1943 – Store styrker er sat i bevægelse

To tyske luftflåder og panser-afdelinger stationeret i Syditalien og på øerne

Berlin, STB., lørdag form.

Mægtige styrker er sat i bevægelse ved starten af det allierede invasionsforsøg mod Sicilien. I den senere tid er de tysk-italienske forsvarsstyrker på dette meget udsatte punkt betydeligt forstærket. I det sydlige Italien er ifølge de sidste oplysninger hele to tyske luftflåder, Kesselrings og von Richthofens, stationeret. Desuden står i Syditalien og på øerne mobile, tyske landstyrker, bl.a. bestående af panserafdelinger. Dertil kommer de faste forsvarsværker på Sicilien og fastlandet, der i det sidste trekvart år er stærkt udbygget.

Også blandt de styrker, som er i aktivitet på allieret side i Middelhavsrummet, findes vældige luftstyrker som allerede i lang tid har været sat ind for at præparere jordbunden for en invasion på Sicilien. Fra de allieredes fremskudte baser i Middelhavet opererer de allierede jagere i stort antal og konvojer bombemaskinerne. Pantelleria har også været samlingsstedet for invasionsfartøjerne. Under invasionsforberedelserne i luften har de allierede især lagt vægt på at isolere Sicilien og skaffe sig herredømmet i luften. Skønt man endnu ikke i Berlin kommenterer de sparsomme meddelelser om landgangen i morges, er det givet, at den ikke kommer overraskende. Rekognosceringsflyvere har i de sidste dage konstateret en større tilstrømning af transportfartøjer til alle de allieredes havne i hele Middelhavet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. juli 1943.

1942 – Onsdagens tyske hærberetning

Førerhovedkvarteret, R.B.

Værnemagtens overkommando meddeler:

Som meddelt i en særmelding har afdelinger af hæren under kommando af general for pansertropperne Paulus glimrende støttet af luftværnsartilleriet og luftvåbnets flyvende formationer under kommando af generaloberst friherre von Richthofen, i den store Don-bue vest for Kalatch tilintetgjort størstedelen af den 62. russiske armé og store dele af den 1. russiske panserarmé. I dette tilintetgørelsesslag er der hidtil blevet taget 57.000 fanger og der er blevet erobret som bytte eller ødelagt over 1.000 tanks og 750 stk. skyts af alle kalibre. Fjendens blodige tab er meget store. I disse kampe har også kroatiske tropper udmærket sig. Siden begyndelsen af kampene i foråret – slaget på halvøen Kertch – indtil slutningen af slaget i den store Don-bue har tyskerne og deres forbundsfæller på Østfrotnen taget 1.044.741 fanger, tilintetgjort eller taget som bytte 6.271 tanks og 10.131 stk. skyts af alle typer og kalibre. I samme tidsrum blev 4.960 fjendtlige flyvemaskiner skudt ned i luftkampe, 664 af luftværnsartilleriet og 432 ødelagt på jorden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. august 1942.

1942 – Sevastopol faldet

Verdens stærkeste fæstning holdt stand i 25 dage.

Førerhovedkvarteret (R.B.)

Værnemagtens overkommando har udsendt følgende særmelding:

Sevastopol er faldet. Over fæstningen, byen og havnen vajer det tyske og det rumænske krigsflag. Under ledelse af generaloberst von Manstein har tyske og rumænske tropper, der på fremragende måde støttedes af generaloberst von Richthofens prøvede nærkampflyverkorps, efter 25 dages bitter kamp betvunget verdens stærkeste land- og søfæstning.

Stærke forter, fæstningsværker, der var hugget ind i klippet, underjordiske kampanlæg, betonstillinger, skyttegravsanlæg samt utallige klippefæstninger blev taget under eksemplarisk samarbejde mellem alle våben. Antallet af fanger og størrelsen af byttet kan endnu ikke overses. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. juli 1942.

1940 – Mægtigt tysk luftangreb på Dunkerques havn

Det hævdes, at tre krigsskibe og 16 troppetransportskibe sænkedes
Om eftermiddagen og om aftenen den 29. maj angreb stærke afdelinger af to flyverkorps, der stod under kommando af generalerne Grauert og von Richthofen, i havnen i Dunkerque og søområdet derved britiske krigs- og transportskibe, der skulle transportere resterne af den slagne britiske ekspeditionshær tilbage til hjemmet. Angrebet, hvori der deltog afdelinger af alle våben, omfattede over 60 skibe. 3 krigsskibe, 16 troppetransportskibe, deriblandt skibe på over 15.000 tons, blev sænket ved de vedvarende koncentrerede bombeangreb. 31 andre skibe blev ramt af fuldtræffere og blev stærkt beskadiget, dels gjort ubevægelige, dels stukket i brand. Sluserne i havnen i Dunkerque er fuldstændig ødelagt og havnebassinerne ubrugelige. Jagermaskiner, der sammen med bombeflyvere førte kampen mod det engelske transportforetagende, skød 68 maskiner ned. […]

Kilde: Uddrag, Demokraten, 30. maj 1940.