1944 – Danmark har mistet 205 skibe under krigen

1.162 mennesker omkommet

Stockholm, RB

De neutrale handelsflåder mistede ifølge Svenska Dagbladet også i marts måned 11 skibe som følge af krigsforlis. Det var samme antal som i februar måned, men tonnagetabet var i marts 18.000 tons dw. mod kun 7.000 tons i februar. Sverige mistede i marts måned to skibe eller samme antal som i hver af de sidste fire måneder.

Den danske handelsflådes tab var i marts måned fem skibe, hvorefter Danmark ifølge de her citerede oplysninger har mistet i alt 205 skibe på 553.875 tons siden krigens udbrud. Ved disse krigsforlis er 1.163 personer omkommet. Finlands tab er nu på 43 skibe på 173.00 tons, og Norges 401 skibe på 3.000.780 tons.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1944.

1942 – Flere danske faldne syd for grænsen

Det kirkelige danske efterårsmøde i Flensborg i søndags havde fået god tilslutning. De to danske talere havde måttet sende afbud og i stedet før talte pastor, Dr. Jordt Jørgensen. ved højmessegudstjenesten prædikede pastor H. F. Petersen. Både i kirken og ved det efterfølgende møde i ‘Flensborghus’ rådede der en egen højtidsstemning, som var stærkt præget af tidens alvor.

I de sidste dage er der indløbet nye meddelelser om danske tab ved krigsfronterne. Smed Carl Boysen og hustru i Langbjerg ved Flensborg har mistet deres næstældste søn under kampene ved Kaukasus, og ved morgensangen på Duborgskolen i onsdags opløste rektor Hansen yderligere navnene på fem af skolens tidligere elever, som er faldet siden august i år.

Kilde: Kolding Folkeblad, 29. august 1942

1942 – Frikorpset

Frikorps Danmarks hvervemøde i Jylland skaffer ikke korpset mange medlemmer. Én i Hjørring og én et andet sted! Ved næsten hvert eneste hvervemøde må tyske soldater ud på gaden i stålhjelm og med påsatte bajonetter for at forhindre frikorpsmedlemmerne i at få bank af den danske befolkning, og i Hjørring blev kommandanten så rasende over forløbet af et hvervemøde, og over at folk grinede af hans hjulede ben, og han er virkelig meget hjulbenet samme kommandant, at han beordrede det tyske militær i byen til med bajonetter og maskingeværer at gå løs på Hjørringenserne, der havde forsamlet sig uden for salen, hvor hvervemødet fandt sted! […]

Om Frikorpsets meriter på Østfronten foreligger kun sparsomme efterretninger. Men i det første slag, som Frikorpset med 700 mand deltog i, hentede det sig alvorlige tab. Af en afdeling på 200 mand, faldt 130. Korpset blev sammen med tyske afdelinger omringet. Det skal nu være lykkedes tyskerne at få i hvert fald en del af korpset tilbage, og bag frontlinjerne bliver det rekonstrueret. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 20. august 1942, nr. 5, årgang 1942

1942 – Onsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, R.B.

Værnemagtens overkommando meddeler:

Som meddelt i en særmelding har afdelinger af hæren under kommando af general for pansertropperne Paulus glimrende støttet af luftværnsartilleriet og luftvåbnets flyvende formationer under kommando af generaloberst friherre von Richthofen, i den store Don-bue vest for Kalatch tilintetgjort størstedelen af den 62. russiske armé og store dele af den 1. russiske panserarmé. I dette tilintetgørelsesslag er der hidtil blevet taget 57.000 fanger og der er blevet erobret som bytte eller ødelagt over 1.000 tanks og 750 stk. skyts af alle kalibre. Fjendens blodige tab er meget store. I disse kampe har også kroatiske tropper udmærket sig. Siden begyndelsen af kampene i foråret – slaget på halvøen Kertch – indtil slutningen af slaget i den store Don-bue har tyskerne og deres forbundsfæller på Østfrotnen taget 1.044.741 fanger, tilintetgjort eller taget som bytte 6.271 tanks og 10.131 stk. skyts af alle typer og kalibre. I samme tidsrum blev 4.960 fjendtlige flyvemaskiner skudt ned i luftkampe, 664 af luftværnsartilleriet og 432 ødelagt på jorden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. august 1942.

1942 – Voldsom brand i Brostræde-kvarteret i Kolding i morges

Ilden menes påsat. Fire heste indebrændt og uerstattelige lagre ødelagt. Haderslev-brandbil kører ind i bagerbutik

En stor og faretruende brand hærgede i morges det gamle kvarter mellem Brostræde og Helligkorsgade. Så vidt det hidtil er oplyst, er ilden opstået ved, at der ved 4½-tiden blev sat ild på et par læs halm, der stod i Brostræde, tæt op ad hestehandler Larsens stalde. Herfra havde ilden ingen vanskeligheder med at brede sig til den maleriske gamle bindingsværksbygning, der indeholdt mange brændbare materialer, navnlig fourage til de mange heste, der næsten altid er opstaldet her. Fra staldbygningerne bredte ilden sig igen meget hurtigt til en del af de omliggende bygninger, hvoraf de fleste ejes af træskomager J. B. Jacobsen. Man må foreløbig gå ud fra, at branden er påsat med forsæt, og at der er tale om en pyroman.

Mange uerstattelige materialer brændt

[…]

Ilden var ikke længe om at brede sig fra staldbygningerne, der ved sidebygninger var forbundet med Søndergade nr. 5 Nærmest staldlængerne havde cykelhandler Th. Andreasen, Sct. Jørgensgade 5, et større lager af opbevaringscykler foruden en del af sine egne cykler. Desuden var der her opmagasineret en del cykel. og reservedele. Alt det kostbare gummi på cyklerne brændte, og de mange reservedele blev luernes bytte. Mange uerstattelige ting brændte dermed, og selv om cykelhandleren har forsikret, er de brændte dele uerstattelige i øjeblikket. Hos sadelmager M. Schultz, hvis værksteder og lager optager næsten hele førstesalen i sidebygningen, blev ligeledes mange uerstattelige materialer luernes rov, således også bl.a. adskillige høstbindersejl, som var indleveret til reparation, og hele lageret af læder og polstermaterialer samt alle værkstedsgrejerne, som symaskiner, værktøj etc. Selv om Schultz havde forsikret for 6.000 kr., gælder det også her, at de brændte værdier var uerstattelige. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. juli 1942.

1942 – Russernes offensiv til undersætning af Leningrad strandet

Tyske særmelding om sejr på Volchov-fronten

Førerhovedkvarteret, R.B.

Den tyske værnemagtens overkommando meddeler i en særmelding:

I februar i år var det lykkedes 2. sovjetrussiske stød-armé samt dele af den 52. og 59. sovjetrussiske armé ved at støde frem over den frosne Volchov-flod nord for Ilmensøen at opnå en dyb indbugtning i den tyske afværgefront. Under ledelse af kavalerigeneral Lindemann har tropper fra hæren og Våben S.S., deriblandt også spanske, nederlandske og flamske forbund af frivillige, der på fremragende måde støttedes af generaloberst Kellers luftflåde, efter måneders forbitrede kampe under de vanskelige terræn- og vejrforhold først fuldstændig afskåret disse fjendtlige hære fra deres forbindelser bagud, derefter trængt den stadig mere sammen og søndag definitivt tilintetgjort dem.

Derved er fjendens stort anlagte gennembrudsoffensiv over Volchov-floden med det mål at undsætte Leningrad strandet og resulteret i et svært nederlag for fjenden. Hovedbyrden under disse hårde kampe er faldet på infanteriet og ingeniørsoldaterne. Fjenden har, efter hvad der hidtil er konstateret, mistet 32.759 fanger, 649 kanoner, 171 panserkampvogne, 2.904 maskingeværer, granatkastere og maskinpistoler samt en mængde andet krigsmateriel. Fjendens blodige tab overstiger mange gange antallet af fanger. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 29. juni 1942

1942 – 650 danske søfolk har sat livet til

Den danske handelsflåde er så hårdt ramt, at den ved krigens slutning vil stå meget svagt i den internationale konkurrence.

København (R.B.).

I sin beretning fra Dansk Dampskibsrederiforenings generalforsamling udtalte formanden, dir. Kørbing, bl.a.; at skibsfarten er det af samtlige landets erhverv, som er hårdest ramt. Den forholdsvis ringe del af tonnagen, som er tilbage til rederiernes rådighed, har været af overordentlig betydning for det danske samfund især vedrørende forsyningen med brændsel.

Den smukke stilling, rederierhvervet havde tilkæmpet sig inden for verdensskibsfarten, vil være sat til, og erhvervet vil ved krigens slutning stå meget svagt i den internationale konkurrence. Skal dansk skibsfart også efter krigen kunne hævde sig internationalt, må alle gode kræfter forene sig derom, og der må vises resignation på adskillige områder.

Han udtalte redernes tak til de danske søfolk, og mindedes 650 danske søfolk, der har sat livet til under pligttro udøvelse af deres gerning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. april 1942.

1942 – Den tyske værnemagts beretning for søndag

Resultatrige tyske angreb på Østfronten og luftalarm på Grimsby Havn.

Førerhovedkvarteret.

Værnemagtens overkommando meddeler:

Resultatrige luftangreb rettedes mod krigshavnen og havneanlæg ved Kaukasuskusten. I det mellemste og nordlige afsnit af Østfronten bragte vore egne angrebsforetagender yderligere resultater. Stærke bombe- og styrtbombeafdelinger angreb ved dag og nat militære anlæg på Malta. På statsværftet, i forsyningsanlæg, benzin- og torpedolagre og ammunitionsdepoter fremkaldte talrige bombefuldtræffere de sværeste ødelæggelser. En del flyvemaskiner blev ødelagt på jorden eller beskadiget. Bombeeskadriller angreb sidste nat den krigsvigtige britiske havn Grimsby. I stormøller og dokanlæg opstod der store brande og eksplosioner. I tiden fra den 20. marts til den 10. april mistede det britiske luftvåben 273 flyvemaskiner, deraf 97 over Middelhavet og Nordafrika. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 20. april 1942.