1945 – Seest Teglværks ejere fængslet

Opført befæstningsanlæg til 3,3 millioner kroner

Den 29-årige ingeniør og teglværksejer Vagner Laugesen, Seest, er anholdt, sigtet for sammen med sin fader, murermester N. K. Laugesen, Herning, at have opført befæstningsanlæg omkring Herning og betonstillinger mod Vesterhavet omkring Lemvig for den tyske værnemagt. Laugesen blev efter anholdelsen overført til Herning, hvor han blev fremstillet i retten.

Vagner Laugesen formodede, at firmaets omsætning ved arbejdet i de ca. 16 måneder havde andraget omkring 3,3 millioner kroner, og han ville mene, at fortjenesten i alt havde været ca. 258.000 kr. Heraf havde firmaet dog måttet give afkald på ca. 100.000 kr.

Retsmødet sluttede med, at han foreløbig blev fængslet til 9. august. Faderen blev i onsdags fængslet for 6 uger.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. juni 1945.

1945 – Ikke frihedskæmperne, der skyder!

Siger bylederen, kaptajn Schack, der lover at undersøge sagen nærmere

Fra forskellige steder i byen har vi i de sidste dage modtaget meddelelse om skyderi om aftenen og også om dagen, og det bliver påstået, at det er frihedskæmperne, der øver sig.

I formiddags fik vi besøg af en mand fra Immanuelsvej, som på beboernes vegne spurgte, om der ikke kunne gøres noget ved dette forhold. “Nu har vi, så længe krigen varede, gået og været nervøse for, at den tyske forstærkerstation skulle blive saboteret, da det jo så også ville gå ud over os, der bor i nærheden, så var det jo rart, om man nu kunne få ro”, siger han. “Imidlertid morer frihedskæmperne, der går på vagt deroppe, sig med at skyde til måls efter snart sagt alt muligt, dåser, der stilles op på jorden o.l. Kunne denne skydning ikke henlægges til de almindelige skydebaner? Der er jo da også en vis fare, idet projektilerne kan springe op, hvis de rammer en sten. Der leger så tit børn i nærheden.”

Foruden denne henvendelse har vi modtaget henvendelser bl.a. også fra Seest, og vi har derfor henvendt os til modstandsbevægelsens byleder, kaptajn Schack om sagen.

“Vi har tidligere fået en sådan henvendelse”, udtaler kaptajnen, “og vi undersøgte naturligvis sagen. Vi gik alle 70 tjenestesteder igennem, men der var intet at bemærke. Hvis et gevær er affyret, kan det tydeligt ses, og mandskabet kunne gøre rede for de patroner, de havde fået udleveret”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1945

1945 – Lille dreng mister højre fod og øje ved mine-eksplosion

Han trådte på en landmine i et minefelt, hvor afspærringen var fjernet!

Tirsdag ved 16.30-tiden skete der i Seest en frygtelig minesprængningsulykke, hvorved den 6-årige Flemming, søn af enkefru Anna Thinggaard, Hostrupvej 25, blev alvorligt kvæstet, idet han bl.a. fik den ene fod revet af og knust sit ene øje. Flemming legede med nogle andre drenge i nærheden af det minefelt, de tyske tropper i sin tid udlagde omkring de høje radiomaster for enden af Hostrupvej. En tysk minerømningskommando havde i løbet af tirsdagen været i færd med at rense feltet for miner, og pigtrådsafspærringen omkring det var fjernet. Drengene har ikke været klar over andet, end at der ikke mere var fare på færde, men da Flemming ville hente en pind inde i feltet, trådte han på en mine, og ulykke skete!

Den lille dreng blev forfærdelig tilredt; foruden den afrevne fod og det knuste øje fik han flere slemme skrammer i ansigtet og på kroppen. Tililende tilkaldte Zonens ambulance. Denne såvel som Falcks ambulance var imidlertid begge ude og køre, hvorfor man fra Zonen alarmerede Kolding Sygehus’ ambulance, der bragte drengen til sygehuset.

Her oplyser man i dag, at man har været nødt til at amputere Flemmings højre ben til midt på underbenet, ligesom det højre øje er blevet fjernet. Flemming har det ellers efter omstændighederne ret godt, og har i det hele taget båret sine frygtelige lidelser meget tappert. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. maj 1945.

1945 – Flygtet våbenmodtager skjulte sig i Seest

Den 21-årge Svendborgenser, Steen Ewald Hansen, der i det store format var modtager, når Royal Air Force kastede våben ned i Danmark, arresteredes 7. september af Gestapo i Randers. 29. november overførtes han til Neuengamme, og 20. april hentede Svensk Røde Kors ham. Udenfor Kolding sprang han af bilen gennem en bagdør og søgte tilflugt hos gode venner i Seest. Hansen er søn af civiligeniør Holger Hansen, der er broder til købmand Albert Hansen, Kolding. S. E. hansen selv er født i Kolding.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. maj 1945.

1945 – Skelet fundet i Seest i dag

Sandsynligvis af en østrigsk soldat fra Treårskrigen

Under gravearbejdet på Skovdrupgaards marker i Seest lige vest for gården fandt man i formiddags et skelet af et menneske. Efter hvad gdr. Ravn, der ejer Skovdrupgaard, oplyser over for os, har hans fader, der før ham ejede gården, fortalt, at der under Treårskrigen skulle være begravet tre østrigske soldater i nærheden af gården. Soldaterne er antagelig falden ved kampene omkring Kolding i 1848 og er så begravet af deres kammerater, men siden er stedet gået i glemmebogen. Det er åbenbart skelettet af den ene, man nu har fundet, og det er igen blevet begravet i nærheden.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. februar 1945.

1945 – Så fik Seest-børnene alligevel juletræ

I Seest havde det for første gang i mange år nær glippet med børnenes juletræ, idet såvel skole som forsamlingshus ikke kan benyttes. Det havde da også umuligt kunnet lade sig arrangere om ikke hr. og fru. Ravn, Tandholtgaard, som så ofte før, beredvilligt havde åbnet deres døre og indbudt de mange små og store børn til at danse om juletræet på Tandholtgaard. Men trods det gamle ord om, at hvor der er hjerterum finder man også husrum var det nødvenligt at dele børnene i 2 hold. Man kom allerede kl. 14. Så mørklagdes der, at alt kunne synes som i “gamle dage”.

Førstelærer E. Svennesen sagde tak for gæstfriheden. Og nu gik man i to store kredse omkring træet og sang. I en lille pause fortalte lærer Svennesen historien om Askepot. Så sang man lidt igen, og så kom julemanden med de mange pose på ryggen. Megen lykke gjorde også et lille par i rødt og hvidt, der uddelte poser fra en fint pyntet lille vogn. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. januar 1945

1945 – Arbejdernes Bibelkreds’ nytårsfest i Kolding

På K.F.U.M. holdt Arbejdernes Bibelkreds i aftes nytårsfest. Formanden, kommunearbejder Chr. Juhl bød velkommen og udtalte gode ønsker for kredsarbejdet i det nye år. Det kristelige sangkor fra Seest sang under ledelse af lærer Sandager.

Pastor Robert Hansen, Sdr. Bjert, talte ud fra beretningen om Johannes Døberen, der sad i fængsel og kom i tvivl. For den, der tvivler, gælder det om at komme ud af sin tvivl og finde vej til troen. Det går ikke an mere at sidde i den lammende tvivl. Tiden er inde til i tro at gå ud og opbygge, hvad der er revet ned.

Fru lagerforvalter Krarup læste en fortælling. Seest Sangkor sang endnu nogle sange, og den tidligere formand, lagerforvalter Krarup, sluttede med aftenandagt og en kort tale.

Kilde: Kolding Folkeblad, 4. januar 1945.

1944 – Den frivillige vagttjeneste i Seest foran opløsning

Liste i gang blandt beboerne, der ønsker, at kommunen skal antage lønnede folk

For en god måneds tid siden oprettedes i Seest Kommune et frivilligt vagtværn. Sognerådsformand Rask Eskesen besøgte personlig samtlige hustande i kommunen, og ingen undslog sig for at overlade vagttjenesten én mand.

Ordningen lod sig realisere således, at hver husstand hver femtende dag skulle sende sin mand til en tjeneste, der varede i tre timer, dels fra kl. 23 til 2, dels fra kl. 2 til 5. Foreløbig har turnus’en strakt sig over et par omgange, men nu ser det ud til, at den frivillige ordning ikke fortsat sig praktisere.

Almindelig utilfredshed

Det er ingen hemmelighed i Seest, at beboerne efterhånden betragter den frivillige ordning med almindelig utilfredshed. Dels er man af den opfattelse, at sognet med sin landsognsagtige karakter ikke behøver et vagtkorps, og dels vil man – om sognerådet stadig vil bibeholde ordningen – mene, at den i så fald bør udformes således, at kommunen ansætter nogle faste folk, der udfører tjenesten mod betaling. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28, november 1944.