1944 – Granaten eksploderede i drengens lomme

Drengen dræbtes, en arbejdsmand og tre andre drenge såredes

Sønderborg, RB

Arbejdsmand Mathias Clausen, Egernsund, kom i går ved 18-tiden gående sammen med sine to sønner, den 12-årige Hans og den 5-årige Tage, på landevejen ved Egernsund, da de mødte den 12-årige Verner Jensen, søn af arbejdsmand Chr. Jensen, Egernsund. Drengen viste dem en granatlignende genstand. “Se at få den smidt væk”, råbte Mathias Clausen. “Den er ikke ladt”, svarede drengen og stak genstanden i lommen. I det samme lød en vældig eksplosion. Verner Jensen blev frygtelig lemlæstet og dræbt, medens Mathias Clausen, to sønner og en anden dreng, den 10-årige Jørgen Johansen, søn af arbejdsmand Jørgen Johansen, Egernsund, såredes mere eller mindre hårdt. De førtes alle i ambulance til Statshospitalet i Sønderborg, hvor de sårede blev indlagt. Hårdt kvæstet er den 12-årige Hans Clausen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 8. december 1944

1944 – Far og søn dræbt ved eksplosion

Funden metalgenstand eksploderede, da den blev anbragt i laden
Sønderborg, fredag, RB.
Den 42-årige landmand Chr. Jensen, Nyled ved Guderup på Als, og hans 5-årige søn er i eftermiddag blevet dræbt ved en eksplosionsulykke. Landmanden fandt på marken en metalgenstand, som han tog med sig hjem, men da han ville lægge den i laden, eksploderede den med et voldsomt brag. Chr. Jensen blev dræbt på stedet, og hans søn, der legede i nærheden, lemlæstedes frygteligt og døde kort efter på Statshospitalet i Sønderborg. Chr. Jensen overleves af sin hustru og et lille barn.

Kilde: Nationaltidende, 30. september 1944.

1940 – Tre gendarmer blev dræbt ved Padborg

En politimæssig undersøgelse under ledelse af kommissær O. Himmelstrup
Tre danske grænsegendarmer blev ifg. Kolding Folkeblad dræbt ved Padborg under den tyske indrykning. Den ene blev dræbt på stedet. De to andre udåndede kort efter, at de var kommet til behandling. De blev ramt uden for jernbaneviadukten. De faldne er overgendarmerne Johs. Birk, Albertsen og Hansen – Birk stammede fra Taps og kom til Padborg ved Genforeningen. Overgendarm Hansen stammede fra Brørup og overgendarm Albertsen havde gjort tjeneste i Grænsegendarmerikorpset i 21 år.
Birk efterlader sig hustru og en søn. Også overgendarm Hansen var gift, men barnløs. Kriminialkommissør O. Himmelstrup foretager for tiden sammen med det lokale politi undersøgelser om omstændighederne ved de tre overgendarmers død.
Fredag middag blev de tre bårer fra Statshospitalet i Sønderborg ført til hjemmene i Padborg. Langs hele vejen flagedes der på halv stang, og grænsegendarmeriets personale i Graasten havde taget opstilling ved indgangen til byen for at vise de døde kammerater den sidste ære. Ved Smedeby Bakke havde grænsegendarmerne fra 8. afsnit, jernbanepersonalet, toldpersonalet og politiet fra Padborg taget opstilling of ledsagede bårerne til kapellet. I Padborg vejede flagene overalt på halv stang.

Kilde: Aarhus Amtstidende, 15. april 1940.