1942 – Tirsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret (RB)

Værnemagtens overkommando meddeler:

I det tæt skovklædte terræn i de vestkaukasiske bjerge blev hård fjendtlig modstand i betonstillinger brudt til trods for ugunstige vejrforhold. På pasvejen til Tuapse oprettedes på selve vejen forbindelse mellem de to angrebsgrupper, der havde kæmpet sig frem fra henholdsvis nord og syd for vejen. I Terek-afsnittet strandede fjendtlige modangreb. Under luftkampe blev 10 sovjetrussiske flyvemaskiner skudt ned.

I den nordlige forstad til Stalingrad fravristede de tyske tropper sovjetrusserne en yderligere gruppe huse. Kampene til rensningen af kanonfabrikken “Røde Barrikades’ fabriksterræn vedvarer endnu. Nærkampflyvere bombarderede hovedsagelig de stærkt udbyggede støttepunkter i fabrikken “Røde Oktober”. Bombemaskinstyrker tilintetgjorde i området ved nedre Volga flere transporttog, en bugserdamper og 6 henstillede flyvemaskiner. Ved Don-fronten afviste rumænske tropper fjendtlige angreb. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. oktober 1942.

1942 – Stalingrad er nu næsten helt på tyske hænder

De sidste rasende kampe koncentreret om metalværket ‘Røde Oktober’
Berlin, lørdag
Næsten hele byen Stalingrad er nu på tysk hånd, udtaler de kompetente tyske kredse i aften.
Endnu fortsættes voldsomme kampe, tilføjer man. Disse kampe, der må betragtes som allersidste akt i det vældige Stalingrad-slag, er så godt som udelukkende koncentreret om metalværket ‘Røde Oktober’, der danner industrikvarterets sydligste bastion. Russerne er ikke længere herrer inden for den nord for liggende kanonfabrik ‘Røde Barrikade’, på hvis område tyske infanterister og pionerer er trængt ind. Angrebet mod ‘Røde Barrikade’, blev foretaget nordfra, nemlig fra de i forgårs erobrede ruiner af Dschershinsky-værket. […]

Kilde: Uddrag, Nationaltidende, 18. oktober 1942.