1943 – Ridestævnet blev en stor succes

2.000 tilskuere til søndagens konkurrencer. Kaptajnløjtnant P. M. Jespersen hjemførte 3 ærespræmier. Kolding rytterne tog deres del af sølvtøjet.

Der har samlet sig mange tilskuere omkring de første og den sidste forhindring ved Military-terrænspringningen lørdag eftermiddag. Det viste sig alligevel, at der var uartige heste imellem, som refuserede forhindringerne, og da der i forvejen var 5, som ikke mødte til start, blev antallet yderligere reduceret i løbet af lørdagen, så at der kun startede en halv snes ryttere til de afsluttende ridebanespringninger søndag eftermiddag.

Allerede den første deltager, den elegante myndeslanke fru Vivian Asger Henriksen fra Odense måtte se sig diskvalificeret, og det så tidligt som ved forhindring 2, hvor hun red udenom flagene. Hun red ellers i flot stil og var ikke længe om at gennemføre på den veloplagte hest. Købmand Axel Andersen, der havde placeret sig så fint om formiddagen, var mere tilbageholdende i terrænet om eftermiddagen og var næsten 9 minutter om at vende hjem til målet, men da var Haderslevhesten “Ariander” også så udpumpet, at den næsten slæbte sig hjem i trav. Efter at være placeret på 3. pladsen om formiddagen med 8 points fik han så meget fradrag om eftermiddagen, at han kom ned på – 91 points og dermed blev den lavest placerede af de gennemførende ryttere.

Da “Maybe” gryntede

Frøken Lillian Wittmack red elegant og fejlfrit på “Kentucky” i tiden 6,04. Da hun var hjemme i mål igen, sagde hun, at det var det hurtigste, strækningen overhovedet kunne gøres på, ingen kunne gøre det stærkere. Nu stod kaptajnløjtnant P. M. Jespersens “Maybe” i nærheden og hørte de faldne udtalelser. Den gav et grynt fra sig ved at høre det – og gik derefter banen rundt i tiden 5 min. 49 sek. I al sindighed. Det eneste, den klagede over, var at forhindringerne var for lave, for det kneb for den at få øje på dem – således sprang den ikke engang over brændestablen opad bakken i skoven, men galopperede over! […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad. 28. juni 1943.

1942 – Kongen har haft en god nat

Tilstanden tilfredsstilende, men der er lidt smerter

Overlæge Mogens Fenger, Diakonissestiftelsen, udtalte til morgen over for Ritzaus Bureau: “Hans Majestæt Kongen har det godt. Han har sovet næsten hele natten, og kræfter og humør er gode, selv om der til morgen er lidt smerter. Temperaturen er 37,7. Tilstanden er i det hele tilfredsstillende”.

Det var et forfærdeligt uheld, siger Kongen

Som tidligere omtalt skete uheldet ved hjørnet af den lille vej, der mellem Esplanaden og Den Svenske Kirke fører over mod Amaliegade. Sandsynligheden taler for, skriver Politiken i dag, at Kongen umiddelbart forinden har genvundet herredømmet så meget over det løbske dyr, at det har reageret for en drejning. Det er også sandsynligt, at rideturen ikke havde fået den alvorlige afslutning, hvis hesten ikke endnu en gang havde reageret voldsomt, havde krummet ryggen og kastet hovedet mod jorden. Ved den voldsomme bevægelse blev tømmerne revet ud af kongens hænder, og han styrtede ved hestens højre side. Om disse sekunder sagde Kongen i øvrigt selv i ambulancen på vej til Amalienborg: “Det var et forfærdeligt uheld. Hesten slog pludselig med hovedet og krummede ryggen. Jeg mistede fuldstændig taget på den, og så gik jeg ned på hovedet”.

Kaffejomfru tørrede Kongens blodige ansigt

De første, der kom til efter ulykken, var flyttemand C. A. Hansen og hans søn. De var på vej til Kastellet med deres flyttevogn. De ilede hen til Kongen og fik ham lagt til rette ved skråningen, og umiddelbart efter kom Esplanadepavillonens kaffejomfru, fru Marie Nielsen, ilende til Forfærdet så hun på Kongens ansigt. Blodet løb ned over det og ned på uniformen. Så lagde fru Nielsen sig pludselig resolut på knæ, skubbede sig ind under Kongens hoved og lagde det i sit skød. Derefter tørrede hun varsomt ansigtet rent for blod og snavs med sit lommetørklæde. Ængstelige og fulde af bekymring stod folk udenom, flere kom til, men der blev holdt en vid ring åben, hvor den sårede konge lå. Pludselig slog han øjnene op, og det første han sagde, var: “Send bud efter en ambulance, jeg vil gerne hurtig hjem!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. oktober 1942.

1942 – Kongen slynget af hesten på gaden i formiddags

Måtte i ambulance køres til Amalienborg

Hans Majestæt Kongen er i formiddags ved 9-tiden, da han befandt sig på tilbagetur fra sin daglige morgenridning, blevet slynget af sin hest. Det skete bagved Esplanadepavillonen, og Kongen, der var blevet noget forslået, blev i en tilkaldt ambulance kørt til Amalienborg.

Hurraråbene skræmte hestene

Kongens uheld synes heldigvis ikke at skulle få alvorligere følger. Kongen forestod sin ridetur noget senere end sædvanligt i dag, og på grund af skolebørnenes efterårsferie var der usædvanligt mange mennesker og børn med i det følge, der plejer at følge efter Kongen på morgenrideturen. Usædvanligt energisk råbte børnene hurra for Kongen, der i dag red på sin sorte hest “Black”, der af naturen ikke er af så rolig et temperament som den blissede “Rolf”. Under hele turen var “Black” synlig nervøs, og ved Langeliniepavillonen tog nervøsiteten overhånd. Kongen råbte til folk om at forholde sig rolig, men enten må folk have misforstået det eller have overhørt Kongens ord. Leveråbene blev ved og pludselig satte “Black” af sted i stærk galop.

Hesten stejlede og faldt

Ved Esplanaden søgte Kongen at tage hesten op inden svinget, men herved stejlede den. I Det glatte føre på den dygvåde asfalt gled hesten, og hest og rytter lå straks på asfalten. Kongen kom heldigvis fri af stibøjlerne med det samme. Et øjeblik lå Kongen ganske stille, men var ved fuld bevidsthed og tog fuldkommen roligt på situationen. Politivagten, der havde været med, fik tilkaldt ambulance, og Kongen bragtes til Amalienborg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. oktober 1942.

1942 – Kongens fødselsdag

Rideturen gennem den flagsmykkede hovedstad. 50.000 mennesker på Amalienborg Slotsplads

Kongens 72-års fødselsdag blev en festdag lige fra morgenstunden. København var klædt i Dannebrog, der vajede fra offentlige og private bygninger. På gaderne solgtes flag så sælgerne af mærkerne til fordel for Barnets Dag ikke kunne klare sig i konkurrencen. Også på sporvognene vajede små Dannebrogsflag. Allerede ved 7-tiden gik en strøm af mennesker ned mod Amalienborg, og da klokken nærmede sig 8, var der tæt besat med folk langs den rute, Kongen plejer at følge på den morgenridetur. Ved hjørnet af Fredericiagade og Amaliegade var menneskemassen som en mur, og så man ned over den, frembød den et helt kaos af hoveder og hænder med Dannebrogsflag. Der var spænding blandt de mange mennesker: Hvor ville Kongen ride ud, og hvornår mon det blev? I de sidste morgener har Kongen redet ud på sin morgentur henad klokken halv ni, men i dag kom man ikke til at vente så længe.

Kongen kommer

Tre minutter i 8 rede Kongen ud og drejede ned ad Amaliegade. Jublen brød løs og ville ingen ende tage. “Til lykke Konge, til lykke Konge” lød det over alt. Folk sang ‘Kong Christian’ og ‘Der er et yndigt land’, og ind imellem rungede leveråbene. Konge smilede hjerteligt til de mange morgenglade mennesker, der snart efter brød alle afspærringer og trængtes sammen om Kongen og hans hest Rolf. Blomsterbuketter i rød-hvide farver blev kastet op til Kongen, der lagde dem foran sig på sadlen, men han måtte snart opgive at tage imod flere. Det blev et jubelridt uden lige. ude på Grønningen stod endnu flere mennesker og Kongen smilede og vinkede. Et sted så man en flok unge piger i sønderjyske nationaldragter, og også de fik et venligt nik af majestæten, Kongen så udmærket ud og holdt sig rank på hesten, der langsomt, men sikkert bar ham frem gennem menneskemængden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1942.

1942 – Kristiansminde i Dons nedbrændt i aftes

Gårdens tre udlænger omspændt på få minutter. En del af den indkørte høst brændte.

I aftes kl. ca. 20.15, da gdr. Hans Christoffersen, ‘Kristiansminde’ i Dons, sad i dagligstuen og drøftede besætningens ydelser med kontrolassistenten, opdagede han, at der steg røg op fra taget på kostalden, der ligger ud til landevejen. Sammen løb de to mænd over i kostalden og så da, at det blussede i de mange læs frøhalm, der lå stuvet sammen på loftet. De skyndte sig til telefonen for at tilkalde Falcks Redningskorps, og et kvarters tid efter at branden var opdaget holdt Falcks to sprøjter ved brandstedet, og der blev lagt slanger ud de små 300 meter til åen.

Men i mellemtiden havde ilden bredt sig med en – man kan næste sige eksplosiv – hast. Den firlængede gårds tre udlænger var sammenbygget og disse stod – som sagt – i lys lue, da brandvæsenet ankom; stuehuset lå kun 3-4 meter fra udlængerne. Mod gårdsiden var længerne tækket med asbest, mens de på den bortvendende side var stråtækte. […]

Heldigvis var det meste af gårdens besætning på marken, da branden opstod, der var kun et par tyre i kostalden og en enkelt hest på stald, og tililende fik hurtigt disse dyr bjærget i sikkerhed, ligesom også alle svinene blev reddet. […]

Kortslutning eller brandplade?

Om brandårsagen kan man på indeværende tidspunkt kun gætte. Det står imidlertid fast, at ilden er iagttaget i græsfrøhalmen på loftet over kostalden. Her er der elektriske installationer og her findes den elektriske måler, så det er vel sandsynlig, at ilden skyldes en kortslutning, men da man rundt omkring på markerne i Jylland har fundet brandplader nedkastet fra engelske flyvemaskiner i den senere tid, eksisterer der dog også den mulighed, at en sådan kan have været gemt i det opmagasinerede græsfrøhalm […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1942.