1943 – Afslutning på Døtreskolen

Smuk afslutningsfest på skolen i formiddag

I formiddags holdtes afslutningsfest på Kolding Døtreskole, hvor der var samlet så mange, som overhovedet kunne være i festsalen. Efter at fanen var ført ind af Else Manford, og man havde sunget ‘Nu rinder solen op af Østerlide’, bød forstanderinde frk. Krause velkommen til forældre og tidligere elever, der var kommen til stede. Hun mindedes tre af skolens gode venner, pastor Nordentoft, konsul Volkert og revisor Hansen, som var døde. Derpå takkede hun skolens lærerpersonale for dygtigt arbejde, takkede endvidere alle, voksne og børn, for året, der var gået. Man kunne – trods verdensbranden – sige tak for et roligt arbejdsår. Frk. Krause omtalte den indskrænkning i pladsen, der hidrørte fra, at 3 af de store lokaler blev overladt til den kommunale forskole, der jo efter nytår stod uden husrum. “Vi kunne have sagt nej, men sammenholdet og samfundssindet skal vise sig i, om vi kan hjælpe hinanden. VI kunne ikke være bekendt at have overskud af plads, når de andre savnede”.

Frk. Krause rettede en tak til overlærer frk. Deissner, fordi samarbejdet var gået så godt. Vore børn her på skolen har altid haft lov til at udvise en endog særdels udstrakt livlighed på gange og trapper, men frk. Deissner har fundet sig i det og vist endog glædet sig over tonen her. Frk. Krause oplyste, at der var oprettet skolesparekasse, som hun anbefalede at købe mærker til. Hun omtalte de smukke eksamener, der viser, at pigerne har taget deres opgaver alvorligt. “Det har været nogle ualmindelig flittige og tillige humørfyldte piger. Hidtil har I i jeres hjem og her på skolen haft medbør og god vind. Nu skal I ud i livet, hvor I kan møde modgang og skuffelser. Da gælder det om at få sit centrum flyttet udenfor sig selv, fordi målet her i livet ikke skal være alene fremgang for sig selv og tilfredsstillelse af egne tilbøjeligheder og længsler. Vi har fået vore evner og kræfter ikke bare for at dyrke vor egen lille person, men for at kunne give bort af vort overskud. Vort dyreste eje her i Danmark er vor frihed, som Grundloven har givet os, og denne frihed har vi fået for at kunne øve ret. Vi ejer kun for at give, og jeg vil ønske for jer, at jeres liv altid må være sådan, at I kun må stræbe efter at eje for at kunne give til fællesskabet”.

Efter talen, der hilstes med bifald, sang mellemskolens elever under lærer Karl Munks ledelse nogle smukke flerstemmige sange, ligeledes hilst af bifald. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. juni 1943

1943 – Fabriksudvidelse til 300.000 kroner i Kolding

Brødrene Volkert påbegynder i næste uge opførelse af en moderne nybygning

Først i næste uge påbegynder A/S Brødrene Volkerts at grave grunden ud til en større fabriksbygning på virksomhedens areal mellem Dalbygade og Agtrupvej. Den nye bygning kommer til at ligge med en 22 meter bred gavl ud til Agtrupvej og placeres i retningen syd-nord. For at kunne etablere denne nye udvidelse må der først flyttes ikke mindre end 3.000 kubikmeter jord fra grunden, ligesom et ældre hus er ved at blive revet ned for at gøre plads. Denne bygning rummede fire lejere, og ifølge den midlertidige lov er det faktisk ikke tilladt at foretage nedrivning af en beboelsesejendom, men i dette specielle tilfælde blev der givet tilladelse efter ansøgning og med Kolding Kommunes anbefaling.

Dermed var sagen dog ikke afgjort. Volkerts Fabrikker måtte skaffe de fire lejere tag over hovedet – og det var ikke så lige til. Der ligger en lille ejendom ved siden af den dødsdømte, men dens ejer ville ikke sælge den. Der blev dog med ham truffet en ordning, så at tre af lejerne kunne flytte over i denne ejendom, medens den fjerde lejer blev anbragt andet steds. De tre første lejere bor og spiser nu i pensionat, og Volkerts Fabrikker betaler tilskud til dette ophold, alt imens man på en grund tilhørende fabrikken og beliggende højere oppe på Agtrupvej opfører en villa til ejeren af den ejendom, der skal rumme de husvilde. Støberiarbejdet er allerede påbegyndt. Så omstændigt er det i vore dage at komme i gang med et byggeri.

Alle materialer – inklusive 900 tdr. cement – til stede

Selve fabriksudvidelsen bliver en bygning på 22×39 meter i tre etager. Byggenævnets tilladelse foreligger, og alle de fornødne materialer er tildelt bygherren, herunder ikke mindre end 900 tdr. cement. Hele byggeriet er anslået at ville koste ca. 300.000 kroner. Vi har haft en samtale med fabrikan Erik Volkert, der fortæller om udvidelsen og hvad der har begrundet den.

“Vi har været nødt til at foretage denne udvidelse, da pladsmanglen efterhånden er blevet ret følelig. Udvidelsen var planlagt og forberedt allerede af min far, konsul H. Volkert, men den er senere yderligere udbygget og udvidet – tilrettelæggelsen skyldes dog i det store og hele ham. Byggeriet skulle ellers være påbegyndt lige efter Påske.

Ingen søjler – og egeparket

I den nye bygning vil væveriet få plads på 1. sal. Dette anselige lokale bliver ejendommeligt derved, at der ingen søjler bliver i det store rum, og derved, at gulvet bliver belagt med egeparket. Det lyder ualmindeligt flot og dyrt, og naturligvis koster det penge, men det er ikke meget dyrere end klinker, men udskilligt behageligere for vore arbejdere at gå på. I stuen skal der være appretur, vaskeri og valkeri, og endelig i kælderen færdigvarer. Det bliver de største og de bedste lokaler på fabrikken, vi med denne nybygning får. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. juni 1943.

1943 – Fabrikant Heinrich Volkert død

En af Koldings kendteste borgere døde natten til Anden Påskedag. Uden forudgående sygdom ramtes konsul, fabrikant Heinrich Volkert ganske tidligt i går morges af et hjerteslag i sit hjem, Villa Bakkebo på Fynsvej. Den tilkaldte læge nåede ikke frem, før døden var indtrådt. Volkert blev 60½ år gammel.

Konsul Volkert var ikke blot af navn, men også af skikkelse en af byens kendte mænd, populær og folkeyndet, jovial og ligefrem med et hjerte, der bankede varmt for de betrængte i samfundet.

Som søn af en af Volkerts Fabrikkers grundlæggere, fabrikant Joh. Volkert, blev han, efter at have taget præliminæreksamen fra Kolding Latin- og Realskole, sendt først til Neumünster for at gennemgå en læretid på den egn, hvorfra hans slægt stammede. Han kom derefter på væveskolen i Wardau i Sachsen, og sluttede sin udenlands studietur med et opholdt på en stor tekstilfabrik i Neumünster. Herfra vendte han i 1902 tilbage til Kolding for at tage fat i det fædrene foretagende, udrustet med store erfaringer og megen faglig viden.

Da faderen og onklen, Ditlev Volkert, faldt bort, blev de store fabrikker i 1918 omdannet til et aktieselskab, for hvilket konsul Volkert blev direktør. Under hans ledelse er firmaet i den sidste halve menneskealder støt og roligt vokset, ombygninger og udvidelser har bestandig gjort fabrikken større – også produktionen udvides og delvis lagt om. I de sidste vanskelige år havde han viet nye kunststoffer sin interesse for om muligt gennem disse at kunne holde fabrikken gående på fuld kraft.

De 2-300 arbejderes og funktionærers ve og vel lå ham altid meget på sinde. Der var intet ophøjet over ham i hans forhold til de mange mennesker, han havde i sit brød. Han var ligetil og vennesæl og der var noget patriarkalsk – i en god gammeldags betydning – i forholdet mellem arbejdsgiver og funktionærer. Hans julegaver og gratialer til alle i firmaet beskæftigede var således ganske betydelige. Han var aldrig bange for at påskønne den gode hjælp han havde.

Fabrikant Volkert, der i 1935 blev udnævnt til estisk konsul, levede et lykkeligt familieliv med sin hustru og sine fem børn. De tre sønner er ansat på fabrikken. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. april 1943.

1942 – Tekstilarbejdernes Fagforening og Brdr. Volkerts Fabrikker

Tekstilarbejdernes Fagforening i Kolding holdt i lørdags aftes generalforsamling. Her kunne formanden, markforvalter Ejner Christensen, meddele, at konsul Volkert i anledning af fabrikkens 65 årsdag havde skænket 700 kr., som skulle anvendes til fortæring på generalforsamlingen.

Man samledes derefter til en lille festlighed i Palmehaven, hvor konsulen og sønnen sammen med deres fruer efter indbydelse kom til stede. Ejner Christensen talte for sit gamle firma og fremhævede, at Volkerts Fabrikker altid havde været en arbejdsplads, hvor man hyldede frihed og undgik tvang. Han formulerede et kraftigt besvaret leve for Brdr. Volkerts fabrikker.

Konsul Volkert takkede, fordi arbejderne havde ønsket at se ham og hans familie ved denne lejlighed, og derpå inviterede han på en clock. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 16. november 1942.