Købmændene må ikke udlevere det, hvis de får at vide, det skal stoppes i piben.
Mange mennesker er begyndt at se stort på, hvad de kan få at ryge. Adskillige ser i dag således på det, at blot man kan få noget, der giver røg, så skidt med hvad det er. Prøv blot at spørge en cigarhandler om, hvordan situationen er. Folk, der tidligere vragede dansk tobak og rynkede på næsen, hvis de ikke kunne blive stillet over for udenlandsk shag, bliver strålende glade, blot de i det hele taget kan få noget at stoppe i piben. Men det kan vist ikke være nogen hemmelighed, at der er meget dårligere ting fremme i tiden. Man kan komme ud for “tobak”, der alene af udseende er så langt fjernet fra alt, hvad man forbinder af godt med begrebet rygelse, at det må få selv den mindst kræsne til at holde sig tilbage.
Det er den såkaldte dannske tobak, der efterhånden er blevet så vanskelig at få fat i, at det må antages – med en vis skadesfryd – at den er undgået som en fast vare på den “sorte børs”, hvor alt kan sælges. I alt fald findes den ikke på cigarhandlerens hylder i større partier. Nu er der for resten kommet et godt råd ved rygningen af dansk tobak. Den skal efter sigende blive noget mere rygelig, hvis man vander den ud og bagefter lader den tørre. Der kan jo ikke ske noget ved at prøve!
En billig pibe tobak
Æbleteen er ved at komme til ære og værdighed igen. Der var en overgang i vinteren 1940-41, da det var galt med tobakken, hvor æbleteen fik sin store chance som rygelse. Den gav en modbydelig sødlig lugt, noget i retning af brændte fyrrenåle, men de, der røg den, nød tilsyneladende det velvære, det gav, at kunne udsende store blå røgskyer. En af byens købmænd fortæller os, at der sælges en hel del æblete for tiden. “Vi må sælge alt det, vi vil”, siger han, “men kommer folk og siger, at de skal bruge det som tobak, så får de ikke noget. Vi må nemlig ikke udlevere det under den form, idet vi derved unddrager toldvæsenet en afgift”. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 30. juni 1943.