en overordenlig travl dag. Nu er vi snart hele “alene” i landet, og dette har sikkert fremkaldt en voldsom optimisme rejsemæssigt set. Ganske vist bliver man stadig godt klemt i toget, men det er i hvert fald ikke tyske soldater med deres oppakninger, vi skal så og klemme os op ad, ligesom faren ved at rejse er noget mindre […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. maj 1945

1945 – Skøjteløbere har taget Byparken i besiddelse

Isen på de to små søer er sikker, men endnu er det farligt at løbe på Marielundssøen

Efter en dag med skiftende temperaturer, med strålende sol om formiddagen og det meste af eftermiddagen og silende regn, da mørket faldt på, slog vinden pludselig om i aftes, det klarede op, og frosten tog fat.

Bedre kunne det vel ikke være for de mange, der har set hen til søndagen som årets første store skøjtedag. En mængde børn og unge har allerede prøvet isen og taget den i besiddelse. I går eftermiddag var der således vældig tilstrømning til begge de to små søer i Byparken, til Marielundssøen og til de oversvømmede arealer bag ved sygehuset, så i dag kan der ventes et broget liv disse steder. Formanden for Udvalget for lystanlæg og skove, byrådsmedlem Mouritz Jørgensen, var netop i går eftermiddag ude på en lille rundtur for at inspicere de forskellige søer. Rapporten i aftes, da vi talte med ham, lød på, at isen er god i Byparken, men at den endnu er usikker på Marielundssøen, hvor der stadig står lidt vand ved bredden. Den kan bære, men skal have endnu en dags hård frost for at være sikker. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 9. januar 1945.

1944 – Glade gamle i Marielund

Den traditionelle sommerudflugt fik et udmærket forløb.

500-600 gamle mennesker fra Kolding deltog i ‘Ensomme gamles Vel’s traditionelle sommerudflugt, der i år ikke var henlagt ret langt fra de hjemlige kødgryder på grund af de forhåndværende trafikforhold.

Det var Marielund, turen gjaldt, og lad det være sagt straks, at det blev en helt igennem vellykket eftermiddag, der vist næppe på noget punkt skuffede de gamles glade forventning, thi det er jo sådan, at de gamle hvert eneste år glæder sig grumme meget til denne tur. En sådan udflugt kaster lidt venlige farver ind i den tilværelse, der på så mange måder kan være trist og ensom.

Da det anselige selskab var blevet bænket om de mange lange kaffeborde, bød pastor Tobiassen velkommen. Stemningen var fra starten i højeste gear, og det fri samvær udfoldede sig storartet. Skrædder Jens Sørensen læste under bragende bifald Anton Berntsen-digte, og fru Tullesen Lund fortalte gennem højtaleranlægget nogle muntre vittigheder, der fik latteren til at skylle ud over søens stille vande og helt op under de ranke træers kroner.

Efter kaffen gik selskabet rundt og så på de skønne lokaliteter, hvorefter pastor Sølling talte. Præstens ord gjaldt fremtiden. Fremtiden er os ganske uvis på så mange måder; men kun den kristne fremtid, livet efter døden og graven, er os sikker, dersom vi lever Gud til velbehag. Til sidst læste pastor Tobiassen nogle fortællinger, og efter en sang gik turen hjem igen. Forinden havde fru Tullesen Lund dog på deltagernes vegne sagt tak for dagen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 26. august 1944.

1944 – Stjålet 600 kr. fra aldersrentenyder

Og soldet størsteparten op i Fredericia
Under alderesrentenydernes fest i Marielund ved Kolding benyttede en tyv sig af lejligheden og brød ind til en af festens deltagere, der bor i Bramdrup Skov. Udbyttet blev 600 kr. og nogle rationeringskort. Tyven var imidlertid blevet set, og der blev gjort anmeldelse til politiet. Man fik ham dog ikke med det samme, men da han efter en soldetur i Fredericia, hvor han havde brugt størstedelen af pengene, vendte tilbage til Kolding igen, blev han anholdt. Det viste sig at være en 41-årig tidligere straffet Koldingenser, der straks gik til bekendelse.

Kilde: Fredericia Social-Demokrat, 10. august 1944

1944 – Ueksploderet bombe i Marielund?

Lørdag aften fik politiet i Kolding meddelelse om, at der skulle side en ueksploderet bombe i Marielund. Det var nogle drenge, som havde opdaget et hul i jorden på kælkebanen. Stedet er afspærret af politiet, og en sprængningskommando tilkaldt for at undersøge hullet nærmere.

Man har ingen som helst mening om, hvornår hullet er kommet, men der er den mulighed, at det kan dreje sig om en fordybning, som er fremkaldt af væld i den fugtige jord.

Kilde: Kolding Folkeblad, 31. januar 1944

1943 – Fest i Marielund for Realskolens elever

Kolding Realskoles Elevforening havde i aftes arrangeret en fest i Marielund, hvortil skolens dimittender var indbudt. Ca. 100 dimittender, ældre elever og lærere samledes om festligt smykkede kaffeborde.

Lærer Bech bød velkommen og rettede en særlig velkomst til de nye medlemmer i foreningen. Inspektør Munch og lærer Birkeland talte derpå for de to afgangsklasser, som de havde været klasselærere for, og lærer Birkeland læste et par fornøjelige skolehistorier. Så talte skolebestyrer Dalsgaard og redegjorde for foreningens formål. Han understregede, at den skulle hjælpe eleverne til at bevare forbindelsen med hinanden og med skolen.

Efter kaffebordet dansedes der. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 27. juni 1943.

1943 – Koldingenserne tog ud i Pinsen

Selv om 2. Pinsedag gav en del regn, var restauratørernes besøg over forventning

Det kom unægtelig bagpå de fleste, da det begyndte at fugte lørdag aften. Var det mon optakten til en våd Pinse, eller var det kun en forbigående regn. Man rådførte sig med barometret, der stod rest fast mellem “foranderligt” og “smukt”. Det kunne blive til hvad som helst, og det blev over forventning, selv om det satte ind med nedbør igen 2. Pinsedags eftermiddag og aften. I alt fald var vejret betydeligt bedre end på de samme helligedage i fjor.

Pinsemorgen oprandt strålende og med høj himmel. En mængde mennesker var tidligt på benene for at se solen danse. I de tidligere morgentimer gik allerede en stadig strøm af cyklister og morgenduelige vandrere ud ad vejene, nogle mod skoven, andre mod stranden, sådan blev det ved resten af dagen. Regnen i går eftermiddag var naturligvis en streg i regningen for de sommerglade mennesker og ikke mindst for restauratørerne. De sidste priste sig dog lykkelige, at det først begyndte at dryppe sent. For de flestes vedkommende var Pinsen reddet, og alligevel var det ærgerligt.

Tilfredshed over hele linjen

Vi forhørte os i aftes på nogle af omegnens restauranter og badhoteller for at få et billede af de to helligdages forløb. Fru Grün i Strandhuse var godt tilfreds. “Det har været helt overvældende”, sagde hun. “Vi havde ikke regnet med så stor en Pinse, men der har været næsten fuldt hus ustandseligt, så vi er glædeligt overrasket”. Også på Marielund, på Christiansminde, Løverodde og Bramdrupdam Kro var man tilfreds med Pinsen. Der havde været mange gæster begge dage. På Bramdrup-Skov restaurationen havde Arbejdersangforeningen sunget Pinsemorgen for en mængde morgenduelige Koldingensere, der var taget ud for at se solen danse. Hejlsminde og Gravenshoved Badehoteller havde ligesom fru Eriksen på Strandgårdens Sommerpensionat haft stort rykind. Der havde været mange gæster, som havde slået sig ned for de to dage, men enkelte andre steder havde besøget været noget mindre end ventet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 15. juni 1943.

1942 – En 11-årig døvstum dreng dræbt af toget i Kolding Skov

Han var hjemme på ferie fra Døvstumme-instituttet i Fredericia og kom fra et besøg hos sin tante. Fra ulykkesøjeblikket til drengen blev fundet, gik en time.

Da to unge mænd i går eftermiddag passerede gennem Kolding Skov, fandt de på Troldhedebanens banelegeme, hvor stien går fra Marielund op til Skovløberhuset, en skikkelse liggende livløs mellem skinnerne, og ved siden af lå en knust cykel. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en frygtelig lemlæstet dreng. Han var død, og de unge mænd skyndte sig over på Marielund, der lå nærmest ulykkesstedet, og herfra tilkaldte de Falcks Redningskorps.

Kort efter at ambulancen var nået frem, var vi på ulykkesstedet. Ambulancen holdt ved siden af Troldhedebanens spor, og midt imellem skinnerne lå den forulykkede dreng. Hans livløse legeme var dækket til. Man kunne tydeligt at sporene fra hans cykel se, at han var kommet cyklende ned ad stien, der går over banen og langs med søen. Fra det sted, hvor cykelsporet holdt op, og 10-15 meter hen langs med skinnerne og i mellem disse, var jorden revet op, og der kunne ikke være nogen tvivl om, at drengen var kørt ind mod toget, var kommet under dette og blevet slæbt med et stykke.

Fundet tilfældigt en time efter ulykken

Ved en opringning til banens kontor oplystes det, at det sidste tog fra Kolding var afgået kl. ca. 13.30, og det bestod kun af lokomotivet og en vogn. Da drengen blev fundet, var klokken ca. 14.30. Ulykken var med andre ord ikke blevet bemærket af togets personale, og som følge af regnvejret var ingen passeret forbi på stien. I den korte ventetid, indtil politiet kom, havde vi en samtale med de to mænd, der først fandt den forulykkede dreng. Det var to vandrere, Svend Aage Jensen og Anker Christensen, begge fra Frederikshavn. De bor for tiden på Vandrehjemmet, og i går eftermiddag ville Jensen, der tidligere har ligget som soldat i Kolding, vise sin kammerat byen og dens nærmeste omgivelser. De var således gået en tur i skoven langs med søen og straks, da de så den lille skikkelse ligge mellem skinnerne, slog det dem, at der vat sket en forfærdelig ulykke. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 12. august 1942.