1945 – Store tyske kolonner sydpå over grænsen

Afvæbningen sker ikke her i landet

Søndag middag begyndte store, tyske værnemagtsbilkolonner at strømme syd over grænsen. Blandt de tyske styrker, der afvæbnede gik over grænsen, var 5-600 marinekøretøjer. Fra autoriativ side erfarerer Politiken, at tyskerne i Danmark selv skal bringe deres våben hjem til Tyskland, idet deres afvæbning her i landet vil volde for store vanskeligheder. De britiske styrker her i landet skal holdes nede på et minimum.

2-300.000 mand tyske tropper i Danmark

Generalmajor Dewing, der i København fastlægger de sidste detaljer vedrørende den tyske kapitulaion i Danmark, har meddelt, at de tyske tropper, der omfatter mellem 200.000 og 300.000 mand, af den tyske overkommando vil blive overført til Tyskland, hvor de vil overgive deres våben til feltmarskal Montgomerys styrker. Den tyske overkommando har givet ordre til, at de to store tyske krigsskibe i Københavns Havn, PRINS EUGEN og NÜRNBERG skal blive liggende dér.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. maj 1945.

1942 – Den tyske værnemagts beretning om slaget i Kanalen

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando meddeler:

Den 12. februar kom det under tyske søstridskræfters operationer i Kanalen samt i den vestlige del af Nordsøen til fægtningskontakt med engelske stridskræfter. Den under kommando af viceadmiral Cillax stående flådestyrke, omfattende slagskibene SCHARNHORST, GNEISENAU og krydseren PRINS EUGEN, sænkede ifølge de hidtil foreliggende meddelelser en engelsk torpedojager og skød en anden torpedojager i brand. Angrebene fra store styrker af det engelske luftvåben blev afværget med store tab for fjenden. Kun en tysk torpedobåd blev let beskadiget ved bombetræffere. En forpostbåd er sunket, efter at den havde nedskudt den angribende flyvemaskine.

Vore søstridskræfters operationer støttedes af stærke lufteskadriller under overkommando af generalfeltmarskal Sperrle. Det fjendtlige luftvåbens tab udgør ifølge de hidtil foreliggende meddelelser 43 flyvemaskiner, af hvilke størstedelen blev nedskudt af tyske jagermaskiner og de øvrige af søstridskræfternes og luftvåbenets antiluftskyts. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 14. februar 1942.